Prøv avisen

Især piger søger hjælp for at få kønsskifte

I 2018 blev 72 piger og 19 drenge henvist til Sexologisk Klinik på Rigshospitalet i København, fordi de ikke kunne identificere sig med deres køn. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Omkring 100 børn og unge henvises årligt til sundhedsvæsenet med overvejelser om at skifte køn. At især mange piger ønsker behandling, overrasker læge. Der er brug for en dybere etisk debat, mener børneforsker

Hvis man er under 18 år og føler sig født i en forkert krop, kan man henvende sig til sundhedsvæsenet med henblik på kønsskifte.

Og det gør et stort antal børn og unge, heraf langt flere piger end drenge. I 2018 blev 72 piger og 19 drenge henvist til Sexologisk Klinik ved Region Hovedstadens Psykiatri, fordi de ikke kunne identificere sig med deres køn. Tallet har ligget stabilt omkring 100, siden Sexologisk Klinik i 2016 begyndte at rådgive og behandle transkønnede børn og unge. Langt de fleste er mellem 12 og 17 år, men også børn helt ned til fireårsalderen henvises til Sexologisk Klinik. For at komme i hormonel behandling skal man dog have påbegyndt puberteten.

Mette Haahr er afdelingslæge på Sexologisk Klinik med ansvar for børn og unge. Hun fortæller, at hun for det meste oplever børnene og de unges ønske om kønsskifte som oprigtigt, trods deres unge alder.

”Når vi taler transkønnethed, taler vi om børn, der får et had til deres krop. De hader deres brystkasse, og de kan faktisk ikke se sig selv i spejlet. De afskyr simpelthen de her former, de har fået, for det er slet ikke dem,” siger hun.

At især piger bliver henvist, overrasker afdelingslægen.

”Vi kan kun gætte på hvorfor, men en forklaring kan være, at normerne for piger er langt bredere end for drenge. De må gerne være drengepiger og gå i drengetøj, uden at nogen løfter et øjenbryn, mens drenge ikke skal være særligt feminine, før der bliver sat spørgsmålstegn ved deres maskulinitet,” siger Mette Haahr.

Hun fortæller, at man efter en henvisning til Sexologisk Klinik skal igennem en udredning, som består af fem samtaler – fire med barnet og en med forældrene – inden man kan komme i såkaldt kønskorrigerende behandling med kønshormoner. Der behandles både med et såkaldt stophormon, der forhindrer den kropslige udvikling i mandlig eller kvindelig retning, samt østrogen og testosteron, der kan fremme en kvindelig eller mandlig figur.

Karen Sjørup, kønsforsker på Roskilde Universitet, kalder tallene ”ret overraskende” og påpeger, at der i de senere år er åbnet mere op for, at man ikke bare er transkønnet af sind, men også gør det til et medicinsk og kropsligt anliggende.

Men, understreger hun, når der er tale om personer under 18 år, kræver det ekstra grundige overvejelser. På den ene side er det bedst at komme i hormonel behandling så tidligt som muligt, hvis man er sikker på at ville skifte køn. Men hvad nu, hvis man ændrer mening? Det har man oplevet i England, hvor en 14-årig dreng efter to år i hormonel behandling fortrød. I Sverige, hvor man også oplever, at flere børn og unge henvender sig med henblik på kønsskifte, er det blevet problematiseret, at man for hurtigt sætter unge mennesker i hormonel behandling.

”Det er jo folks egne kroppe, som de i et eller andet omfang må eksperimentere med, som de vil. Men jeg kan godt være lidt nervøs for, at man får nogle meget ulykkelige skæbner på længere sigt,” siger Karen Sjørup og fortsætter:

”Sexologisk Klinik har været under beskydning fra LGBT-miljøet for at være for tilbageholdende med at starte et forløb. Men det forstår jeg godt, de er,” siger hun.

Og når personer i en så tidlig alder har et ønske om at skifte køn, er der etiske overvejelser at gøre sig, mener Per Schultz Jørgensen, psykolog og børneforsker.

”Det er overraskende, men jeg er også tæt på at kalde det grænseoverskridende. For det er jo børn, der slet ikke er færdige med deres udvikling. Forestiller man sig her og nu, at man har et grundlag at gøre det ud fra? Her handler vi med lange konsekvenser. Det kræver dybe, etiske overvejelser,” siger Per Schultz Jørgensen, som understreger, at han er sikker på, at sundhedsvæsenet i Danmark tager grundige diskussioner med den unge, når de henvises:

”Men det lægger op til yderligere, dybere undersøgelse og refleksion. Hvad er det egentlig, der kan få forældre til fire-årige børn til at være med i den proces? Og hvad er det, der får unge, lidt større skolebørn, til at søge om sådan noget? Det afspejler noget, der går ind og rammer selve dannelsesprocessen i vores samfund,” siger han.

Hos Sexologisk Klinik fortæller Mette Haahr, at man helst vil observere børnene over seks måneder for at være sikre på, at ønsket er oprigtigt.

Karen Sjørup forudser, at flere børn og unge i fremtiden vil henvende sig med henblik på et kønsskifte.

”Det kan man sagtens forestille sig. Det er en del af det identitetspolitiske, at man viser et statement. Og det tror jeg vil stige. Samtidig kan man sige, at ældre generationer måske mere har levet i en randzone, hvor man i dag har et behov for at sætte sit meget markante præg på sin kønsidentitet,” siger hun.

Sådan ser Mette Haahr dog ikke på det. Hun oplever, at dem, der henvender sig, ”har en dyb følelse af, at de ikke har et valg”.

”Der er helt klart flere, der leger med deres kønsnorm og seksualitet i dag. Men jeg tænker ikke, det er en særlig attraktiv position at tage. At det skulle være så meget på mode, at man skulle ønske sig at tage hormoner resten af livet og gennemgå kirurgi, tror jeg ikke på,” siger Mette Haahr.