For kort tid siden blev jeg lidt rystet. DR havde spurgt over 1000 mennesker, om danske politikere er korrupte. 30 procent svarede ja. Her gik jeg og troede, at Danmark og Norden generelt er en undtagelse i en verden fyldt med politisk korruption. Internationale undersøgelser har peget på et meget lavt korruptionsniveau i Danmark og de øvrige nordiske stater. Undersøgelser har også peget på en ekstremt høj gensidig tillid mellem os danskere indbyrdes. Men tilliden omfatter altså ikke politikerne. Formentlig er en del politikere også overraskede over, hvor mange der nærer mistillid til dem.
Selv opfatter jeg korrupte politikere som sjældne i Danmark. Jeg har ikke grundlag for andet. Men mange mener åbenbart, at korruption er hovedreglen. Det er et wake-up-call til danske politikere om, at afstanden mellem dem og mange borgere vokser.
Undersøgelsen blev foretaget samtidig med debatten om den ny offentlighedslov, som gør det vanskeligere at kontrollere politikernes og embedsfolkenes magtudøvelse. Det kan ikke have øget tilliden til politikerne.
LÆS OGSÅ: Pensioner forgylder Christiansborg-politikere
Næsten samtidig var der en debat om privat økonomisk støtte til partierne og enkelte politikere. Nogle partier ønsker større gennemsigtighed her, så det bliver lettere at se, hvem der støtter hvem med hvor meget. Men det støder på modstand fra andre partier. Ikke mindst fra Venstre. Også denne debat kan have sået mistillid.
Men lige så vigtigt som gennemsigtighed er det, at der ikke kan rejses mistanke om, at politikerne træffer politiske beslutninger for at tilgodese deres sponsorer. Her gav Poul Schlüter i sin tid som konservativ leder et godt eksempel.
I slutningen af 1970erne gav skibsreder Mærsk McKinney-Møller livsnødvendig støtte til Det Konservative Folkeparti.
Den socialdemokratiske regering ønskede at stramme aftalen med A.P. Møller om indvinding af olie i Nordsøen, og venstrefløjen talte om nationalisering af olien. Det var Danmarks største private virksomhed selvsagt utilfreds med. Her valgte Schlüter ikke ubetinget at støtte sit partis hovedsponsor. Sammen med blandt andre De Radikale gik han efter en pragmatisk forhandlingsløsning på konflikten.
Mærsk McKinney-Møller gav senere gaver til fremtrædende politikere. Eller til deres ægtefæller. Ikke alle mente, at det var uskyldigt, når Mærsk gav guldbrocher til hustruen til daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), daværende økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) og daværende trafikminister Flemming Hansen (K). Mærsk gav også guldure til en værdi af 122.200 kroner til Lone Dybkjær (R), da hun var statsministerfrue, og daværende økonomiminister Marianne Jelved (R). Det fik de som tak for at navngive nogle af hans skibe. Ministre må ikke modtage den slags gaver, men det er derimod uklart, om ministerens ægtefæller må. Marianne Jelved forklarede dog, at hun ikke fik uret som minister. Hun fik uret som partileder og på grund af mine gode relationer til hr. Møller. Og betalte selvfølgelig skat af gaven.
De Radikale støttede regeringens siden stærkt kritiserede olieaftale med Mærsk i 2003. Danmark beskatter olien betydeligt mindre end Norge. Tilmed gav VK-regeringen Mærsk McKinney-Møller et personligt skattestop i form af et løfte om, at skatten på nordsøolien ikke måtte stige før 2042 hvor der sandsynligvis ikke er mere olie tilbage. Derudover var olieindvindingen undtaget for CO2-afgifter. Alle partier, der gik ind for den aftale, har senere modtaget støtte fra Mærsk. Staten hældte også i årevis hundredvis af millioner af kroner i A.P. Møller-Mærsk-koncernens Lindø-værft på Fyn. I 2007 var det 341 millioner kroner, i 2008 247 millioner kroner. I 2009 blev værftet alligevel lukket.
Mon ikke det ville være bedst for tilliden til danske politikere, hvis de fremover takker nej til dyre ure og brocher fra private sponsorer?