153.923 vælgere svarende til 4,36 procent. Så mange satte i 2019 deres kryds ved et af tre partier, som ikke kom i Folketinget, nemlig Kristendemokraterne, Stram Kurs og Klaus Riskær Pedersen.
Det blev kaldt det blå stemmespild. I 1988 oplevede Socialdemokratiets formand, Svend Auken (S), omvendt et rødt stemmespild. Dengang stemte i alt 4,7 procent af vælgerne på partierne Fælles Kurs, De Grønne, Danmarks Kommunistiske Parti og Venstresocialisterne, men ingen af dem kom i Folketinget. Det kostede Svend Auken statsministerposten og førte siden til dannelsen af Enhedslisten.
Spørgsmålet er, om den historie snart vil gentage sig. Om den efterhånden ret lange række af nye, grønne partier på et tidspunkt må forene sig i en grøn enhedsliste, hvis de overhovedet vil i Folketinget.
I september blev Veganerpartiet opstillingsberettiget, og det markedsfører sig selv som et grønt parti, der vil redde verden med et nyt syn på dyrene. Allerede i 2015 bragede Alternativet ind på en klimadagsorden med 4,8 procent af vælgerne, men siden gik det stærkt tilbage, og efterfølgende er det revnet i foreløbig tre partier – Alternativet, Frie Grønne og senest Momentum, stiftet af Theresa Scavenius. Hun stillede for et år siden op til formandsvalget i Alternativet efter Uffe Elbæk, men tabte til Josphine Fock.
Ligesom i de mange venstrefløjspartier i 1970’erne og 1980’erne kan man finde politiske forskelle i de nye partier. Frie Grønne markedsfører sig for eksempel som et klart venstreorienteret parti og har ud over miljø og klima også kampen mod diskrimination som et vigtigt punkt på programmet. Momentum har derimod foreløbig kun klima og miljø på sin dagsorden. Slagnummeret er rationeringsmærker for særligt klimabelastende produkter. Resterne af Alternativet forsøger sig med politik på en række hylder ud over klimaet, og det minder nu på mange måder om andre partier som Enhedslisten og SF.
Sat på kort formel: Vælgerne får sandsynligvis adgang til præcis den variant af et grønt parti, de måtte foretrække ved næste valg. Allerede ved i 2019 var klimaet det helt store tema, hvor alle partier på nær Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs konkurrerede om at have den mest ambitiøse klimapolitik.
Sådan bliver det ikke nødvendigvis næste gang. Helt aktuelt kæmper støttepartierne for at få regeringen til at gå længere for at opfylde målet om 70 procents reduktion af udledningen af klimagasser i 2030. Klimarådet har for nylig slået fast, at regeringen ikke ”anskueliggør”, at målet nås.
Den store, politiske knast er landbruget. Nærmere bestemt dets intensive kødproduktion. En miljøorganisation som Greenpeace mener eksempelvis, at Danmark skal halvere sin produktion af grise og køer inden 2030 for at nå målet. Det skyldes ikke kun, at dyrene udleder store mængder metan, men også at de kræver meget foder, som dyrkes på jorder, der ellers kunne udlægges til skov eller vild natur.
Klimarådet har foreslået, at man indfører en afgift på klimagasser, som vil være det mest effektive middel, men som også vil koste job i landbruget. Politisk er det et problem både for Venstre og Socialdemokratiet, som bejler til vælgere i landets yderområder.
De nye, grønne partier er først og fremmest opstået som en konsekvens af de personlige stridigheder i Alternativet, men de bæres også af en kritik mod regeringens støttepartier for ikke at gøre nok for klimaet. Umiddelbart efter valget fik de ”gamle grønne partier” presset regeringen til at gennemføre den vidtgående klimalov med målet om 70 procents reduktion, men der mangler fortsat konkrete beslutninger til at opfylde det.
Lykkes det trods alt De Radikale, SF og Enhedslisten at presse regeringen længere i denne valgperiode – for eksempel med en afgift på klimagasser til efteråret – får de nye partier det svært ved næste valg.
Lykkes det ikke, står deres kritik stærkere, men samtidig øger det risikoen for et nyt ”1988-valg” med et stort stemmespild, hvis en stribe af dem alligevel lige netop ikke kommer i Folketinget. Ved det udfald risikerer den grønne stemme i Folketinget at reelt blive svækket. I praksis er det svært at se, hvordan de mange nye partier skulle kunne gøre den førte politik grønnere.