Mange kvinder i ungdomspartier har oplevet seksuelle krænkelser

Der er et problem med grænseoverskridende adfærd i ungdomspartierne i Danmark. Her ses unge til festivalen Ungdommens Folkemøde.
Der er et problem med grænseoverskridende adfærd i ungdomspartierne i Danmark. Her ses unge til festivalen Ungdommens Folkemøde. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix.

Der er et problem med grænseoverskridende adfærd i ungdomspartierne i Danmark. Det viser en undersøgelse af kulturen i 11 ungdomspolitiske organisationer. Det skriver Information.

Næsten hver anden adspurgte kvinde har været udsat for seksuel grænseoverskridende adfærd eller krænkelser inden for de seneste to år. Det viser en rapport, som er udarbejdet på initiativ fra Dansk Ungdoms Fællesråd.

Formand Chris Preuss fra fællesrådet kalder tallene "chokerende".

- Der er alt for mange, som oplever mobning og grænseoverskridende adfærd. Det er en hæmsko for vores demokrati, siger han til avisen.

Undersøgelsen er udarbejdet af Sex og Samfund og Børns Vilkår i perioden 15. januar til 31. maj i år.

Den omfatter spørgeskemabesvarelser fra 1169 medlemmer af ungdomspolitiske organisationer samt en række dybdegående interview.

Undersøgelsen er ikke repræsentativ. Blandt andet fordi der er forskel på svarprocenten blandt de 11 organisationer, og fordi ikke alle ungdomspartier har deltaget i undersøgelsen.

38 procent af medlemmerne i undersøgelsen svarer, at de mindst én gang inden for de seneste to år har oplevet at blive udelukket, nedgjort på grund af deres seksualitet, køn, hudfarve eller udseende, kaldt skældsord eller er blevet bagtalt.

Knap halvdelen af kvinderne i undersøgelsen har oplevet en seksuel krænkende adfærd, mens 24 procent af mændene har. I alt er det 35 procent af medlemmerne i undersøgelsen.

Anna Kjær er forkvinde for SF Ungdom og udtaler sig på vegne af alle 11 ungdomsorganisationer, som har deltaget i undersøgelsen.

Hun mener, at rapportens konklusioner er "voldsomme".

- Den viser en forskruet og totalt uhørt kultur i alle ungdomspartierne, og det tager vi alle sammen meget alvorligt. Vi er glade for, at vi har fået lavet rapporten og nu kender omfanget, så vi kan slå mere konkret ned på problemet, siger hun.

Rapporten kommer i kølvandet på flere historier om en problematisk kultur i ungdomspartierne.

/ritzau/