Prøv avisen

Mange normalt begavede kom under åndssvageforsorgen

I flere år blev en mængde danskere anbragt på åndssvageinstitutioner. I mange tilfælde var der tale om fejlanbringelse. På billedet ses en gruppe udviklingshæmmede, placeret foran et fjernsyn, der kun viser prøvebilledet. Foto: Scanpix. Foto: .

Fra 1959 til 1980 blev et stort antal danskere fejlanbragt på åndssvageinstitutioner. Her blev de udsat for tvang, fiksering og omsorgssvigt. Selv mindre handicap kunne føre til institutionalisering i årtier

Som dreng fik den nu 60-årige Lars Nielsen en lettere hjerneskade ved et biluheld. Lars kom fra en fattig familie med seks børn, hvis forældre ikke havde overskud til at tage sig af ham. Derfor blev han i 1961 - kun 11 år gammel - sendt på en institution for åndssvage børn og unge.

"Mine forældre havde ikke så mange penge. Det var nok også derfor, de ikke kunne at have klare mig. Men, uha, hvor ville jeg gerne hjem," fortæller han i dag til Kristeligt Dagblad.

Hør interview med Lars Nielsen:

Der gik næsten 20 år, før Lars Nielsen blev udskrevet af åndssvageforsorgen. Undervejs blev han udsat for både vold, nedværdigende behandling og tvangsmedicinering.

Lars Nielsens historie er ikke enestående. Mange af de mennesker, som blev placeret i statens varetægt under åndssvageforsorgen i årene 1959-1980 var kun lettere udviklingshæmmede og flere endda normalt begavede. Men læsevanskeligheder, socialt ringe kår eller en afvigende adfærd sendte dem på institution, hvor de blev behandlet som syge mennesker uden udviklingsmuligheder.

Cand.psyk. Anne Marie Brixtofte har i over 30 år arbejdet med udviklingshæmmede. Hun har mødt mange mennesker, som har været institutionaliserede under åndssvageforsorgen, men som hun kalder "helt normalt begavede."

"Nogle af dem var måske sent udviklede eller bare adfærdsvanskelige," siger hun og tilføjer:

"Det er påfaldende og utroligt rystende, hvor mange mennesker der har fået deres liv ødelagt under åndssvageforsorgen, selvom de i første omgang slet ikke burde have været placeret der. Men når først man har fået stemplet i nakken, at man er åndssvag, er det utroligt svært at komme af med."

Forsker og doktor i pædagogik Birgit Kirkebæk har skrevet flere bøger om de udviklingshæmmedes historie. Hun siger:

"Jeg er overbevist om, at der har været en del mennesker under åndssvageforsorgen, som ikke har været udviklingshæmmede, men som måske af andre grunde har manglet færdigheder eller været sent udviklede. Når de scorede lavt i lægernes intelligensprøver, overvejede man aldrig, om der kunne være andre årsager," siger Birgit Kirkebæk, der også peger på, at mennesker med autisme kom under åndssvageforsorgen – selvom de fleste var normalt begavede.

En anden gruppe, der havnede på institutionerne, var mennesker med spastiske lammelser. De var ofte normalt begavede, men blev betragtet som åndssvage, fordi de havde et talehandicap. Det har Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, set talrige eksempler på.

"Det har jo haft store konsekvenser for de her mennesker. Hvis man kom ind ad den forkerte dør, kom man jo ikke ud igen. Og da de endelig kom ud af centralinstitutionerne i 1980?erne, manglede de jo basale forudsætninger for at deltage i samfundet. De havde for eksempel aldrig lært at læse eller skrive," siger han.

Ifølge Jørgen Hansen, cand.pæd.psyk. og tidligere embedsmand i både åndssvageforsorgen og Undervisningsministeriet, skulle der ikke så meget til, før man blev institutionaliseret:

"Hvis man var læseretarderet, kunne man godt blive stemplet som åndssvag. Og hvis de ikke var åndssvage, når de kom, så blev de det undervejs. Helt generelt gjaldt det for en del af dem, der sad på de store institutioner i 1960?erne, at de aldrig ville komme på en institution i dag," siger han.

Edith Mandrup Rønn er etnolog ph.d. og forfatter til flere bøger om de udviklingshæmmedes historie. I sit arbejde har hun læst over tusind journaler fra blandt andet centralinstitutionen Ribelund. Her fremgik det, at tidlig seksuel modenhed hos unge piger eller manglende evner for praktisk arbejde blev betragtet som indicier på åndssvaghed:

"Intelligensprøverne var lavet sådan, at de var uendeligt fjernt fra at kunne blive forstået af datteren af en røgter på landet med syv søskende, mens præstens datter ikke blev dømt åndssvag," siger Edith Mandrup Rønn.

Manglende accept af diagnosen blev også anset som et tegn på åndssvaghed.

"Det uhyggelige var, at når de bedst begavede beklagede sig over deres skæbne, blev det anset for at være et bevis for deres åndssvaghed. Mens hvis man erkendte, at man var syg og lystrede, fik man ofte bedre forhold."

Hun understreger dog, at forholdene under åndssvageforsorgen var rystende dårlige for alle – uanset begavelse:

"Naturligvis er det ikke rart at tænke på, at normalt begavede kom ind under åndssvageforsorgen, men forholdene var jo mindst lige så forfærdelige for de åndssvage. Der var ingen, der havde det godt under det system," siger hun.

TEMA: De Åndssvage