At intet menneske skal dø alene, er et budskab, som danskerne har taget til sig. I de senere år er antallet af personer, der melder sig frivilligt som såkaldte vågekoner hos blandt andet Røde Kors og Ældre Sagen, steget støt.
Alligevel er det ikke alle de døende, der ønsker at holde en vågekone – en fællesbetegnelse for både kvindelige og mandlige vågere – i hånden eller høre et trøstende ord i livets sidste timer, som når det.
Det viser en ny undersøgelse fra Ældre Sagen, som for første gang i de 10 år, organisationen har drevet vågetjeneste, har gjort op, hvor mange af deres planlagte vågeforløb, som ikke blev til noget i 2017.
Det viser sig at dreje sig om i alt 154 forløb. Det er mere end en fjerdedel af alle de vågeforløb, som Ældre Sagen stod for sidste år. Og af dem var det kun 1 ud af 10, der blev aflyst, fordi den døende selv ønskede det.
Årsagen, til at de resterende 9 ud af 10 tilfælde ikke blev til noget, var, at der ikke blev ringet efter vågekonen i tide, fortæller Camilla Stubbe Teglbjærg, der er Ældre Sagens konsulent på området. Den opgave tilfalder for det meste det plejepersonale, som er til stede hos den døende på plejehjem eller i hjemmet.
”Vi valgte at undersøge det, fordi vi havde hørt om tendensen fra flere af vores lokalforeninger, men det har overrasket mig, at det drejer sig om så mange aflysninger. Det er rigtig trist at tænke på, at der så mange steder har ligget et menneske, som måske har været bange og alene, eller hvor der har været pårørende, som har haft brug for et hvil,” siger hun om undersøgelsen.
Den slår også fast, at problemet er landsdækkende. 86 procent af Ældre Sagens i alt 48 vågetjenester, som er spredt i hele landet, har således oplevet, at ét eller flere af deres forløb blev aflyst sidste år.
En af dem er vågetjenesten i Frederikssund. Her ærgrer aktivitetsleder Inge Merete Askjær sig over de 7 ud af 22 vågeforløb, som blev aflyst i 2017.
”Det virker, som om vi bliver glemt lidt, og det er meget ærgerligt. Jeg tror, vi skal være bedre til at gøre opmærksom på os selv, så vi kan komme ud og give ensomme borgere det nærvær og den omsorg, som de har brug for,” siger hun.
Både Camilla Stubbe Teglbjærg og Inge Merete Askjær understreger dog, at plejepersonalet formentlig ikke ”glemmer” vågetjenesten i en ond mening.
”Uanset hvor fagligt dygtig man er, kan det være svært at bedømme præcis, hvornår det er tid. Vi ved, at plejepersonalet nogle gange er bekymret for at ringe til os for tidligt. For hvad nu, hvis den døende pludselig frisker lidt op igen? Så har man måske ikke lyst til at være den, der har sat det helt store forløb i gang,” siger Camilla Stubbe Teglbjærg.
Karen Stæhr, der er sektorformand for social- og sundhedspersonalet i FOA, vurderer, at problemet kan skyldes en manglende viden blandt plejepersonalet om, hvordan vågetjenesterne arbejder.
”Der skal være en bedre dialog mellem vågetjenesterne og ledere og medarbejdere, så vi kan få afmystificeret, hvad vågekone-arbejdet består i. Jeg ved, at nogle af mine medlemmer frygter, at de kommer ind og overtager deres faglige arbejde, og det skal vi have gjort op med gennem godt samarbejde og gode samtaler løbende, som afklarer, hvad borgeren ønsker,” siger hun.
Camilla Stubbe Teglbjærg er enig.
”Mange steder er vores vågetjenester gode til at etablere et godt samarbejde med plejepersonalet, men vi kan godt blive endnu bedre til at skabe et godt fællesskab, så vi er trygge ved hinanden. I nogle lokalafdelinger er det blevet udlagt, som om at vågetjenesten kun må tilkaldes, hvis der er et par timer til, at døden indtræffer. Det har været forkert. Man skal hellere ringe en gang for meget end en gang for lidt, og det skal vi hele tiden blive bedre til at få gjort opmærksom på,” siger hun.
I Røde Kors, der råder over landets største vågetjeneste, som sidste år stod for godt 2000 vågeforløb, har man ikke før målt på antallet af aflysninger, men det vil man gøre fremover, oplyser Alexandra Dessoy, som er konsulent i Røde Kors’ vågetjeneste.