Mangel på plads kan bremse fuld genåbning af skoler fra torsdag

Næppe alle skoler når at blive klar til en fuld genåbning torsdag, vurderer skoleleder- og lærerformænd.

Det kan blive en udfordring for nogle skoler at skaffe den fornødne plads, lyder meldingen fra formændene for skolelærere og skoleledere. (Arkivfoto).
Det kan blive en udfordring for nogle skoler at skaffe den fornødne plads, lyder meldingen fra formændene for skolelærere og skoleledere. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Torsdag ringer det igen ind for alle elever i grundskolen.

Et politisk flertal har natten til tirsdag besluttet at åbne klasselokalerne i fuldt omfang - også for eleverne i 5. til 8. klasse, der ellers kun har haft fysisk fremmøde hver anden uge.

Men det er næppe alle skoler, der når at blive klar, lyder meldingen fra Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.

- Det skal ikke være et kapløb om at blive færdig til klokken 8 torsdag morgen.

- Bliver man først færdig fredag eller mandag, så klarer vi nok også det, siger han.

Det er ifølge lærerformanden blandt andet manglende plads, der kan sætte en bremse for planen om at genåbne for alle fra torsdag.

Det kræver ekstra plads, når man skal sikre, at eleverne af hensyn til risikoen for coronasmitte holdes adskilt klassevist - også i frikvartererne.

- Problemet er, at der er nogle skoler, der har meget lidt plads og ikke så gode udeforhold.

- De skal måske ud i at benytte faciliteter andre steder end lige præcis på skolen, siger Gordon Ørskov Madsen.

Han lægger ikke skjul på, at han "gerne havde set en lidt længere indfasning end to dage".

Fra foreningen af skoleledere er budskabet det samme.

- Skolelederne vil bestræbe sig på at være klar til torsdag, men der kan lokalt være udfordringer, som gør, at man fortsætter fjernundervisning et par dage yderligere, siger Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal.

Nogle skoler er udfordret på pladsen, påpeger skolelederformanden.

Men der er også en anden mangelvare: Personer, der kan pode eleverne.

Der er en opfordring til elever over 12 år om at lade sig teste to gange ugentligt. Det kræver et stort setup med mange podere, og det kan ifølge skolelederformanden også være en begrænsende faktor.

- Det er med meget kort aftræk, at vi skal være klar. Havde man spurgt os, havde vi sagt, at vi kunne være klar mandag.

- Men vi gør det så godt, vi kan, og glæder os til at få eleverne tilbage, siger Claus Hjortdal.

Der er forståelse hos børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) for, at ikke alle skoler når at blive helt klar til torsdag.

- Det er ikke en konkurrence om, hvem der åbner hurtigst. Det er rigtig vigtigt, at skolerne giver sig tid til at få logistikken på plads, siger hun til DR.

/ritzau/