Mangelfuld tolkebistand gør grønlandske forældre magtesløse i anbringelsessager

Pilunnguaq Kristensen har på grund af manglende tolk haft svært ved at forstå, hvorfor Vejle Kommune har anbragt hendes datter. Kommunen har i alt anbragt 16 børn med grønlandsk baggrund, men den kan ikke garantere, at de involverede forældre har forstået hvorfor. Det strider imod udvalgssvar fra socialministeren

”Det er fuldstændig nødvendigt, at ikke bare grønlandske forældre men også børnene forstår, hvad kommunen forventer af dem," siger Astrid Krag og refererer til, at Vejle Kommune ikke har bistået med tolkningshjælp til grønlandske forældre, hvis børn er blevet anbragt.
”Det er fuldstændig nødvendigt, at ikke bare grønlandske forældre men også børnene forstår, hvad kommunen forventer af dem," siger Astrid Krag og refererer til, at Vejle Kommune ikke har bistået med tolkningshjælp til grønlandske forældre, hvis børn er blevet anbragt. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Et møde uden tolk. Et mere, nu hvor den biologiske mor påpeger, at hun ikke forstår, hvorfor hendes forældrepotentiale skal undersøges af kommunen. Endnu et møde uden tolk. Og et mere uden tolk. Så et møde med tolk. Og sidst et møde med en tolk, som oversætter, at hendes barn bliver tvangsfjernet.

Sådan lyder et kort oprids af grønlandske Pilunnguaq Kristensens møder med Vejle Kommune fra oktober 2019 til februar 2020, der handlede om anbringelsen af hendes dengang ufødte datter.

En overlæge havde underrettet Vejle Kommune om et muligt alkoholmisbrug og manglende forældreevne. I april 2020 blev datteren anbragt uden samtykke en uge efter fødslen.

Uanset, om det er kommunens mistanke om alkoholmisbrug, eller Pilunnguaq Kristensens forsikring om, at det hører fortiden til, står det fast, at der på de indledende møder ikke deltog en tolk til at oversætte. Det viser dokumenter i sagen, som Kristeligt Dagblad har fået adgang til.

Datteren er anbragt i Vejle Kommune, som oplyser, at den har anbragt 16 børn med grønlandsk baggrund. Her har de brugt tolk i 6 af sagerne. Det er ikke sikkert, tolk var nødvendigt i de 10 resterende sager. Men det på trods, kan Vejle Kommune ”selvfølgelig ikke garantere”, at forældrene til de 16 børn har forstået grundlaget for anbringelsen.

”Vi bestræber os på, at forældrene har forstået det. Men vi vil jo aldrig kunne garantere, at der ikke er noget, der kan misforstås hos borgeren i kommunikationen,” siger Birgit Bech, der er leder af Familie- og Handicapafdelingen i Vejle Kommune og understreger, at hun ikke kan udtale sig om konkrete sager.

I dag er Pilunnguaq Kristensen 20 år. Hun kom til Danmark for godt tre år siden, da hun begyndte på efterskole i Nordjylland. Efterfølgende flyttede hun til Vejle, mødte siden sin kæreste og blev gravid. Det danske sprog rækker til hverdagens gøremål og korte samtaler, men ikke til møder med kommunen, hvor det juridiske sprog gav hende udfordringer.

”Kommunen begyndte med møder, hvor jeg ingen tolk havde. Jeg prøvede at sige, at jeg ikke forstod det. Til sidst efter fire møder sagde jeg, at jeg er nødt til at få en tolk, fordi jeg skal kunne følge ordentligt med i, hvad det er, de fortæller om min datter,” siger Pilunnguaq Kristensen med sproglig hjælp fra sin somaliske kæreste, som kan en smule bedre dansk end hende. Han deltog dog ikke i møderne, da han på det tidspunkt afsonede en fængselsdom.

Udover møderne er centrale dokumenter i anbringelsessagen ikke blevet oversat fra dansk til grønlandsk som ønsket af Pilunnguaq Kristensen. Vejle Kommune har ellers tilbudt at oversætte selve grundlaget for beslutningen, hvilket ikke er blevet gjort endnu. Men det er samtidig heller ikke tilstrækkeligt. I hvert fald hvis man spørger Najannguaq Dalgård Christensen. Hun har siden sommer fungeret som Pilunnguaq Kristensens partsrepræsentant. Det vil sige, at Najannguaq Dalgård Christensen fører sagen. Det har hun i løbet af de sidste tre år gjort for otte andre herboende grønlændere.

”I de sager, jeg har haft, er forældrene dårligt stillet fra start. Både når det handler om at få en tolk i tide, og når jeg beder om at få dokumenter oversat. Her lyder det ofte fra kommunen, at det ikke kan lade sig gøre,” siger Najannguaq Dalgård Christensen.

De Grønlandske Huse i Danmark genkender også den manglende tolkebistand i anbringelsessager. Husene ligger i landets fire største byer og tilbyder vejledning og rådgivning til herboende grønlændere. Bo Albrechtsen, der er direktør hos afdelingen i Aalborg, fortæller, at det virker, som om kommuner har svært ved at finde kvalificerede tolke.

Hos Det Grønlandske Hus i Odense er det socialkonsulent Lillian Steenbergs oplevelse, at der i arbejdet med grønlandske borgere i Danmark hersker en holdning af, at ”du er en del af rigsfællesskabet, så selvfølgelig forstår du dansk”, og at hun bruger meget tid på at forklare herboende grønlændere, at de har ret til en tolk, hvis kvalitet hun dog tvivler på.

”Jeg har været i nogle situationer, hvor tolkene har været forbavsende tavse. Derfor kan jeg være usikker på, om det, som bliver tolket, er 100 procent det, som kommunen tror, bliver tolket,” siger Lillian Steenberg.

I Vejle Kommune medgiver Birgit Bech, at det kan gøre det vanskeligt at afgøre, hvornår herboende grønlændere har forstået hvad.

”Vi har ikke en tjekliste, men vi vurderer i den enkelte sag, hvad der er vigtigt at få oversat. Her tør jeg godt være ærlig og sige, at der kan jo ligge rigtig mange dokumenter, så det er også omkostningstungt og kræver mange timer, hvis vi skal oversætte en hel sag.”

Hun forklarer samtidig, at tolkene ikke nødvendigvis har tilstrækkelig faglig viden og forstår sig tilstrækkeligt på Serviceloven, som er den, der gælder i anbringelsessager.

Udover Najannguaq Dalgård Christensen findes der en håndfuld frivillige partsrepræsentanter i Danmark, der hjælper grønlændere i eksempelvis anbringelsessager. Nogle af dem er tilknyttet den frivillige forening Mentor Immanuel, som Karen Banke Petersen grundlagde i 2018. Hun kender til mere end 20 sager i Danmark, hvor hun mener, tolkningen ikke har været tilstrækkelig, både i omfang og kvalitet.

Pilunnguaq Kristensens sagsbehandling strider imod den praksis, social- og ældreminister Astrid Krag (S) i juli 2020 lagde op til i et svar til Folketingets Grønlandsudvalg. Her blev der spurgt til, hvilke rettigheder herboende grønlændere har til at få tolkning. Svaret fra ministeren lød, at en kommune må sikre sig, at den er i stand til at forstå og blive forstået af borgere, som ikke kan tilstrækkeligt dansk.

”Det er fuldstændig nødvendigt, at ikke bare grønlandske forældre men også børnene forstår, hvad kommunen forventer af dem. Her skal myndighederne sætte tolke til rådighed samt oversætte de breve, som myndighederne sender til borgerne, så de kan forstå det,” siger Astrid Krag og uddyber:

”Det er klart, hvis der er en problemstilling, forventer jeg, de henvender sig. Så skal vi have kigget på tolkeområdet. Manglende tolkebistand kan ikke være en undskyldning for, at børn og forældre ikke forstår, hvorfor kommunen henvender sig til dem.”

Social- og Ældreministeriet oplyser samtidig, at det vil tage kontakt til Vejle Kommune for at høre, hvad der er op og ned i sagen.

Det er mere end et år siden, Pilunnguaq Kristensen første gang troppede op til møde i Vejle Kommune. Hun venter stadig på at få dokumenterne i deres anbringelsessag oversat til grønlandsk. Udover grundlaget for anbringelsen, som Vejle Kommune har lovet at oversætte, venter hun også på at få oversat sin handleplan. Det er heri, der står, hvad det kræver, for at forældrene kan arbejde mod, at de får deres nu etårige datter hjem. Indtil da har de samvær en time om ugen.

Pilunnguaq Kristensens datter blev tvangsfjernet umiddelbart efter fødslen. Selve forløbet op til fjernelsen havde Pilunnguaq Kristensen dog svært ved at forstå, da der på flere af de centrale møder ikke blev stillet en tolk til rådighed. Pilunnguaq Kristensen ønsker ikke at blive fotograferet til denne artikel. Modelfoto.