Manglen på tillid er regeringens store problem

Det iskolde forhold mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er hovedårsagen til, at finanslovs- og skatteforhandlinger indtil i aftes var endt i et dødvande. Statsministerens indgreb kan redde regeringens planer her og nu, men på længere sigt er den indbyrdes mistillid i regeringsblokken ødelæggende

Det er helt usædvanligt, at en statsminister overtager finanslovsforhandlingerne og reelt placerer sin finansminister ude på sidelinjen. Men det er også et billede på, hvor dybt mistilliden stikker internt i regeringsblokken, skriver Henrik Hoffman-Hansen.
Det er helt usædvanligt, at en statsminister overtager finanslovsforhandlingerne og reelt placerer sin finansminister ude på sidelinjen. Men det er også et billede på, hvor dybt mistilliden stikker internt i regeringsblokken, skriver Henrik Hoffman-Hansen. Foto: Jens Dresling/ritzau.

Uden tillid er det svært at bedrive politik. Det har de seneste ugers langtrukne forhandlinger om finansloven og en skattereform igen bevist.

I aftes efter redaktionens deadline kulminerede det indtil videre med et møde i Statsministeriet, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ville forsøge at bringe den fastlåste situation ud af dødvandet med Dansk Folkeparti, finansminister Kristian Jensen (V) og finansordførerne fra Liberal Alliance og De Konservative.

Tidligere på dagen forklarede Lars Løkke Rasmussen, at regeringen har fire store opgaver foran sig, den vil have løst – nemlig finansloven for 2018, en skattereform, en aftale om hjemsendelse af syriske flygtninge samt et nyt forsvarsforlig. Han understregede, at de fire ting hænger sammen, men at de ikke behøver at blive gennemført samtidigt. Dermed åbnede han for at imødekomme Dansk Folkeparti på dets nye krav om, at finansloven gøres færdig først, og at man derefter kan tage fat på de øvrige temaer.

Kristian Jensen stod ellers så sent som dagen før fast på, at finanslov og skatteaftale skulle forhandles sammen, og at man godt kunne nå at blive færdige med begge dele, selv om de sædvanglige frister allerede er langt inde i overtiden.

Det er helt usædvanligt, at statsministeren på den måde overtager finanslovsforhandlingerne og reelt placerer sin finansminister ude på sidelinjen. Men det er også et billede på, hvor dybt mistilliden stikker internt i regeringsblokken.

Først og fremmest er der ingen tillid mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Centrale kilder fortæller, at Liberal Alliances forhandlere på et tidspunkt end ikke ville være i samme stue som forhandlerne fra Dansk Folkeparti, men ville udstyre Kristian Jensen med et bundet mandat til at forhandle videre uden LAs tilstedeværelse. For Liberal Alliance er den afgørende mærkesag, at skatterne bliver sænket, og partiet har ingen tillid til, at Dansk Folkeparti vil tage ansvar for en skattereform, som allerede er blevet udskudt flere gange.

Regeringspartiet har insisteret på, at skattereformen blev bundet tæt sammen med en finanslovsaftale, for man frygter, at Dansk Folkeparti vil løbe fra bordet, så snart finansloven er aftalt.

Omvendt har Dansk Folkeparti ikke villet stå foran glasdøren i Finansministeriet og præsentere en finanslov og en skattereform på samme dag. Al offentlighedens interesse ville samle sig om skattelettelserne og den måske skæve fordeling af lettelser til rige og fattige, mens indrømmelser til Dansk Folkeparti i finansloven om bedre forhold for ældre og så videre ville drukne i skattesnakken. Derfor har partiet insisteret på at få forhandlingerne delt op.

Dertil har Kristian Thulesen Dahl føjet kravet om en ”helt ny flygtningepolitik”, der i praksis handler om, at de cirka 4200 flygtninge fra Syrien skal sendes hjem, så snart det overhovedet bliver muligt. De skal ikke aktiveres eller lære dansk, som det ellers altid er sket med hovedparten af flygtninge.

Det krav går imod regeringens politik og de trepartsaftaler, regeringen har indgået med arbejdsmarkedets parter for netop at integrere flygtninge bedre. Men øjensynlig er statsministeren mere indstillet på at imødekomme Dansk Folkeparti på det område, end finansminister Kristian Jensen har været. Det er en juridisk vanskelig øvelse, men næppe umulig.

For finansministeren er de seneste dages udvikling særlig pinefuld. Det er nemlig ikke kun mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, det kniber med tilliden. Det gør det også mellem Dansk Folkeparti og Kristian Jensen. Det er muligt, at regeringen efter statsministerens intervention i aftes får sine aftaler hjem om finanslov, skat, flygtninge og forsvar inden for overskuelig tid, men regeringen kommer også til at stå tilbage med en politisk afpillet finansminister.

Han vil få sværere ved at indgå forlig i fremtiden, fordi hans autoritet er svækket. I Venstre risikerer han, at striden om, hvem der skal efterfølge Lars Løkke Rasmussen igen blusser op. De gamle modstandere fra formandsopgøret i 2014 vil kunne spørge, hvordan Kristian Jensen skal kunne lede landet, hvis han ikke engang kan få en underskrift på en finanslov fra regeringens støtteparti.

Så også i Venstre bliver der behov for at arbejde med tilliden de kommende uger.