Prøv avisen

Marchen Neel Gjertsen bliver del af Jyllands-Postens ledelse

Avisen Jyllands-Posten har fået nyt medlem af chefredaktionen i form af Marchen Neel Gjertsen. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

35-årige Marchen Neel Gjertsen går fra at være politisk redaktør hos Jyllands-Posten til at være chefredaktør.

I fremtiden får Jyllands-Postens øverste ledelse selskab af et nyt ansigt. Og så alligevel ikke helt.

Marchen Neel Gjertsen, der i øjeblikket er politisk redaktør for Jyllands-Posten, er nemlig blevet udpeget som medlem af avisens chefredaktion.

Det oplyser Jyllands-Postens ejer, JP/Politikens Hus, i en pressemeddelelse.

Med skiftet kommer 35-årige Marchen Neel Gjertsen til at udgøre Jyllands-Postens øverste ledelse side om side med Jacob Nybroe (ansvarshavende) og Steen Rosenbak.

- Jyllands-Posten er i solid redaktionel og kommerciel gænge, fortæller Jacob Nybroe i pressemeddelelsen.

- Vi øger antallet af abonnenter, vores økonomi er grundlæggende sund, og vores strategiske forventninger bygger alle på kvalitativ og kommerciel vækst, både med de eksisterende udgivelser og med nye indholdsbårne tiltag.

- På den baggrund giver det indlysende mening at styrke ledelseslaget med et menneske, der navigerer stensikkert såvel redaktionelt som i den fortsatte udvikling af vores digitale indsats, siger Jacob Nybroe.

Marchen Neel Gjertsen får fremover det overordnede redaktionelle ansvar for Jyllands-Postens digitale udvikling.

Hun skal samtidig videreudvikle avisen inden for den politiske journalistik.

- Jeg har igennem mine flere end 30 år i dansk journalistik aldrig set så komplet et talent.

- Hun er i den absolutte superliga som skrivende politisk redaktør, hun er eminent til ledelse, hun er en blændende kommunikatør, og hun er digitalt visionær.

- Det er derfor et stort privilegium at kunne byde hende velkommen i mediehusets ledelse, siger Jacob Nybroe.

Hovedpersonen fortæller selv, at hun glæder sig til at komme i gang, og at hun mener, Jyllands-Posten laver bedre journalistik end noget andet medie.

- Men i en digital virkelighed, hvor der er rift om danskernes opmærksomhed, kræver det en konstant udvikling at nå ud til så mange som muligt.

- Jeg er enormt stolt over udnævnelsen, og jeg synes i øvrigt, det klæder Jyllands-Posten nu for første gang i avisens historie også at få en kvinde i chefredaktionen, siger Marchen Neel Gjertsen.

Den nye chefredaktør er uddannet fra Syddansk Universitet i 2010. Hun har været politisk reporter på Information, Politiken og på Jyllands-Posten.

For sidstnævnte har hun de seneste år både været politisk redaktør og medlem af avisens nyhedsledelse.

Marchen Neel Gjertsen tiltræder stillingen som chefredaktør fra dags dato.

/ritzau/

Link til artikel hos Finans
Link til pressemeddelelse