Marcus Knuth: Venstres håndtering af islamisme er langtfra blødsøden

Flere meningsdannere kritiserer Venstre-regeringen for at være for bløde over for terrortruslen fra radikale islamister. Men udlændinge- og integrationsordfører Marcus Knuth mener, kritikken er forfejlet

Vi skal gå imod islamismen, både den voldelige del, og den, der har med Islamisk Stat at gøre, men også hele forbudskulturen, som man ser islam snige ind i Danmark, mener  udlændinge- og integrationsordfører Marcus Knuth (V).
Vi skal gå imod islamismen, både den voldelige del, og den, der har med Islamisk Stat at gøre, men også hele forbudskulturen, som man ser islam snige ind i Danmark, mener udlændinge- og integrationsordfører Marcus Knuth (V). Foto: Ida Guldbæk Arentsen.

Marcus Knuth du har for nyligt meldt ud, at du tager afstand fra, at man kritiserer islam som religion i forbindelse med debatten om terrorforebyggelse. Hvorfor gør du det?

Jeg vil nærmere lægge vægt på, at jeg tager afstand fra, at man gør alle muslimer til vores fjende,” siger udlændinge- og integrationsordfører Marcus Knuth, Venstre.

”Jeg har samtidig sagt, at vi har nogle kæmpe problemer med islam i Danmark med hele den her forbudskultur, som piger og drenge, der ikke må bade sammen og forbud mod svinekød, så jeg mener, at vi har et stort problem med islam i Danmark, men vi skal ikke gøre hele islam og alle muslimer til vores fjende. Det mener jeg godt, jeg kan sige, samtidig med at vi sætter alle sejl ind for at bekæmpe islamisme.

Men kigger du tilbage på sommerens terrorangreb, er de jo fra muslimers hånd, og når du selv siger, at der er flere sociale problemer forbundet med islam, er det så ikke rimeligt at have en diskussion om, hvorvidt der er iboende problemer i selve religionen?

Altså ideologisk er jeg imod islam som en religion. Den går ind for en ikke-adskillelse af religion og stat, den går ind for teokrati og ikke demokrati, men det er jo ikke det samme som at gå ud og sige, at alle muslimer er vores fjender.

Og der er rigtig mange muslimer, netop som min studiekammerat fra USA, Khan (Humayan Khan, muslimsk, amerikansk soldat, der blev dræbt i Irak i 2004, red.), som tog til Irak for at kæmpe mod islamisme og terror med et amerikansk flag på ryggen. Han gik i krig med en del af sin egen religion, og det synes jeg, vi skal udvise den allerstørste respekt for.

Hvor synes du så, man konkret bør sætte ind, hvis man ikke skal gøre hele islam til fjende?

Vi skal gå imod islamismen, både den voldelige del, og den, der har med Islamisk Stat at gøre, men også hele forbudskulturen, som man ser islam snige ind i Danmark. Muslimer, der vælger at bosætte sig i Danmark og få ophold i landet, de skal omfavne vores frihedskultur, selvom islam prædiker noget andet.

Men flere borgerlige meningsdannere kritiserer jeres blødsødenhed i forhold til den måde, I håndterer islam og terrortruslen på. Hvad mener du om det?

Hvis man tager asyldelen, har vi gennemført den mest omfattende opstramning af asylpolitikken. Over 30 tiltag på et år, og vi har nu det laveste asylpres i fem år.

I forhold til islamismen i Danmark brugte vi en stor del af foråret med Bertel Haarder og Inger Støjberg i spidsen for at spørge, hvordan vi kunne få styr på de her rabiate imamer, hvordan vi kunne kriminalisere noget af det, de gør, og samtidig handle inden for Grundlovens og ytringsfrihedens rammer. Det var en meget, meget svær dialog, men vi gør alt, hvad vi kan for at overvåge og slå ned på de islamistiske miljøer, der tager afstand fra Danmark. Men der er jo mange fredelige muslimer i landet, som vi ikke skal dæmonisere.

Så du mener ikke, at de borgerlige kritikeres kritik er berettiget?

Det mener jeg ikke, nej. Vi tager truslenmeget, meget alvorligt.

I videoen herunder fortæller Marcus Knuth om sit syn på islam.