Margrethe har cementeret kongehusets status, også politisk

De store partier har historisk været på kant med monarkiet, og kun få partier forsvarer det i deres programmer. Alligevel har dronningens forvaltning af sin opgave nærmest gjort det politisk utænkeligt at afskaffe monarkiet

Margrethe har cementeret kongehusets status, også politisk

Dronning Margrethe II runder på fredag 50 år som regent, og monarkiet har formentlig aldrig stået stærkere, hverken folkeligt eller politisk. Spørger man folketingspolitikere, er der i dag langt mellem dem, der ønsker at afskaffe monarkiet.

Folketingets længst siddende medlem, Venstres folketingsmedlem Bertel Haarder sammenfatter det på denne måde: "Det bedste argument for monarkiet er, at vi har haft det i 1000 år. Hvis vi skulle begynde helt forfra med at etablere en styreform for Danmark, ville vi jo ikke indføre et arvekongedømme."

Denne artikel er en del af denne serie:
Dronning i 50 år

Det er sagt midt i en tid, der ellers bredt forsager ulighed såvel som arvede privilegier og hylder demokrati, individuel frihed og ligestilling på snart sagt alle tænkelige områder.

Men at landets overhoved fødes til sit job, uanset kvalifikationer eller meritter, er det meget svært at finde nogen dybfølt politisk forargelse over. At dronning Margrethe har en stor del af æren for det, er Bertel Haarder ikke i tvivl om.

"Hun har cementeret monarkiet, så det ikke er til at rokke. Mere end hendes far gjorde," siger han.

Margrethe har gjort det ved at være et "intellektuelt fyrtårn" og ved at have holdt fast på formerne. Dronningen ser sig selv som et led i en meget lang række af regenter, og hun har været "dybt konservativ" for eksempel om rammerne for statsrådet - det øverste organ for møder mellem majestæten og regeringen.

På et punkt har majestæten dog brudt helt og aldeles med traditionen, nemlig i valget af sin ægtefælle, prins Henrik, der ikke var ud af en kongelig slægt. Bertel Haarder mener, at det brud sikrede, at dronningen fik en ægtefælle, som matchede hende intellektuelt, og at man derfor har undgået de skandaler, der eksempelvis har ramt det britiske kongehus.

Det forunderlige er, at begge Folketingets to største partier, Socialdemokratiet og Venstre, begge har slået sig hårdt på monarkiet i folkestyrets yngre dage. For Venstre skete det under Christian den 9., som var i konflikt med liberale politikere fra nederlaget i den anden slesvigske krig i 1864 og frem til det politiske systemskifte i 1901, da parlamentarismen omsider blev indført.

Venstres forhold til kongemagten blev betragteligt bedre i 1910, da man vistnok ikke helt efter bogen lod kongen vælge mellem tre forskellige statsministerkandidater fra Venstre. Han valgte den grundtvigianske friskolemand Klaus Berntsen, der havde et godt rigtig godt forhold til Frederik den 8. i et par år, inden denne døde og blev afløst af Christian den 10..

Som Bertel Haarder tørt konstaterer, var Frederik'erne, den 7., 8 og 9., gode demokrater, mens det kneb mere for Christian'erne, den 8., 9. og 10.

Historiker, lektor emeritus Michael Böss peger på, at i hele liberalismens historie har liberale har haft delte meninger om monarkiet. Ideologien udsprang af de amerikanske og franske revolutioner og udviklingen i Storbritannien i 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. De mere yderligtgående liberalister har talt for at afskaffe monarkiet, mens moderate liberale har forsvaret det.

Begge holdninger kan genfindes i dagens Venstre og Det Radikale Venstre, om end der i ingen af partierne lyder meget højlydte kampråb for republikken. De liberale ungdomsorganisationer er typisk mere kritiske over for monarkiet end deres moderpartier, og Bertel Haarder mener, at det skyldes, at de unge tænker mere teoretisk end de voksne, men det vokser de som regel fra.

I det andet store parti, Socialdemokratiet, har holdningerne været tilsvarende blandede.

Netop Christian den 10. udløste påskekrisen i 1920, da han fyrede regeringen, fordi han i modsætning til denne gerne ville indlemme Flensborg i Danmark ved genforeningen af Nordslesvig (Sønderjylland). Uanset at der i Flensborg havde været et klart tysk flertal.

Der var store folkelige demonstrationer i København med krav om at sætte regenten på porten og indføre en republik, som man få år forinden havde gjort i både Rusland, Tyskland og Østrig-Ungarn.

Socialdemokratiets formand Thorvald Stauning gik ind i krisen og reddede reelt monarkiet ved at få kongen til love, at han aldrig igen ville blande sig i politiske forhold.

Ifølge Socialdemokratiets historiske konsulent Martin Grunz har det kompromis i en vis forstand præget Socialdemokratiets holdning til kongehuset lige siden. Det afgørende har været, at kongen eller dronningen reelt ingen politisk indflydelse har. Tilbage i enevældens tid stod borgmestre og politimestre eksempelvis direkte til ansvar for kongen, og i Socialdemokratiets første år var det væsentligste at få afskåret kongehuset fra alle samfundets magtinstanser. Nogle ville gerne helt af med kongedømmet, men hvad man skulle sætte i stedet, var der ikke klarhed over, fortæller Martin Grunz.

Socialdemokratiske ministre og borgmestre afviser som hovedregel at modtage kongelige ordener, om end der indimellem har været sprækker i den flanke. Fortjenstmedaljer tager man gerne imod.

Tidligere formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe, nuværende udviklingsminister Flemming Møller Mortensen, blev i sommeren 2020 udnævnt til Ridder af Dannebrogsordenen. Han forklarede selv til det socialdemokratiske netmedie piopio.dk, at som kongelig udnævnt forstander for Aalborg Kloster var det naturligt for ham at tage imod ordenen. Og at han i øvrigt fandt, at modstanden mod ordensvæsenet var "forældet." Tilbage i 1930 udtalte Thorvald Stauning til Politiken, at det var ordensvæsenet, der var en "ejendommelig Levning fra Fortiden", men han fik aldrig tid til at afskaffe systemet.

I nyere tid har også det socialdemokratiske folketingsmedlem Bjarne Lausten takket ja til et ridderkors, men han understregede over for Berlingske, at han ikke havde taget imod det som socialdemokrat, men i sin egenskab af kommitteret for Hjemmeværnet. Tilsvarende har flere socialdemokratiske borgmestre også modtaget royale ordener med lignende begrundelser.

Det er ikke, fordi Dronning Margrethe er en ond dame, eller fordi vi tror, at kronprins Frederik vil være egenrådig og lave alting om, når han bliver konge. Men problemet er, at man er født til en post i stedet for at være valgt til en post. Det handler om grundlæggende demokratiske principper.

Rosa Lund (EL)

Martin Grunz oplyser, at der stadig er en hel del republikanere i partiet, især blandt medlemmer, der voksede op i 1960'erne og 1970'erne, da Kongehuset ikke var nær så populært som i dag, og ungdomsoprøret gav næring til mere revolutionære strømninger.

En klar og utvetydig modstand mod kongehuset skal man i dag til Enhedslisten for at finde. I dets principprogram kan man læse, at et vigtigt element i et socialistisk demokrati er en ny grundlov. "Den nye socialistiske grundlov skal adskille stat og kirke, afskaffe kongehuset og erstatte det med en demokratisk-republikansk styreform, samt give en utvetydig sikring af basale individuelle rettigheder, herunder organisations-, ytrings- og forsamlingsfrihed, retten til sundhed, bolig, uddannelse og arbejde."

Enhedslistens folketingsmedlemmer nægtede tidligere at rejse sig for Dronningen ved Folketingets åbning, men i dag venter medlemmerne blot med at træde ind i salen, til Dronningen er ankommet, og medlemmerne har sat sig ned igen.

Retsordfører Rosa Lund, Enhedslisten, blev ellers glad, da regenten i sin nytårstale i år nævnte, at man skulle have større respekt for hinanden, ikke mindst for handicappede, men omvendt var hun mindre begejstret for nogle år siden, da Dronningen for nogle år siden satte spørgsmålstegn ved klimaproblemerne.

Men Rosa Lund understreger, at hendes og Enhedslistens modstand mod monarkiet er principiel, om end hun erkender, at en afskaffelse af det har lange udsigter med den brede folkelige opbakning, det har i dag.

"Det er ikke, fordi Dronning Margrethe er en ond dame, eller fordi vi tror, at kronprins Frederik vil være egenrådig og lave alting om, når han bliver konge. Men problemet er, at man er født til en post i stedet for at være valgt til en post. Det handler om grundlæggende demokratiske principper," siger hun.

På den politisk modsatte fløj har Dansk Folkeparti i alle sine år har hyldet monarkiet. Selv om Dronningen pr. definition er upolitisk, er flere af hendes taler kuriøst nok blevet udlagt som opgør med netop de holdninger, som bærer Dansk Folkeparti. Det var særlig udtalt frem til 2015, da København blev ramt af et terrorangreb i forbindelse med et arrangement i Krudttønden på Østerbro.

Forinden var Dronningen i 1984 kommet med sin advarsel mod "dumsmarte bemærkninger" om flygtninge og indvandrere. I nytårstalen i 1992 sammenlignede hun "overgearet nationalisme" i Eksjugoslavien med danske fodboldfans' begejstring over det danske europamesterskab i fodbold.

Selv om den spontane jubel var dejlig, lagde hun afstand til "en gold og afvisende nationalisme, der giver sig udslag i fremmedhad og ringeagt for mennesker, der er anderledes. Den er for alvor udansk."

Igen i 2000 advarede Dronningen i forbindelse med sin 60 års fødselsdag mod at afvise dem, der ikke er magen til os.

Dansk Folkepartis næstformand og kandidat til formandsposten, Morten Messerschmidt, er dog på ingen måde anfægtet af Dronningens taler.

"Jeg nærer den dybeste respekt for Dronningen og for monarkiet som institution, og det bliver på ingen måde anfægtet af udtalelser, som kan tolkes på en bestemt politisk måde. Jeg betragter majestæten som hævet over politik i den forstand, at udtalelserne slet ikke skal høres som bemærkninger af politisk karakter," siger Morten Messerschmidt.

Han opfatter mest hendes udtalelser som moralske rettesnore for den enkelte borger, og ikke som partipolitiske udfald.