Maria havde været au pair hos en familie i Danmark et stykke tid, da moderen i familien en dag spurgte hende, hvorfor hun var nødt til at sende alle de lommepenge, hun fik som au pair, hjem til Filippinerne. Moderen mente, at Maria burde spare nogle af dem op til sig selv.
Maria blev rædselsslagen over spørgsmålet. Hun anede ikke, hvad hun skulle fortælle. Ud over sandheden. Så det gjorde hun. Hun fortalte sin værtsmor, at hun ikke var en ung kvinde på eventyr og kulturel udveksling i Danmark, der håbede at tjene lidt håndører. Hun var mor. Til en dreng, hun ikke havde set i mange år, fordi hun var rejst fra ham for at kunne tjene penge, der skulle sendes hjem og betale for, at han fik et bedre liv.
Den danske værtsfamilie fortalte aldrig myndighederne om Marias barn, selvom det er ulovligt at have børn i hjemlandet, når man er au pair i Danmark. Derfor kunne Maria bagefter flytte til Norge og tage to år som au pair der. Det var det tredje land, hvor hun boede og fik penge for at passe på andres børn, mens hun forsøgte at undertrykke savnet af sin egen søn.
”Jeg forsøgte at skjule min søn, men en dag fortalte jeg den norske værtsfamilie om ham. De var chokerede, men de accepterede det. Min værtsmor sagde, at hun godt forstod mit valg, men at hun ikke kunne lade være med at tænke over, hvor smertefuldt det måtte være for mig. Og jeg sagde, at ja, det var det,” siger den i dag 34-årige Maria.
Hun fik en dansk kæreste, kort før hun flyttede til Norge. I dag er de gift og bor sammen i Danmark. Maria er højgravid med deres datter. Hun er gået på barsel fra sit rengøringsjob, og hun glæder sig til at få et barn, hun får lov til at se vokse op. Hun skiftevis stryger sig over sin runde mave og stryger tårer væk fra kinderne, mens hun fortæller om dengang, hun forlod sin søn, Andres. Han var tre år, og hun skulle til Hongkong for at arbejde som hushjælp og barnepige:
”Det var så svært i starten. Jeg græd altid. Jeg ville bare hjem. Jeg skulle arbejde næsten 24 timer i døgnet. Men jeg forsøgte at tænke på min søn. Det her gjorde jeg for hans fremtid. Han skulle ikke ende som mig”.
På det tidspunkt var Andres ikke gammel nok til at forstå, at Maria havde forladt ham, fordi hun var uuddannet, arbejdsløs og alenemor. Han var vred. Så vred, at der gik et halvt år, før han indvilgede i at tale med Maria i telefonen. Et halvt år, hvor hun aldrig hørte sin søns stemme.
”Inden jeg rejste, blev han ved med at sige: Hvorfor forlader du mig? Hvorfor?”, siger hun med en stemme, der nu er tyk af gråd:
”I dag er han 16 år, og jeg er stadig langt væk. Jeg kæmper. Jeg har altid bedt ham om også at kæmpe og gøre sig umage i skolen. Og det har han virkelig gjort. Han har altid været én af de bedste i skolen, og nu er han også én af de bedste på sit universitet.”
Mens Maria tænker tilbage på alle de gange, hun er gået glip af at se sin søn modtage medaljer i skolen, tager tårestrømmen til i styrke. I stedet for Maria, var det hendes mor, der altid stolt stod ved Andres' side. Og selvom Maria er uendeligt taknemmelig for, at hendes mor har elsket Andres som sin egen søn, så er det også svært, at han i dag er langt tættere knyttet til hende.
”Nogle gange joker vi med, at vi er søskende. Selvom vi ved i vores hjerter, at jeg er hans mor, og han er min søn, så er vores forhold i virkeligheden anderledes. Nogle gange kan jeg faktisk godt føle, at han er min bror”, siger Maria og tilføjer:
”Men jeg holder fast i, at i mit sind elsker jeg min søn så meget, som man kan, og at jeg er her og bliver her for at give ham en god fremtid. Jeg kan ikke tage hjem, for han skal studere på universitet fem år endnu. Men jeg siger til mig selv, at der stadig er tid til, at jeg kan tage ned og være med til at fejre en af hans succeser.”
Maria ønsker at være anonym og optræder derfor ikke under sit rigtige navn. Hendes navn er redaktionen bekendt.