Marianne Stidsen og forlægger afviser pure anklager om plagiat

Kendt debattør og forsker vil ikke rette i fremtidige udgaver af ny bog, mens hendes forlægger kalder anklagerne for ”politisk motiverede”

Marianne Stidsen underviser på Københavns Universitet og mener, at hun i sin nye bog har holdt sig til gængs videnskabelig praksis. ”Plagiat vil sige, at man stjæler andres tekster eller idéer. Det gør jeg ikke,” siger hun. – Arkivfoto: Julie Meldhede Kristensen.
Marianne Stidsen underviser på Københavns Universitet og mener, at hun i sin nye bog har holdt sig til gængs videnskabelig praksis. ”Plagiat vil sige, at man stjæler andres tekster eller idéer. Det gør jeg ikke,” siger hun. – Arkivfoto: Julie Meldhede Kristensen.

I en artikel i Dagbladet Information er debattør, litteraturforsker og medlem af Det Danske Akademi Marianne Stidsen blevet beskyldt for plagiat i sin nye bog ”Køn og identitet – et spadestik dybere”.

Carsten Fogh Nielsen, der underviser i filosofi på Syddansk Universitet, mener, at den kendte MeToo-debattør har kopieret blandt andet leksikonopslag fra Den Store Danske helt uden eller med mangelfuld kildehenvisning og kopieret andre længere passager, end hvad der kan betegnes som god citatskik.

Han mener, at det ikke er tilstrækkeligt tydeligt, hvor og hvornår Marianne Stidsen citerer direkte eller parafraserer, altså med egne ord refererer fra andre kilder.

Han bakkes op af Sten Schaumburg-Müller, der er professor ved juridisk institut på Syddansk Universitet og underviser i medieret og ophavsret, og som Dagbladet Information har forelagt eksempler fra bogen.

”De eksempler, jeg har set, ser ikke gode ud. I forhold til plagiat, tales der om enten ’videnskabelig uredelighed’, som er i den hårdere ende, eller ’tvivlsom forskningspraksis’, som er i den mildere ende, men stadig er kritisabelt. Og denne sag falder nok under sidstnævnte kategori. Det er sjusket og dårligt og en overtrædelse af ophavsretten, men man har jo ikke fabrikeret data, eller taget hele kapitler andre steder fra,” uddyber han over for Kristeligt Dagblad.

”Jeg vil sige, at forlaget og forfatteren skulle sørge for at få det rettet til næste udgave og skrive en beklagelse. Indehaverne, hvis ophavsret er blevet krænket, kan også sende en regning, ligesom fotografer gør, hvis deres billeder bliver brugt uden deres samtykke.”

Umuligt at krydstjekke alt

Hos foreningen lex.dk, som er den portal, der står bag den Den Store Danske, henviser redaktionschef Erik Henz Kjeldsen til, at Gyldendal har ophavsretten til leksikonets indhold, og at man derfor ikke kan udtale sig om en mulig plagiatssag.

”Men det er vores holdning at selvfølgelig er leksikonartikler også rigtige artikler, og de skal citeres korrekt, hvis de bruges i andre tekster,” siger redaktionschef Erik Henz Kjeldsen.

Det kan være udfordrende at kontrollere, om en bog indeholder plagiat, forklarer Michael Jannerup, der er tidligere redaktør på Gyldendal og nu er kommunikationschef for forlaget.

Han vil ikke udtale sig om den konkrete sag, men peger på, at det på Gyldendal er redaktøren, der skal være opmærksom i arbejdet med bogen.

”Banale fejl som at glemme en kildeangivelse sker ofte i skriveprocessen. Derfor gælder det om at stå på en grundfaglighed som redaktør og at have et indgående kendskab til forfatterens måde at argumentere og skrive på. Samt at være så nidkær, man kan være i forhold til korrekt kildehenvisning. Men vi har ikke nogen 100 procent skudsikker model. Så selvfølgelig kan der godt smutte en note engang imellem,” siger Michael Jannerup.

Politisk motiveret angreb

Forlægger på forlaget Hovedland, Steen Piper, der har udgivet Marianne Stidsens nye bog, mener, at der er tale om ”et politisk motiveret angreb på bogen”.

”Der er tale om bagateller. Man rører ikke det essentielle i bogen, men bider sig fast i de her formaliteter, der ikke har noget på sig,” siger han.

Ifølge Steen Piper er det almen praksis, at der sagtens kan ”løbe nogle linjer fra et leksikon ind i en forfatters pen”.

”Der er slet ikke i nærheden af reelle plagiatsager som for eksempel Naser Khaders ’Hjertet Bløder’ fra 2015, hvor man havde taget store dele af teksten andetsteds fra uden at kildeangive. Jeg har aftalt med hende (Marianne Stidsen, red.), at hvis man vil holde fast i, at der er tale om plagiat, så må det afgøres i retten,” siger Steen Piper.

Forfatteren selv afviser kritikken pure.

”Jeg ser det som et forsøg på at aflede fra debatten om det essentielle i min bog. Nemlig en diskussion af den kulturrevolution, som vi ser afspejlet i bevægelser som MeToo, Black Lives Matter og lgbt+, som jeg er den første i Danmark, der forsøger at tegne et samlet billede af,” siger hun og fortsætter:

”Man kan ikke finde et eneste sted i bogen, hvor jeg ikke henviser til, hvor det, jeg citerer, stammer fra.”

Ifølge Marianne Stidsen er der tale om parafraseringer.

”Det er gængs videnskabelig praksis. Plagiat vil sige, at man stjæler andres tekster eller idéer. Det gør jeg ikke. Jeg henviser til, hvor de stammer fra. Om jeg så burde have lavet flere ord om eller parafraseret på en anden måde, kan man altid diskutere. Men jeg peger i min bog på mine kilder, og jeg står fuldstændigt inde for bogen, som den er,” siger Marianne Stidsen, der er dr. phil og lektor ved institut for nordiske studier og sprogvidenskab ved Københavns Universitet.

Har I planer om at rette i fremtidige udgaver af bogen?

”Nej. Og som jeg også tidligere har sagt til Information, så må de, der beskylder mig for lovbrud, enten gå rettens gang, så vi kan komme formelt til bunds i sagen, eller også må de trække deres beskyldninger tilbage.”