Marie Krarup: Det er skrækkeligt at være i politik

Dansk Folkepartis folketingsmedlem Marie Krarup forlader Dansk Folkeparti ved næste valg. Det har hun besluttet for længe siden. Partiets ja til at forbyde omskæring af drengebørn har fået hende til at offentliggøre beslutningen nu, for hun er dybt uenig med sit parti i den sag

Marie Krarup vil forlade Folketinget ved næste valg efter at have siddet i det i tre valgperioder. Hun håber, at nogle mere "professionelle politikere" end hende kan videreføre den nationalkonservative værdikamp.
Marie Krarup vil forlade Folketinget ved næste valg efter at have siddet i det i tre valgperioder. Hun håber, at nogle mere "professionelle politikere" end hende kan videreføre den nationalkonservative værdikamp. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

I sidste uge besluttede Dansk Folkeparti at ændre sin holdning til omskæring af drengebørn. Folketingsgruppen besluttede at gå ind for et forbud for alle børn under 18 år. Tre medlemmer – Morten Messerschmidt, Søren Espersen og Marie Krarup – er dybt uenige i den beslutning, og som noget helt nyt i partiets historie har de fået lov til at afvige fra partilinjen, når et forslag om et forbud måtte komme op i folketingssalen.

Mandag eftermiddag meddelte Marie Krarup så sin lokale partibestyrelse i Varde, at hun ikke genopstiller til næste folketingsvalg, og i går blev det offentliggjort på det sociale medie Facebook.

Men hvorfor trækker Marie Krarup sig fra politik, netop som hendes parti er slået ind på den mere nationalkonservative linje, som netop hun plæderer for?

”Der har altid været en udløbsdato for mig, og jeg ville være stoppet under alle omstændigheder. Jeg havde sagt til mig selv, at mere end tre perioder kunne jeg nok ikke magte. Hvis der havde været et skrigende behov for mig, havde det måske været muligt at overtale mig til at blive, men det mener jeg ikke, at der er,” siger Marie Krarup i et interview med Kristeligt Dagblad.

”Jeg er lærer, og jeg glæder mig til at komme tilbage til at være lærer. Jeg skal ikke bruge mit liv på politik, for jeg er ikke særlig god til politik.”

Du skriver på Facebook, at du ikke føler dig som politiker. Hvordan skal man føle sig som politiker?

”Det ved jeg ikke, men jeg kan i hvert fald se, at folk nogle gange opfører sig på en helt anden måde, end man ville forvente. Men når jeg gerne vil tale med Kristeligt Dagblad og ikke en hel masse andre, er det, fordi jeg ved, at avisen har en forståelse for sagen om omskæring, og den vil jeg gerne tale om.”

Hvad er det ved den sag, som er så vigtig, at den har fået dig til at sige nu, at du vil stoppe?

”Den er vigtig af flere årsager. Det er ekstremt vigtigt at fastholde, at den enkelte familie skal have frihed til at opdrage sit barn i den religion, man tilhører. Indfører man denne 18-årsregel for omskæring, kan børn ikke inkluderes i det fællesskab, som det er for jøderne. Det er et oldgammelt ritual, og det vil være en katastrofe for dem. Nu har vi passet på jøderne i 400 år, og det synes jeg, vi skal blive ved med at gøre,” siger Marie Krarup.

Hun kalder det et ”svigt af dimensioner”, hvis omskæring bliver forbudt for drengebørn, og tilføjer, at det også vil være et svigt over for andre familier.

”På et tidspunkt vil man jo spørge, om det med barnedåb ikke også er skadeligt for børnene. Det bliver til et sekularistisk tyranni, hvor man ikke har nogen forståelse for, at et menneske er meget mere end sundhed og krop.”

Er det kommet bag på dig, at der er den holdning i befolkningen?

”Nej, det er det ikke, for jeg har været i den debat i mange år. Jeg stillede op til en debat i 2013, hvor folk var rødglødende, og jeg blev beskyldt for alle mulige vanvittige ting. Jeg blev beskyldt for at gå ind for kvindelig omskæring, hvad jeg selvfølgelig ikke gør, for det er lemlæstelse. Men drengeomskæring er ikke lemlæstelse, og derfor skal det være op til den enkelte jødiske og muslimske familie, om de ønsker at tage den risiko, der selvfølgelig er der. Den er så lille, at det må være op til forældrene.”

”Jeg mener, at man skulle samle kræfterne om at sørge for, at det foregår under ordnede forhold. Det gør det, når jøder omskærer deres børn, mens der kan være problemer, når muslimer gør det, for jeg ved, at nogle tyrkere for eksempel omskærer deres børn, når de er store. Det er dér, man skulle bruge sin energi.”

Dansk Folkeparti har været med til at foreslå, at muslimske piger ikke må bære tørklæder i skolen. Hvorfor er det ikke et indgreb i forældrenes ansvar for deres egne børn?

”Det er det ikke, for i en dansk institution som folkeskolen, er den kristne kultur den herskende. Derfor bliver man bedt om at lægge sit tørklæde, som er en form for mission for islam. Men i hjemmet og i det offentlige rum er det klart, at de må gå med tørklæde. I folkeskolen, der er baseret på den kristne kultur, skal man ikke komme og missionere for noget fremmed. Du skal ikke komme med en T-shirt med et kommunistisk logo, du skal ikke missionere for Jehovas Vidner, og du skal heller ikke missionere for islam.”

Må jødiske børn bære kalot i skolen?

”Det bliver man altid spurgt om, og der vil jeg sige, at det ville være rigtig, rigtig dumt af dem, men det er jo noget, der ikke forekommer. Jødedommen er ikke missionerende, og derfor kunne man godt diskutere, om det skulle være i orden at gå med kalot i skolen.”

Du lægger vægt på at være nationalkonservativ, og dit parti betoner, at det vil være mere nationalkonservativt. Hvilken mening giver det så, at du nu siger, at du ikke vil fortsætte din kamp i partiet?

”Det giver den mening, at de måske får et lille wakeupcall, men det giver også den mening, at jeg bliver ved med at kæmpe for det nationalkonservative. Jeg gør opmærksom på, at dette her er et svigt, men jeg håber også, at det bliver det eneste, for jeg har ikke hørt andet end gode toner i partiet det seneste halve år. Det har været så godt. Vi har fået sat kristendom, kultur og kamp mod islamisering på dagsordenen, og det er jeg begejstret for. Men denne her sag er forkert.”

Din far, Søren Krarup, kaldte det en national værnepligt at være politiker. Ser du det på samme måde?

”Ja, og derfor har det også altid ligget i kortene, at jeg skulle tilbage til mit erhverv som gymnasielærer. Så jo, værnepligten rinder ud, men det er også lykkedes.”

”Det alt overskyggende spørgsmål var indvandrerpolitikken. Den har vi ikke kun haft stor direkte indflydelse på, vi har også kunnet rykke de andre partier. Man kan sige, at vi har sejret os selv til døde, for vi har ikke udlændingepolitikken for os selv længere, og det er virkelig, virkelig godt. Det skal vi rose os selv for. Selvom det giver færre mandater, redder det Danmark.”

​​​​​​​Hvis det har været sådan en succes, hvordan forklarer du så, at 13 af Dansk Folkepartis 16 folketingsmedlemmer støtter forslaget om at forbyde omskæring af drenge?

”Jeg vil forklare det med, at hele den danske befolkning har været udsat for en meget massiv propaganda. Det er helt utroligt, hvad der bliver sagt. Og så er der sekulariseringen og den manglende forståelse for historie, religion og ånd. Der er for eksempel ikke ret mange, der ved, at jøderne omskærer deres børn, og at jøderne har været her i 400 år. Det er jeg ret overrasket over. Men det er ikke et område, der har været i fokus for Dansk Folkeparti. Det har været indvandrerpolitikken.”

​​​​​​​​​​​​​​Hvordan har det været at være politiker. Det lyder, som om du synes, det ikke har været sjovt?

”Nej, jeg synes ikke, det er sjovt. Jeg kan ikke lide det. Jeg kan ikke lide at blive genkendt på gaden, og der er en masse ubehagelige ting ved det. Jeg kan godt lide debatterne, at få ny viden og have muligheden for at diskutere ting. Det er meget spændende, og jeg er meget taknemmelig for at have fået lov til at være med.”

”Men konkurrencen, at man bruger alle midler, og at man kan blive hængt ud for ting, man ikke har sagt, fordi ens udtalelser bliver forvredet...Nej, jeg synes, det er skrækkeligt. Og så er der ikke nogen faglighed. Som politiker har man ikke nogen respekt for faglighed. Det er altid bare et spørgsmål om at propagandere eller at spænde ben for andre. Man ved det godt, men det er det mest beskidte spil, der findes.”

”Men nogen skal gøre det. Det er vigtigt, og derfor har jeg også respekt for dem, der bliver i det. Men det er bedst, hvis det er nogen, der er bedre til det, end jeg er,” siger Marie Krarup.

Hendes søster sognepræst Katrine Winkel Holm deler Marie Krarups syn på sit partis stillingtagen og erklærede i et debatindlæg i gårsdagens udgave af Berlingske, at ”DF anno 2020 har valgt at blande skrigende uvidenhed med hæmningsløs arrogance” i spørgsmålet om drengeomskæring.