Hvem er fjenden?
Det har liberale og konservative politikere for tiden meget svært ved at enes om. Et bredt flertal i Folketinget har for nylig indgået et forsvarsforlig, der øger udgifterne til forsvaret de næste fem år, og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) efterlader ingen tvivl om, at den helt store trussel mod Danmark er Rusland. I den såkaldte cyberkrig bryder russere angiveligt ind i computere og underminerer ikke mindst virksomheder i Ukraine for at ramme landet økonomisk, men også danske virksomheder rammes. For eksempel har Mærsk været under et såkaldt hackerangreb, der har kostet virksomheden to milliarder kroner.
Dansk Folkeparti er en del af forsvarsforliget, men partiets forsvarsordfører Marie Krarup mener alligevel, at det er forkert at betragte Rusland som Vestens store fjende på linje med Sovjetunionen under den kolde krig. Faktisk mener hun, at man fuldstændig misforstår Ruslands intentioner.
Rusland er ikke en aggressiv bjørn, der kun lurer på at overtage sine nabolande, inklusive de baltiske lande. Præsident Vladimir Putin er ikke en ny Hitler, og Vesten burde samarbejde med Rusland om at bekæmpe islamismen, som er langt farligere for os.
De synspunkter er ikke helt nye. Marie Krarup kom i en voldsom mediestorm, da hun for halvandet år siden fik sagt offentligt, at EU var en større trussel mod Danmarks eksistens som selvstændig stat, end Rusland var.
Siden har hun samlet stof til en bog, der med hendes egne ord skal nuancere debatten om Rusland. Hun har interviewet 17 eksperter fra Danmark, Storbritannien, Rusland, Canada, USA, Ukraine og Letland, og det er blevet til bogen ”Ny kold krig”, som udkommer på mandag. De fleste er på linje med hende selv, mens enkelte deler Vestens udbredte skepsis over for Rusland.
Når hendes politiske kolleger og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) bliver ved med at tale om truslen fra Rusland som den alvorligste, er det en del af et spil, mener hun.
”Der er alvorlige problemer, men dybest set er denne Ruslandsfrygt en afledningsmanøvre fra de rigtige trusler, som er så alvorlige, at vi slet ikke tør tale om dem. Det er den demografiske udvikling i forhold til den indvandring, vi har haft, og selvfølgelig islamisk terrorisme, radikalisering og så videre. Den virkelige fjende står jo allerede i landet. Så hellere tale om noget andet, men jeg tror ikke, forsvarsministeren i virkeligheden frygter Rusland, men han har fået et godt forsvarsforlig ud af det.”
Men hvorfor er vi ifølge hende endt i noget, der minder om en ny kold krig mellem Vesten og Rusland? Marie Krarup forklarer, at det er der mange grunde til, men en af de væsentligste er, at vi fik afsluttet den første kolde krig forkert. Efter Sovjetunionens sammenbrud fik Vesteuropa ikke etableret en ny sikkerhedsordning, der kunne inkludere Rusland. Vesten ville gerne ”rulle sit liberale system ud over Østblokken og Rusland,” og i 1990’erne blev markedsøkonomien og det politiske demokrati faktisk modtaget med åbne arme af russerne.
”Det brød bare sammen i Rusland. Det blev en katastrofe. Det endte med en enorm, økonomisk fattigdom. Med udnyttelse. Superrige oligarker, fattigdom, korruption, magtmisbrug og territorial opløsning. Rusland var en katastrofe i 1990’erne. Jeg oplevede det selv, da jeg rejste derovre og også boede der i en periode,” siger Marie Krarup.
”Russerne blev i 1990’erne vaccineret mod liberalt demokrati, frihed og vestlige værdier. Demokrati er nærmest blevet et skældsord. Det historiske traume, som er tættest på dem i dag, er 1990’erne. Det er også Anden Verdenskrig med en invasion fra vest, men det er de to store traumer, de har.”
”Vores seneste historiske traume i Europa er Anden Verdenskrig. Det er det, fordi Hitler kom til magten, man så bort fra demokratiske regler, og man lagde for stor vægt på det nationalistiske. Sådan har man efterfølgende opfattet nazismen, selvom den faktisk ikke var nationalistisk, men racistisk. Derfor er vi hysterisk bange for nationalfølelse og for at miste demokratiet. I Rusland har man det omvendt. Der er man hysterisk bange for for meget demokrati og for meget frihed.”
Marie Krarup ser en dyb kløft i udlægningen af historien. Der er ifølge hende den gamle westfalske suverænitetstænkning, hvor man respekterer landes grænser, historie, religion, kultur og nationale interesser, som hun selv abonnerer på. Og så er der den moderne, moralske idé om, at Vestens værdier er universelle og bør udbredes til resten af verden. Det, som den amerikanske, liberale samfundsforsker Francis Fukuyama i 1992 kaldte ”the end of history” – historiens afslutning. Eller sagt på en anden måde er der en liberal og en konservativ måde at tolke historien på, som er indbyrdes uforenelige.
Hun mener, at embedsmændene i Udenrigsministeriet er gennemsyret af ”end-of-history-tænkningen” og arbejder for at udbrede det liberale demokrati til resten af verden. Det kom blandt andet frem i den såkaldte Taksøe-Jensen-rapport fra 2016 om dansk udenrigspolitik, der talte om at gøre Ukraine til et stabilt og velfungerende demokrati.
”Problemet er, at den tilgang er farlig og destruktiv. Det er derfor, vi har borgerkrig i Ukraine. Det er hele den politik, der har gjort det. Hvis rapporten havde været skrevet ud fra den konservative tankegang, hvor man respekterer suveræniteten og sætter sig ind i andre landes kultur og historie, ville man aldrig være gået i gang med det projekt med at få Ukraine ind i EU.”
”Så havde man lavet en realistisk, pragmatisk aftale med Rusland og Ukraine om udvidet, økonomisk samkvem. Så var der aldrig kommet en borgerkrig. Så havde der aldrig været en Krim-historie.”
”Vi havde fået økonomisk tilnærmelse, vækst og tillid, og måske en interesse i både Rusland og Ukraine i at efterligne nogle af vores positive træk,” siger Marie Krarup.
Netop krigen i Ukraine er et af de centrale temaer i hendes bog. Flere af forskerne i interviewbogen bekræfter hendes udlægning af forløbet op til Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014. Nemlig at EU’s støtte til de folkelige pro-EU-demonstrationer og omstyrtelsen af Ukraines prorussiske præsident Viktor Janukovitj banede vej for annekteringen og senere for kampene i det østlige Ukraine.
Den udlægning bestrider udenrigsminister Anders Samuelsen (LA). Han er netop nu på rejse i Ukraine og siger i en skriftlig kommentar:
”Jeg synes, at det er en helt forkert måde at udlægge konflikten på. Rusland har foretaget en ulovlig annektering af Krim og står bag et væbnet oprør i det østlige Ukraine. Det er en helt uacceptabel adfærd, der på ingen måde kan legitimeres. Og det skal både Danmark og EU selvfølgelig sige klart fra overfor.”
”At vi skulle straffe lande som Ukraine for at have vestlige aspirationer og ønske sig en tættere tilknytning til Europa er for mig en helt absurd tankegang. Ukraine skal have fri ret til at vælge alliancepartnere og udviklingsretning som andre europæiske lande har det. Vi skal ikke bidrage til at underkende de ambitioner om et friere samfund baseret på europæiske værdier, som størstedelen af ukrainerne har. Det handler om afgørende værdier og om frihed.”
Anders Samuelsen forstår ikke Marie Krarups kritik af, at Udenrigsministeriet ønsker at udbrede det liberale demokrati til andre lande.
”Jeg bliver altid lidt trist, når jeg hører nogen sige, at det liberale demokrati ikke er for alle. Jeg synes, at alle mennesker har ret til frihed. Og det er det, man får i et liberalt demokrati og ingen andre steder,” skriver han.
Endelig forholder udenrigsministeren sig til Marie Krarups ønske om, at Danmark skulle samarbejde mere med Rusland for at bekæmpe terrorisme.
”Det er da klart, at vi har nogle fælles interesser med Rusland her. Men jeg må bare samtidig sige, at med den måde Rusland fører sig frem i for eksempel Syrien, så bidrager de formentlig mere til radikalisering og terror, end de gør for at løse det. Der har jo faktisk været gjort forsøg fra USA på at samarbejde med dem i kampen mod ISIL. Det har ikke været en ubetinget succes. Så der skal jo også være noget at samarbejde om,” lyder det fra udenrigsministeren.
Ligesom de øvrige europæiske Nato-lande øger Danmark sit forsvarsbudget de kommende år, og det er ikke mindst begrundet i den militære trussel fra Rusland. Det forlig er Dansk Folkeparti også med i.
Hvis EU’s og Natos rationale bygger på en forkert analyse, hvis det er forkert at ville udbrede de vestlige idéer om demokrati og frihed til Rusland – og Rusland i øvrigt slet ikke har ekspansive hensigter – hvordan kan Dansk Folkeparti så være med i forsvarsforliget?
”Jamen, vi synes jo ikke, forsvaret kun skal bruges til at skyde russere med. Sådan en kugle kan også bruges til at skyde andre. Vi mener, at et land, der ønsker at bevare sin suverænitet, og det ønsker vi, skal have et forsvar. Vi var stort set blevet afvæbnet, og der er ingen tvivl om, at vi skal have et forsvar for at kunne forsvare vores territorium,” siger Marie Krarup.