Prøv avisen

Markedskræfterne er et vildt dyr, som skal holdes i snor

"Vi vil have alt billigere, men det har moralske omkostninger," siger den britiske kommentator Paul Vallely. Han mener, at vi som borgere ikke er klar til at sige fra over for udviklingen i det moderne kapitalistiske system. Foto: Toby Madden/The Independent.

Vi mangler moralsk fantasi, mener den britiske kommentator Paul Vallely, som også ser en afmagt i forhold til, hvordan vi kan påvirke den rå kapitalisme, som har mistet sin moralske forankring

Kapitalismen og de frie markedskræfter er på deres egen måde med til at definere interviewet med kommentatoren Paul Vallely. Han bor i Manchester, og der er tre tog i timen på strækningen fra London.

Men siden de britiske jernbaner blev privatiseret under Margaret Thatcher, har togselskaberne selv sat prisen. Og en plads i morgenmyldretiden købt med kort varsel koster 1700 kroner mod 600 kroner efter klokken 9.30.

LÆS OGSÅ: Kirker går til kamp mod grådighed

Dermed er den simple togrejse med til at illustrere, hvordan markedet kontrollerer dagligdagen.

Paul Vallely definerer meget af den økonomiske verdensorden med den deregulering, som netop den britiske premierminister Margaret Thatcher og den amerikanske præsident Ronald Reagan gennemførte for 25 år siden.

Der har siden Thatcher-­tiden været en tendens til at sige, at den økonomiske del af livet var den vigtigste, og den rangerer over alt andet. Trumfkortet var, at det er sådan, markedet virker, forklarer den prisbelønnede journalist og kommentator Paul Vallely.

Han er tilknyttet redaktør på den britiske avis The Independent, hvor han er lederskribent og kommentator. Derudover skriver han fast en ugentlig klumme i avisen Church Times, hvor han med egne ord har rollen som den katolske stemme. Hver måned bidrager han også med en kommentar i det liberale evangeliske magasin Third Way, og han sidder i bestyrelsen for det katolske magasin The Tablet. Han karakteriserer sin egen personlige teologi som protestantisk, men rundet af den katolske sociallære.

I sine kommentarer stiller han blandt andet spørgsmålet, hvad der er vigtigst: økonomi eller politik, kapitalisme eller demokrati. Spørgsmål, som Paul Vallely selv skal besvare i interviewet med Kristeligt Dagblad.

Jeg finder det meget foruroligende, fordi jeg ser, at der kan sættes spørgsmålstegn ved, hvad den moralske basis er for de finansielle dispositioner, som bliver foretaget.

Han understreger samtidig, at han tror på, at markedet virker. Men også, at det er løbet af sporet.

Der er en politisk accept af markedskræfterne. Men det er som et vildt dyr, der skal holdes i snor. Jeg er ikke anti-marked. Men det er kommet ud af kontrol, og politikerne skal være modige for at gå imod, fastslår han, mens fingrene glider gennem det gråsprængte skæg.

Han advarer mod den tendens, at teknokrater tager over fra politikerne, som det er sket i Grækenland og Italien.

Problemet er, at der er en klasse af mennesker, hvis interesser er samstemmende. De behøver ikke at lægge planer sammen, fordi de instinktivt tænker på samme måde. Det er lidt det samme, når folk tror, at Rupert Murdoch konstant ringer til sine redaktører. Men det gør han ikke. Avisejere som ham vælger redaktører, der instinktivt vil gøre, hvad han ønsker, uden at nogen skal fortælle dem det. På samme måde har folk i nøgleroller det samme verdensbillede, som ikke bliver udfordret. Tidligere var der masser af muligheder for at få alternative opfattelser, lyder advarslen.

Paul Vallely fremhæver, at selv Labour-lederen Ed Miliband, som instinktivt er mere venstreorienteret, ved, at hvis de siger, hvad de tænker, så vil de ikke blive valgt.

Den gamle tanke om, at Labour og De Konservative stod på hver sin side, er forsvundet efter New Labour, hvilket betyder, at alle abonnerer på Thatcher-tidens økonomiske filosofi, konkluderer Paul Vallely.

Har frygter tilmed, at vi i den vestlige verden er på vej til ofre det demokrati, som andre higer efter.

Det er et paradoks, at vi siger til de arabiske lande, at de skal have mere demokrati, men at vi ikke selv har det.

Frustrationen rækker videre til os alle som borgere.

Den forrige pave havde et interessant koncept, hvor han talte om den indirekte arbejdsgiver. Vi er alle som forbrugere indirekte arbejdsgivere for eksempelvis de folk, der arbejder i sweat­shops (fabrikker med dårlige arbejdsvilkår, red.) i Fjernøsten. Det er den forbindelse, som jeg tror, folk har mistet blikket for gennem 1980erne og 1990erne, mener Paul Vallely.

Men han erkender samtidig, at det er mere end svært for os som individer at påvirke på de stærke finansielle strukturer, hvor udbyttet til aktionærerne tæller som det vigtigste.

Vi er alle aktionærer, fordi vores pensioner eksempelvis er investeret i aktier. Men hele systemet er indrettet, så vi ikke bliver opfordret til at dukke op på generalforsamlinger og fortælle, at vi ikke bryder os om den måde virksomheden eksempelvis får sine sko fremstillet på i Bangladesh. Nogle aktivister gør det, men de fleste af os gør det ikke. Vi fokuserer på vore egne mere snævre behov, mener Paul Vallely, som ligeledes ser en korrumperende egoisme.

Vi er mere optaget af ting, der er tæt på hos. Og det er en naturlig menneskelig impuls. Du skal beskytte dit. Men vi er også blevet korrumperet. Det er det samme med global opvarmning. Folk er mere interesserede i at købe, hvad de vil have i dag, end de er interesserede i konsekvenserne for deres børns og børnebørns fremtid. Vi mangler moralsk fantasi. Og vi skal have hjælp til at forestille os konsekvenserne af ting, som vi end ikke har tænkt over.

Han ser opgaven med at skabe den diskussion gennem skrift og tale, så folk kan se, der er en forbindelse.

Du kan udføre handlinger som eksempelvis demonstranterne ved St. Pauls Cathedral. Der er mange måder. Nogle af dem er dramatiske og teatralske, og på kort sigt virker det måske ikke, men det giver et bidrag til et større billede.

Det billede bliver omvendt udfordret af eksempelvis forretningskæder, som konstant bombarderer forbrugerne med et budskab om netop at forbruge.

Og fordi vi har ophøjet markedet til det absolut gode, så har vi ikke en fornemmelse for at sige fra i forhold til de budskaber, reklamebureauerne kommer med. Vi oplever, at grænserne er flyttet, og ting, der tidligere ville være uacceptable og et brud på almindelig anstændighed, bliver accepteret.

Et af de centrale spørgsmål er moralen blandt finansfolk. Han henviser til en meningsmåling blandt finansfolk foretaget af tænketanken St. Pauls Institute, der er knyttet til St. Pauls Cathedral. De blev blandt andet spurgt, om de kendte mottoet for Londons City, som er Ordet er min forpligtelse.

Flertallet kender det ikke. Men det stammer fra en tid, hvor der var visse normer, som individer i samfundet ikke kunne drømme om at bryde. Men vi er gået fra et samfund, hvor der var den grad af anstændighed, og hvor lovens ånd formede folk. I dag er situationen, at det er et spil at udfordre og bryde reglerne. Hvis du kan slippe af sted med noget inden for rammerne af reglerne, så bliver det anset som værende ganske smart. Men i gamle dage ville det have bragt social skam, hvis man brød lovens ånd, påpeger Paul Vallely.

Han ser tendensen forstærket af, at stadig flere regler og love opmuntrer folk til at finde smutveje.

På spørgsmålet, om det ikke netop var deregulering for 25 år siden, der har ført til den nuværende økonomiske krise, lyder svaret, at tendensen går begge veje.

Når du ophæver regler, så spørger folk ikke, hvad omkostningerne er. Den finansielle eksplosion i 2008 var omkostningen af dereguleringen under Thatcher og Reagan. Så vi har haft et par årtier med vækst og voksende levestandard, hvor vi imens opbyggede en bunke af omkostninger, som så væltede ned over os. Dereguleringen gik for langt, konkluder Paul Vallely.

Han følger også kirken tæt, og det gælder både den katolske og den anglikanske Church of England, hvor såvel paven som ærkebiskoppen af Canterbury har kommenteret den måde, det moderne kapitalistiske system har udviklet sig på.

Kirken har en stemme, og den er ikke ubetydelig. Jeg tror, der er en konsensus i samfundet om de værdier, som kirken prædiker. Når ærkebiskoppen af Canterbury siger noget om moral og bonuskulturen, så rammer han noget hos almindelige mennesker. Når paven taler om, hvad Verdensbanken og IMF (Den Internationale Valutafond) skal gøre, så rejser det spørgsmålet, om paven taler om noget uden for hans kompetenceområde. Men at paven bibringer en etisk bedømmelse af læren i finansverdenen synes at være brugbart, vurderer Paul Vallely.

Han mener også, at kirken på mange måder har svært ved at finde sine ben. Det gælder eksempelvis over for demonstranterne i teltlejren foran St. Pauls Cathedral, der samtidig er kirke for City of London. Men også på en langt mere konkret måde er kirken en del af det store kapitalistiske spil. Church of England sidder eksempelvis på en stor formue.

Kirken forsøger at være en etisk investor, men er i samme situation som alle andre. Der er modsatrettede interesser, der har de værdier, de tror fuldt og fast på. Men også en regel, der siger, at forpligtelsen for præsternes pensionsfond er at maksimere investeringerne med det formål at få flest mulige penge til pensioner. Men at maksimere udbyttet er ikke den eneste værdi, pointerer Paul Vallely om kapitalismens moralske dilemma.