Markedsøkonomien skabte klimakrisen. Og markedsøkonomien vil løse klimakrisen

Klimapolitikken kommer i de kommende år i høj grad til at dreje sig om skattepolitik og CO2-afgifter. Selvom metoden ikke er uden politiske problemer, er den klart mest effektiv

Aalborg Portland og andre virksomheder langt fra København og Aarhus er det et ­politisk mål at tilgodese, og det kan betyde, at der skal gives et bundfradrag i CO2-afgiften.
Aalborg Portland og andre virksomheder langt fra København og Aarhus er det et ­politisk mål at tilgodese, og det kan betyde, at der skal gives et bundfradrag i CO2-afgiften. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Nu er statsminister Mette Frederiksen (S) hjemme igen fra klimatopmødet i Glasgow. I hovedsagen har man på topmødet genbekræftet, hvad man allerede aftalte i Paris i 2015, nemlig at målet er en maksimal temperaturstigning på 1,5 grader, og støtten er på 100 milliarder dollars pr. år i klimapolitisk hjælp til udviklingslandene. Både det sidste og det andet løfte har det ellers haltet lidt med. Herudover har man i Glasgow aftalt midler til bedre sikring af verdens skove.

Klimakrisen med de stigende temperaturer på grund af udledningen af klimagasser som CO2 og metan på grund af virksomheder og borgeres økonomiske aktivitet er blevet kaldt verdenshistoriens største markedsfejl. En markedsfejl er en fejl, som opstår som en bieffekt i kølvandet på markedsøkonomiens almindelige funktion. Ironien er imidlertid i den forbindelse, at markedsøkonomien efter alt at dømme også er det bedste middel til at hindre en klimakatastrofe.

Netop det forhold er noget, som den nuværende regering og kommende regeringer skal tage præcis stilling til i de kommende år, når man skal udfolde en bred afgift på udledningen af CO2. Danmark opfylder til fulde Parisaftalens temperaturmålsætning med den klare forpligtelse om at reducere landets udledning af klimagasser med 70 procent i 2030 i forhold til udledningen i 1990. Spørgsmålet er blot, hvordan den skal implementeres.

Efter alt at dømme er en bred og stigende afgift på CO2 den mest effektive måde at nå 70 procentmålet i 2030 på. Det er også den mest markedsorienterede metode. Samtidig er metoden ikke uden problemer. Den vil nemlig ramme alle virksomheder og borgere, som står for udslip af CO2, og jo større udslip, de har, desto hårdere vil de blive ramt.

70 procentmålsætningen betyder, at alle virksomheder og borgere i Danmark i 2030 maksimalt må udlede 23 millioner tons CO2 (dækker også metan, som omregnes til CO2). Alle, som benytter sig af noget af denne udledningskvote, skal betale en afgift, hvis den markedsøkonomiske metode skal anvendes. Via en sådan afgift sikrer man, at alle har incitamenter til mindst mulig udledning af CO2. Konkret har Klimarådet tidligere foreslået en CO2-afgift på 1500 kroner pr. ton CO2 i 2030. Vil man spare afgiften, kan man blot mindske udledningen. Det fungerer bedst, hvis CO2-afgiften rammer alle CO2-udledere ens. Hvis der er smuthuller, undermineres effektiviteten af denne markedsøkonomiske metode.

Hvorfor er en bred, effektiv incitamentsstyret CO2-afgift så ikke bare lige sådan at gennemføre? En af årsagerne er det såkaldte CO2-lækageargument. Hvis danske virksomheder pålægges en afgift på deres CO2-udslip, er der en risiko for, at især de meget energiforbrugende og internationalt konkurrenceudsatte af dem placerer sig uden for Danmark i lande uden en CO2-afgift. Det mindsker Danmarks CO2-udslip, men det mindsker ikke verdens CO2-udslip.

Regeringen er sandsynligvis særlig følsom over for dette argument, fordi en hård afgiftsbelastning af energitunge virksomheder vil ramme for eksempel slagterier, Aalborg Portland og Rockwool. Disse virksomheder er ofte placeret i Udkantsdanmark, og dermed kan en underminering af deres konkurrenceevne kollidere med målet om at tilgodese virksomheder og borgere i denne del af Danmark. Klimarådet har foreslået, at man imødekommer dette hensyn ved at give konkurrenceudsatte virksomheder en form for bundfradrag i deres betaling af CO2-afgiften.

Som ved alle afgifter er der også en risiko for, at en CO2-afgift belaster borgere med små indkomster hårdere end borgere med højere indkomster. Det er imidlertid debatteret, hvorvidt en CO2-afgift faktisk vender den tunge ende nedad, da højindkomstgrupper også ofte er de mest CO2-udledende på grund af et forbrugsmønster med større huse, mere transport, flere ferier og så videre.

I forbindelse med aftalen om en grøn skattereform mellem regeringen, Venstre, De Radikale, SF og De Konservative i december 2020 var man enige om, at en ensartet afgift på CO2 skulle være et afgørende instrument for at sikre 70 procentmålsætningen i 2030. Introduktionen af en sådan afgift skal ske i to faser. I den første fase frem til 2022 tages de første skridt mod en højere og mere ensartet afgift på CO2-udledninger med udgangspunkt i det nuværende afgiftssystem. I anden fase i 2023 skal der indføres en ensartet CO2-afgift eller regulering af områder, som i dag ikke er afgiftsomfattet. Detaljerne herom er naturligvis ikke på plads.

Det ændrer ikke ved, at alt tyder på, at klimapolitikken i de kommende år i høj grad bliver et spørgsmål om skattepolitik. Den markedsøkonomiske styringsform har sejret, fordi den er mest effektiv.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.