Mette Hesseldahl Jakobsen døde få dage før jul. 40 år. I løbet af fem år havde kræften forpurret familiens gentagne planer om at flytte til USA, mens kemo- og strålebehandlinger havde efterladt spor på kroppen.
I december 1999 kører Mettes mand, Mogens, hende på hospitalet. Mette har tidligere været indlagt, men nu er ingen i tvivl om, at hendes sygdom har nået et kritisk stadie, så Mettes søster haster til Danmark fra Sverige. Mathias Vestergaard er på det tidspunkt 14 år. Han bliver passet hjemme i Århusforstaden Brabrand sammen med sine to mindre søskende af deres onkel. Den 20. december kommer Mogens hjem til huset tidligt om morgenen. Han siger, at tiden er knap for Mette, og at de alle skal køre på hospitalet for at sige farvel. Men de når ikke af sted, før telefonen ringer. Det er Mettes søster fra hospitalet. Hun fortæller det uundgåelige: Mette er død.
Pludselig er der ikke megen grund til at skynde sig. Mogens, Mathias og de to mindre søskende sætter sig sammen i en rundkreds på stuegulvet og er kede af det sammen. De tager dog kort efter på hospitalet for at se Mette en sidste gang. Men Mathias bliver ikke længe han vil nå i skole samme dag og fortælle klassen den triste nyhed.
Mathias Vestergaard er på det tidspunkt et af de 5-15 børn, der har mistet en forælder blandt 500 elever på en gennemsnitsskole. Som Kristeligt Dagblad i går skrev, har 96 procent af landets folkeskoler handleplaner for børns sorg, men handleplanerne virker kun på kort sigt. I løbet af få år glemmer barnets lærer en forælders dødsfald, og det medfører ensomhed, mobning og selvbebrejdelse hos barnet, vurderer Kræftens Bekæmpelse og Børns Vilkår, som begge har sorggrupper for børn.
Mathias Vestergaard er i dag 22 år, studerer informationsvidenskab og kan skrive lyst-iværksætter samt aspirerende forfatter på visitkortet. Da hans mor, Mette, døde, spillede lærerne en afgørende positiv rolle.
Mathias bliver kørt i skole samme formiddag, som hans mor er død. Fra hospitalet har han ringet og talt med sin geografi- og biologilærer Niels. Niels har et par år tidligere mistet sin kone og har før haft en tæt samtale med Mathias omkring Mettes situation, og da Mathias kommer til skolen, har han en endnu en lang snak med Niels. De følges hen i Mathias 8. klasse, hvor han selv fortæller om Mettes død. Mathias gør meget ud af at fortælle, at klassekammeraterne ikke skal tage ekstra hensyn og tillægge sig en trist grimasse hver gang, de taler med ham. Samme indstilling har han til både Niels og de andre lærere.
Da Mathias og klassen vender tilbage til skolen efter juleferie, taler Mathias med enkelte kammerater om Mettes død, men han har en praktisk tilgang til morens død: Det nytter ikke at være ked af, at hun ikke er der mere, for hun lever jo videre i ham i kraft af hans moralske standarder, omgangsformer og holdninger.
Udover biologi- og geografilærer Niels viser også andre lærere sympati eller forståelse, og hele tiden er der nogen at snakke med. Det tvivler han på intet tidspunkt på.
Men han havde ikke behovet for at tale om døden hele tiden, fortæller han.
Jeg følte, at lærerne var der, hvis jeg havde behov for dem. Men jeg havde brug for, at min omverden bare behandlede mig som Mathias. De skulle ikke stå på hovedet for mig. Lærerne var for mig dem, der opretholdt en almindelig hverdag, og gav mig et pusterum. Og det gjorde de.
