Tiden er løbet fra nationalskjalde – den slags kunstnere, som i lyrik og musik kunne ramme en fælles tone i befolkningen.
Det mener blandt andre komponist og forfatter Henrik Marstal.
”Verden er blevet mere opsplittet, og i Danmark har vi fået mange segmenteringer, hvor vi læser og lytter til forskellige ting,” siger han, når han skal give sit bud på, hvorfor der næppe er nogen, der kan løfte opgaven som nationaldigter efter Benny Andersen.
”Det er svært at se, hvem af dem, der er tilbage, der kunne have gjort helt det samme. Og endnu sværere at se, hvem af de unge, der kan bære arven videre,” siger Henrik Marstal, der blandt andet har skrevet bøgerne ”Benny Andersen – et liv ved klaveret” og ”Borger i smilets land – Benny Andersen og danskheden”.
Enkelte kan dog stadig samle nationen, tilføjer han og peger specifikt på Kim Larsen og dernæst Steffen Brandt.
”Men de kommer også fra monopolets tid, hvor Danmark var mindre, og det hele var mere enkelt,” siger han.
Af unge musikere fremhæver han Marie Key og Rasmus Seebach, som to, der synger på dansk og om det at være dansk. Men det er nok mere ”på den korte bane”.
Også salmedigter, præst og kunsthistoriker Lisbeth Smedegaard Andersen har svært ved at pege på, hvem den næste store folkelige digter kunne være.
”Peter Nielsen er en fremragende digter, men jeg ved ikke, om han kan blive lige så populær. Når man tænker på Benny Andersen, kan man jo huske hans billeder og huske rytmen,” siger hun.
”Jeg ville nok pege på Søren Ulrik Thomsen. Han har både det folkelige og det overraskende. Og man kan fryde sig over hans billeder på samme måde.”
Lars Bukdahl, anmelder på Weekendavisen, mener heller ikke, at der findes en oplagt arvtager.
”Benny Andersen var en humoristisk modernist uden sidestykke. Det er svært at finde samme lykkelige gennembrud hos andre,” siger han, men peger så alligevel på en, der besidder nogle af de samme evner.
”Så må det være Per Vers, som Benny Andersen også samarbejdede med. Der er noget fælles kernepoetisk, en leg med ord, samtidig med en fremadrettet drive og et stort hjerte. Han ønsker på samme måde at sende folk gode budskaber og kan optræde alle steder.”
Tidligere forstander på Testrup Højskole og medredaktør af den nye højskolesangbog, idéhistoriker Jørgen Carlsen, mener, at Benny Andersen var i en klasse for sig.
”Jeg har svært ved at se, at der blandt de nye lyrikere findes en ny Benny Andersen. Nu er der også det ved Benny Andersen, at han var en hybrid i den forstand, at han både var digter og musiker. Det mærker man tydeligt og ikke kun i ’Svantes viser’.”
”Svantes viser” er fra 1972 og fik året efter det helt store nationale gennembrud i Povl Dissings fortolkning.
Men selvom det er svært at hamle op med Benny Andersen, er det ikke umuligt, mener Jørgen Carlsen.
”Det kan godt være, der toner en lignende figur frem på et eller andet tidspunkt, selvom jeg har svært ved at få øje på en sådan i øjeblikket.”
Trods det, at Bennny Andersen personificerede danskheden, havde han det selv ambivalent med det nationale. På sine senere dage bekendtgjorde han således, at han afsagde sig sit hverv som folkelig digter og fremover ville kalde sig mellemfolkelig digter. Det var i forbindelse med de afviste irakiske asylansøgeres aktion i Brorsons Kirke på Nørrebro i København i 2009.
”Det 21. århundrede har ikke været venligt over for idéen med store samlende figurer. Og den figur, vi i Danmark kendte som nationalskjalden, er ved at brænde ud,” mener komponist og forfatter Henrik Marstal.
”På den måde var Benny Andersen et ikon og en af de sidste, der kunne. Når Kim Larsen om forhåbentlig mange, mange år går bort, tror jeg, man må sige, at den type kunstner næppe kommer igen. I hvert fald ikke foreløbig.”