Prøv avisen

Med dynamit skal man træ fælde

Det er af hensyn til æstetikken, at man vælger at foretage sprængningen højt oppe i træet. -- Foto: Skov- og Naturstyrelsen.

Dynamit giver et mere naturligt udseende, når gamle træer skal fældes og beskæres. I Dyrehaven har man netop sprængt træ nummer 100

Man bliver narret, gør man. Tilsyneladende er lynet slået usandsynlig mange gange ned i træer i den velbesøgte gamle skov nord for København, Dyrehaven.

Men sandheden er en anden. I løbet af de seneste 15 år har man i Dyrehaven sprængt træer med dynamit i stedet for at save dem over, fordi det ser mere "naturligt" ud. Og af hensyn til æstetikken foretages sprængningen højt oppe i træet, som på billedet. Normalt får træerne lov at dø en naturlig død, hvor de til sidst falder sammen af råd og svamp. Men Dyrehaven har millioner af gæster årligt, og de træer, der står i nærheden af stier og åbne pladser, udgør en sikkerhedsrisiko, forklarer Dyrehavens "Dynamit-Harry", skovløber Lars Rugholm:

– Ved at bortsprænge trækronerne fjerner vi risikoen for, at store grene vil falde ned, hvor skovgæsterne færdes. På den måde kan de smukke, gamle træer få lov at stå i op til 50 år ekstra. Det er til fordel for en lang række insekter og fugle, som finder føde og lever i de døde træer.

I sidste uge blev træ nummer 100 dynamit-sprængt. Det var et 200 år gammelt bøgetræ, hvis trækrone vejede mellem to og tre ton. Skov- og Naturstyrelsen havde inviteret alle interesserede til at overvære eksplosionen. På behørig afstand.

schou@kristeligt-dagblad.dk