Prøv avisen

Med Løkke skal land bindes sammen

Tegning: Rasmus Juul

Statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) åbningstale kredsede om den nationale sammenhængskraft, personificeret i en 83-årig hoftepatient og en glad Næstved-borger. Ifølge professor er talen et forsøg på at komme det Danmark i møde, som rystede magteliten ved valget i juni

”I sidste måned talte jeg med Olaf Sørensen på 83 år. Han blev hofteopereret i maj og lå på intensiv i 40 dage på grund af komplikationer. Det svækker et menneske. Men da jeg mødte Olaf, var han ved godt mod. På kun otte dage havde han lært at rejse sig fra kørestolen og gå uden at holde i gelænderet. Olaf og jeg mødtes på Aalborg Rehabiliteringscenter. Her gør personalet en kæmpe indsats for at hjælpe mennesker til at hjælpe sig selv. Og ifølge Aalborg Kommune er rehabilitering ikke kun godt for den enkelte. Det er også en god forretning. Borgeren har brug for langt mindre hjælp fra kommunen, når han eller hun er hjemme igen.”

Med denne lille, konkrete fortælling fra det virkelige liv forsøgte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i går i sin åbningstale i Folketinget at sende et signal om, at Danmark har fået en ny dagsorden.

Det handler om sammenhængskraft. Det er ikke kun i hovedstaden, tingene skal foregå. Derfor rykkes der 3900 statslige arbejdspladser til 38 provinsbyer - og som tak herfor har statsministeren personligt modtaget en takke-mail fra Birgitte i Næstved. Som han også fortalte i sin tale, har hun reageret på udflytningen af Udlændingestyrelsens 375 ansatte til den sydsjællandske by ved at skrive: ”Af hjertet tak!!!! Det betyder uendeligt meget for vores by.”

Men det er, understregede statsministeren, ikke kun geografisk, sammenhængskraften skal styrkes. Det er også værdimæssigt i den betydning, at der ikke skal lukkes flere flygtninge og indvandrere ind, end at danske værdier fortsat råder. Og det er økonomisk i det betydning, at det skal kunne betale sig at arbejde. For det hænger ikke sammen, hvis der er for få, der skal arbejde og tjene penge nok til at forsørge alle de andre.

Det er ikke første gang, udvalgte personer nævnes ved navn i en statsministers åbningstale. Fra Helle Thorning-Schmidts (S) åbningstale i 2012 husker mange endnu den fiktive skoleelev Emil, som blev brugt til at skyde folkeskolereformen i gang. Emil skulle gå længere tid i skole, så han både kunne lære Pythagoras' læresætning teoretisk og siden anvende den til at tømre et fuglehus sammen.

To år senere talte Thorning om Emils lidt ældre søster, Sofie, for nu var tiden kommet til at reformere de gymnasiale uddannelser - et forehavende Thorning-regeringen dog ikke var nået i mål med, da den måtte gå af efter folketingsvalget i juni.

Ifølge Christian Albrekt Larsen, professor i statskundskab ved Aalborg Universitet, ligger der en tydelig signalværdi i, at de symbolske personer er skiftet fra den socialdemokratiske dagsorden ”børn, unge og fremtiden” til provinsen eller ligefrem udkanten og til de syge og gamle.

”Socialdemokraterne har en tilbøjelighed til at pakke deres politik ind i smilende børn. Når Lars Løkke nu vælger denne indpakning til sin politik, ligner det en gave til Dansk Folkeparti, som vandt valget i juni på netop de mærkesager, som handler om udkanten og de gamle,” siger professoren.

Han tilføjer, at statsministeren måske ikke kun italesætter disse grupper for at takke sit støtteparti for opbakningen, men måske også i håb om at kunne tilbageerobre nogle af de mange stemmer, som hans parti mistede uden for de store byer ved valget.

At der i høj grad bliver talt om ”sammenhængskraft” er ifølge Christian Albrekt Larsen en særlig dansk tradition, som går langt tilbage i tiden.

”I dansk politik er det en sikker vinder at tale om sammenhængskraft. Det er ligesom at sige, at børn skal lære noget i skolen. Det er svært at være imod. Samtidig kan sammenhængskraften bruges som argument for hvadsomhelst. Fogh-regeringen i 2000'erne argumenterede for sin 'tryghedspakke', der reelt handlede om højere straffe ved at sige, at den styrkede sammenhængskraften, og Socialdemokraterne har brugt samme begrundelse for at indføre modersmålsundervisning,” påpeger han.

Christian Albrekt Larsen har konkret forsket i, hvordan man i de nordiske lande ser på social tillid og national identitet og har iagttaget den markante forskel, at hvor svenskerne i høj grad mener, at det er staten, som sikrer stabiliteten i samfundet, så har især danskerne og til dels nordmændene et ekstra godt øje til civilsamfundet og alt det uformelle, mellemmenneskelige, som det, der får samfundet til at hænge sammen.

”Det går tilbage til fortællingen om, at vi rejste os efter nederlaget i 1864 ved at udvikle demokrati og passe ekstra godt på hinanden. Man kan næsten sige, at vi danskere har en sammenhængsfetich,” siger professoren.

Ifølge Tim Knudsen, professor emeritus i statskundskab ved Københavns Universitet, er det nye i åbningstalen som institution, at Løkke går fra Thornings fiktive eksempler til at opremse autentiske, navngivne borgere, han har været i kontakt med:

”Historisk har statsministre ikke nævnt folk som 'Olaf Sørensen' og 'Birgitte fra Næstved',” forklarer Tim Knudsen.

Hvad angår Løkkes brug af termen ”sammenhængskraft”, ser han også en lille forskydning:

”Termen forekommer mig snævert knyttet til 'konkurrencestaten', et ord han ikke bruger, men som ligger i den vægt, han lægger på økonomisk vækst fordelt over hele landet - for det er jo også en økonomisk fordel for hele Danmark, hvis alle regioner mobiliseres mest muligt til at bidrage til væksten.”

Retorisk set er ”sammenhængskraft” ifølge Christian Kock, professor i retorik ved Københavns Universitet, et alt for udflydende begreb:

”Det er et ord, som er godt at anvende, hvis man vil prøve at bilde vælgerne ind, at det jeg mener, er det, vi alle er enige om,” siger han.

Hvad angår brugen af Olaf og Birgitte er det ifølge professoren retorisk langt stærkere at bruge autentiske personer som eksempler end fiktive. Men Christian Kock ser alligevel en begrænsning i Lars Løkkes måde at bruge sine personer på:

”Det gode autentiske eksempel er det, som rummer en overraskelse. Og som regel er det stærkest, hvis der indgår en stor uretfærdighed, som manden der mistede retten til statsborgerskab, fordi han var kommet til at brænde sin hæk ned. At Birgitte i Næstved er glad, er da fint, men det overrasker os ikke. Derfor kommer det til at virke lovlig reklameagtigt.”