Med lofter skal gymnasier styres

Regeringens nye model for elevfordeling indskrænker unges valgfrihed og uddannelsesstedernes frihed til at vokse sig så store, de vil. Til gengæld mindskes to trusler: At gymnasier i provinsbyer i de kommende år lukker på stribe, og at gymnasier med mange indvandrere udvikler sig til parallelsamfund

Der er overordnet set to tendenser, som udfordrer det samlede gymnasiale uddannelsessystem: Flugten til storbyen og den såkaldt ”hvide flugt”.
Der er overordnet set to tendenser, som udfordrer det samlede gymnasiale uddannelsessystem: Flugten til storbyen og den såkaldt ”hvide flugt”. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.

Hvis man studerer den aftale, regeringen torsdag indgik med et flertal af Folketingets partier om elevfordeling på de gymnasiale uddannelser, er der meget, man kan hæfte sig ved. For eksempel at regeringspartiet S ud over sine sædvanlige støttepartier har Dansk Folkeparti med sig, men ikke andre af de blå partier til højre i Folketingssalen.

Man kunne også hæfte sig ved, at formuleringerne ”frit valg”, ”frie valg” og ”frihed” tilsammen optræder 12 gange i aftaleteksten. Det samme gør ordet ”loft”. Fem af gangene som en del af det helt centrale begreb i aftalen: kapacitetsloft.

Frit valg er det, alle i princippet ønsker sig. At alle unge må kunne komme ind på akkurat det gymnasium og med akkurat de fagvalg, de drømmer om. Og at enhver selvejende uddannelsesinstitution er fri til at give det tilbud, som skønnes bedst til at give de unge den alment dannende og studieforberedende undervisning, som er formålet med det hele.

Men det, aftalepartierne denne gang gør ved de gymnasiale uddannelser, er ikke at udvide frihedens vægge. Det er i højere grad et reparationsarbejde, der består i at bygge nye lofter. Modstandere vil sige, at lofterne indskrænker friheden, men tilhængere kunne argumentere for, at de hindrer hele konstruktionen i at styrte sammen.

Der er nemlig to tendenser, som udfordrer det samlede gymnasiale uddannelsessystem. Flugten til storbyen og den såkaldt ”hvide flugt”. Hensigten med fordelingsaftalens loft-byggeri er at bremse disse tendenser.

Flugten til storbyen handler om, at gymnasiernes elevtal falder i disse år, samtidig med at søgningen blandt unge i halvstore provinsbyer til gymnasier i de større byer på bekostning af det lokale gymnasium tager til. Kapaciteten er ofte så stor, at alle får deres første prioritet opfyldt, så storbygymnasierne vokser, mens de mindre byers gymnasier risikerer at måtte lukke. Nu bliver der sat et kapacitetsloft op, som fastsættes i den enkelte region ud fra de lokale forhold, og som skal sikre, at udkanterne ikke bliver berøvet deres gymnasiale uddannelser.

Den hvide flugt er et storbyfænomen og handler om, at elevsammensætningen på den enkelte skole bliver mere og mere ens, og at andelen af elever med anden etnisk baggrund stiger på en række gymnasiale uddannelser.

Det skyldes dels, at elever med anden etnisk baggrund ligesom alle andre unge søger derhen, hvor eleverne ligner dem selv. Men samtidig er det udtalt, at hvis andelen bliver for høj — på Sydkysten Gymnasium i Ishøj er den 57 procent, på Aarhus Gymnasium i Tilst er den 56 procent — søger de etnisk danske elever andetsteds hen.

Denne udvikling skaber en frygt for, at enkelte gymnasier udvikler sig til regulære parallelsamfund, hvor det er svært at opretholde danske værdier. Her er loftbyggeriet en mærkesag for såvel Socialdemokratiet som for Dansk Folkeparti, som i marts stillede beslutningsforslag i Folketinget om et loft på 30 procent elever med udenlandsk baggrund på hvert gymnasium.

Den model, der nu er vedtaget, fordeler formelt set ikke efter etnicitet, men efter elevernes forældres økonomiske baggrund. Men effekten vurderes at være omtrent den samme. De gymnasier, som har over 50 procent med anden etnisk baggrund, vil komme ned på højst 30-35 procent.

Dette loftsbyggeri ville alle blå partier formentlig kunne støtte isoleret set. Deres modvilje går på den centralisering af hele gymnasievalget i en fælles koordineret tilmeldning og den kendsgerning, at der også er et loftsbyggeri, som vil begrænse de velstillede danske unges trafik til deres ønskegymnasier, idet disse ikke bare må øge kapaciteten. Det må private gymnasier heller ikke, idet de tre første år efter aftalen ikke kan få statsligt taxametertilskud til et højere elevtal end det nuværende.

I aftaleteksten står direkte, at mens nogle partier finder det vigtigst at sprede elever med anden etnisk baggrund, så finder andre, at ”det er afgørende for vores samfund og for de unges dannelse, at de unge lærer hinanden at kende på kryds og tværs af sociale og etniske skel og at modvirke den polarisering, som er kommet til at kendetegne dele af gymnasiesektoren omkring de større byer”.

Dette er det røde element i aftalen, som ikke kun indskrænker valgfriheden hos lavindkomstgrupper, men også i den modsatte ende af indkomstskalaen, og samtidig stækker den frie konkurrence om elevernes gunst mellem gymnasier, privat som offentlige. Dette har fået borgerlige partier til at springe fra — Venstre med en vis tøven, Konservative med bombastiske ord om ”betonsocialisme” — og dermed skabe tvivl om, hvorvidt dette loftbyggeri er den blivende ændring af de gymnasiale uddannelser eller en foreløbig reparation, som næste regering vil reparere videre på.