Med lykke skal land bygges

Det er ikke velfærdsstaten, der skaber lykkelige borgere, men et højt lykkeniveau hos borgerne, der muliggør en udbygget velfærdsstat, siger forsker, der har undersøgt lykke og tillid gennem historien

Amerikanske undersøgelser viser, at efterkommere af skandinaviske udvandrere har et højere tillids- og lykkeniveau end andre i USA.
Amerikanske undersøgelser viser, at efterkommere af skandinaviske udvandrere har et højere tillids- og lykkeniveau end andre i USA.

Når danskerne udpeges til verdens lykkeligste folk, kædes det ofte sammen med, at vi har en udbygget velfærdsstat, som sikrer alle borgere økonomisk og modvirker, at de sociale skel bliver for store.
Men når lykkeforskere definerer lykken som en kombination af tillid, tryghed og tilfredshed, bliver konklusionen, at vi var særligt lykkelige længe før velfærdsstaten.

LÆS OGSÅ: Det højeste gode

Meget tyder derfor på, at det ikke er velfærdsstaten, der har skabt de lykkelige borgere det er de lykkelige borgere, der har gjort det muligt at skabe en udbygget velfærdsstat med dertil hørende højt skattetryk.

Det konkluderer Christian Bjørnskov, lektor i økonomi ved Aarhus Universitet, som i en videnskabelig artikel i det internationale økonomitidsskrift Kyklos har undersøgt de historiske sammenhænge mellem tillid, lykke og velfærdsstatens størrelse.

Alt andet lige må vi antage, at danskerne burde have været relativt lykkelige tidligt i historien. Sandsynligvis har vi haft et lykkeniveau over de fleste andre europæiske lande, længe før velfærdsstaten blev skabt, siger Christian Bjørnskov.

Han bygger blandt andet sin antagelse på amerikanske undersøgelser, som viser, at efterkommere af skandinaviske udvandrere har et højere tillids- og lykkeniveau end andre i USA. Det leder igen til en antagelse om, at disse menneskers bedste- og oldeforældre kom fra mere tillidsfulde og lykkelige lande i Skandinavien men at udvandringen skete fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1930erne.

Christian Bjørnskov har tidligere forklaret vikingernes evne til at organisere sig, bygge skibe og drage ud i hele verden med, at tillidsniveauet må have været højt allerede dengang sammenlignet med omverdenens. Han mener også, at etableringen af folkestyret i 1849 og senere af velfærdsstaten i tiden efter Anden Verdenskrig afspejler, hvor langt samfundet var nået i retning af at dække de basale lykkebehov: Gode sociale relationer, luft i økonomien og gensidig tillid.

LÆS OGSÅ: Biologien bag begejstring

Økonomens konklusioner vækker en vis skepsis hos Klaus Petersen, professor i historie og leder af Center for Velfærdsstatsforskning på Syddansk Universitet.

Han minder om, at der er forskel på statistisk sammenhæng og årsagssammenhæng. Det indebærer, at det højere lykkeniveau hos amerikanere med skandinaviske rødder ikke nødvendigvis skyldes deres skandinaviske rødder.

Jeg tror gerne, det kan passe, at vi har haft et højt niveau af tilfredshed i samfundet som fundament for, at velfærdsstaten kunne bygges op. Men at se alle de store historiske gennembrud som en funktion af lykkeniveauet på det pågældende tidspunkt skal man være forsigtig med. Da vi fik folkestyre i 1849, var vi i krig med tyskerne. Jeg ved ikke, hvor meget lykke og tryghed, dét var forbundet med, siger Klaus Petersen.

Han understreger i øvrigt, at velfærdsstatens erklærede formål aldrig har været at skabe lykke, men at skabe forudsætningerne for, at enhver kunne søge det, han eller hun oplevede som lykken.

LÆS OGSÅ: Videnskabens 10 bedste råd til et godt liv

Der var faktisk i 1950erne en omfattende debat om velfærdsstaten i kirkelige kredse, hvor det netop blev betonet, at det aldrig kan være statens opgave at gøre folk lykkelige. Har man dén målsætning, sætter man sig i Guds sted og ender let i en totalitær stat, lød kritikken, påpeger Klaus Petersen.