Prøv avisen

Med motion og sukker skal mand bygges

Tegning: Rasmus Juul.

Jeg løber, jeg løfter vægte, jeg hælder alkohol i mig, og jeg er vild med søde sager. På den måde er jeg, som danskerne er flest. Vi er en nation af motionerende livsstilssygdomme, og vi bør skrue lidt ned for blusset, mener eksperter

Jeg skyder armene op over hovedet, mens jeg samler hænderne. I hver hånd holder jeg en håndvægt, og jeg ligger med ryggen og rumpen på en let skrånende bænk.

Jeg sænker håndvægtene ned ved siden af brystkassen, puster ud og skyder så igen armene i vejret. Styrkeøvelsen giver god træning for både bryst og arme, og sveden pibler frem på panden. Det er ikke mere end en halv time siden, at jeg lagde telefonen på efter at have talt med Morten Ebbe Juul Nielsen. Han forsker i danskernes sundhed, er lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet og sagde noget, der ramte mig:

LÆS OGSÅ
: Danskerne farer vild i velmente kostråd

At dyrke motion er blevet et statusræs, hvor bommen hele tiden bliver sat højere og højere. At dyrke lidt motion regnes ikke for noget, og så holder folk op. Hvorfor kan vi ikke en gang imellem stille os tilfredse med bare at løbe 500 meter to gange om ugen? Det får vi også pulsen op af.

Da Morten Ebbe Juul Nielsen sagde det, havde jeg allerede planlagt en hurtig tur i motionsrummet efter arbejde. Også selvom jeg havde lovet min kæreste at skynde mig hjem, så vi kunne nå at spise aftensmad sammen, inden hun skulle ud af døren. Jeg ville i motionsrummet, fordi jeg havde dårlig samvittighed over at have forsømt min træning i knap en uge. Wow, næsten en hel uge? Så er grundformen jo en saga blot, livremmen strammer, og armene hænger som halvkogt spaghetti ud af skjorteærmerne.

Nej, jeg kan netop godt se Morten Ebbe Juul Nielsens pointe. Derfor er det med en blandet følelse, at jeg påbegynder en ny øvelse med håndvægtene. For på den ene side har han ret i, at motionsræset ikke må tage overhånd, men en sund krop er vel heller ikke at foragte?

Nej, det er det bestemt ikke. Det er fint, hvis vi dyrker motion på frivillig basis, og hvis det ikke sker som en stræben efter at være en integreret del af samfundet. Hvis folk har overskud og vælger at investere i egen fysisk velvære, er det fremragende, men problemerne opstår på to måder, siger han.

De to måder karakteriserer han således:

Når motion bliver tvang, hvor du ikke kan være mellemleder i det offentlige uden at kunne gennemføre et halvmaraton.

Når sundhedskonceptet med motion og rigtig kost bliver så udbredt, at de med færre ressourcer, som ikke har overskud til den livsstil, bliver koblet af og socialt udstødt.

Begge dele er ved at ske, mener Morten Ebbe Juul Nielsen, og han har i hvert fald ret i, at vi er blevet en nation af motionister. Sidste år dyrkede 70 procent af befolkningen regelmæssig motion, mens det i 1998 kun var 50 procent af befolkningen. Samtidig lever vi stadig længere.

Derfor skal vi lige slappe lidt af. Vi har aldrig levet så længe eller haft så mange gode leveår som nu, så vi kunne måske bruge vores tid bedre end på overdreven motion. Jeg kan godt lide idéen om at droppe en af de ugentlige løbeture og så bruge den tid på frivilligt arbejde for samfundets svageste i stedet, siger han.

Der er dog også en anden sandhed om danskernes sundhed anno 2013 end vores omsiggribende trang til motion. En sandhed, som jeg også føler mig ramt af.

I gennemsnit hælder hver dansker over 14 år 10,4 liter ren alkohol i sig om året og skovler hver dag 34-42 gram sukker indenbords. I sidste weekend fejrede jeg fødselsdag for min bror med flødeboller, øl, gulerodskage, hvidvin, barbecuemarinerede bøffer og rom. Jeg lever vist så rigeligt op til det gennemsnitlige sukker- og alkoholindtag.

Det er der flere og flere, der gør, og det holder liv i livsstilssygdomme som fedme, diabetes og alkoholskadede kroppe. Læg dertil alle de tilsodede, kræftinficerede lunger som følge af rygning. Lidt flere end hver femte dansker ryger hver dag, og af disse ryger halvdelen flere end 15 cigaretter dagligt.

På den baggrund kan vi derfor ikke blot konkludere, at den udefinerbare størrelse samfundet presser os til en sund livsstil. Det mener Thomas Brinck heller ikke. Han er overlæge på Klinik for Spiseforstyrrelser ved Gentofte Sygehus og arbejder dagligt med blandt andet anoreksisyge piger og kvinder.

Jeg synes ikke, at samfundet er særlig slemt til at sige, man er et dårligt menneske, hvis ikke man motionerer nok. Det kommer fra folk selv. Hvis folk har dårlig selvtillid, har de meget let ved at lægge udsagnet i munden på sundhedsprædikanterne.

De patienter, Thomas Brinck arbejder med, har et decideret usundt forhold til motion, hvor de ikke motionerer for velværets skyld, men for at bryde kroppen ned. Så slemt står det heldigvis ikke til for hovedparten af de danskere, der tramper i motionscyklernes pedaler eller stæser rundt på skovstierne, men det kan være svært at se, hvor grænsen går, mener han.

Ofte er man selv den sidste til at indse, at man er ude i et dårligt motionsprojekt, som ikke er særlig sundt. Rigtig mange mænd på min alder mellem 50 og 60 år bruger ufattelig megen tid på at motionere, og det får let karakter af eskapisme, men det er en lumsk størrelse.

Men den lumske størrelse er måske ikke så lumsk endda, hvis man kigger på, hvordan det danske samfund er indrettet.

Nanna Mik-Meyer, sociolog og professor ved Handelshøjskolen i København, CBS, forsker i danskernes syn på sundhed, og hun forklarer sammenhængen således:

I Danmark er der massivt fokus på at tage ansvar for sit eget liv og kontrollere det. De to elementer er uhyre positive værdier i et neoliberalistisk samfund som det danske, så når man eksempelvis sørger for at motionere, spise sundt og gøre begge dele i rette mængder, viser man, at man tager ansvar for og har kontrol med sit eget liv.

Det sunde liv er blevet synonymt med det gode liv, fordi vi har ophøjet ansvarsfuld, kontrolleret levevis til en af de mest centrale værdier i samfundet, siger Nanna Mik-Meyer.

Indrømmet, det skænkede jeg ikke en tanke, da jeg løftede vægte. Det er der sandsynligvis også ret mange andre, der heller ikke gør, men denne lighed mellem det sunde liv og det gode liv er problematisk, mener Nanna Mik-Meyer. For der er grupper af danske borgere, som ikke lever sundt. Grupper, som har samfundets laveste økonomiske og uddannelsesmæssige status.

Fokus på sundhed og koblingen mellem det sunde og det gode liv kan derfor utilsigtet komme til at øge den stigmatisering, de i forvejen oplever, siger hun.

Deri ligger også en mulig forklaring på de modsatrettede tendenser i vores gennemsnitlige sundhed: Vi dyrker masser af motion og går op i sund kost, men vi propper os med sukker, alkohol og røg.

Bestemte grupper i samfundet lever sundere end tidligere: middel- og overklassen. Andre grupper lever stadig mere usundt: den lavere middelklasse og underklassen. Derfor er der ikke noget mystisk i de modsatrettede tendenser, konkluderer Nanna Mik-Meyer.

Jeg har lagt håndvægtene på plads og er cyklet hjem. Min kæreste har lavet blomkålssalat og kød og serveringen indeholder hverken sukker eller alkohol! Heldigvis er der koldskål i køleskabet med masser af kammerjunkere til. Pyha, så får jeg alligevel min rette, gennemsnitlige sukkerdosis.

GRAFIK NEDENFOR: Før musen hen over punkterne på billedet og se flere tal om danskernes kulturvaner