Der er beretninger om mennesker, som skader sig selv, helt tilbage fra bibelsk tid. I Markus-evangeliet optræder en mand, som var besat af ”en uren ånd”:
”... hele tiden, både nat og dag, løb han rundt mellem gravene og på bjergene og råbte og skreg og slog sig selv med sten,” står der i Bibelen.
I middelalderen kom flagellanterne, som piskede sig i religiøs fanatisme. Nåle-pigerne kendes fra den medicinske presse i første halvdel af 1800-tallet. Den mest berømte, Rachel Herts, fik opereret 389 nåle ud af sin krop i årene 1807 til 1826, sandsynligvis stukket derind som en bøn om omsorg og opmærksomhed.
Og i 1913 trykte et amerikansk, psykologisk tidsskrift den måske første beskrivelse af selvskade i form af cutting, som vi kender det i dag. Patienten, Miss A, var 23 år, da hun opsøgte hospitalet med et selvpåført sår og ar efter mange andre. Hun forklarede, at hun var blevet seksuelt misbrugt som barn. En dag skar hun sig tilfældigt med brødkniven, mens hun forsøgte at undvige et overgreb – og oplevede en besynderlig lindring.
”Patienten led af intens hovedpine, da dette forsøg på et overgreb fandt sted. Men hun bemærkede, at hovedpinen var væk, efter hun skar sig. Hun sagde, at hun fortsatte med at skære sig som en metode til at opnå lindring fra disse hovedpiner og fra en mærkelig følelse, som hun ikke kunne beskrive,” rapporterede hendes læge.
Selvskadende adfærd har altid været her. Og uanset deres form har lidelserne det til fælles, at de er udtryk for en strategi: De er undfanget som svar på en tilstand i tiden, som nogle har forsøgt at tackle ved at skade sig selv.
Det siger Bo Møhl, psykolog og professor ved Aalborg Universitet, og Lotte Rubæk, psykolog ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center på Bispebjerg Hospital. Kristeligt Dagblad har bedt dem om et interview. Det skal handle om ”selvskadens neurobiologi” – om fænomenet, som handler om alt det svære i sindet og verden, men også om kroppen.
I dag ved man for eksempel langt mere om den lindring, som Miss A oplevede for mere end 100 år siden, og man begynder at finde svar på, hvorfor cutting er blevet nærmest ”epidemisk” i sin udbredelse ifølge psykologerne: En Epinion-undersøgelse fra 2015 for Videnscenter om spiseforstyrrelser og selvskade viste, at 11 procent af alle danskere mindst én gang har skadet sig selv, mens en undersøgelse fra 2016 fra Børnerådet viste, at 22 procent af elever i 9. klasse har skadet sig selv.
I august meldte sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) ud, at hun politisk ønsker en tidlig indsats mod selvskade:
”Det største problem er, at der ikke bliver sat ind i tide. Det handler blandt andet om at klæde forældre, lærere og pædagoger på til den her opgave,” sagde hun i den forbindelse til TV2 Østjylland.
Direkte selvskade har mange former: Fra moderat selvskade, hvor for eksempel et skolebarn ridser sig med en passer, til svær selvskade, hvor patienten skærer dybt, brænder sig, skolder sig eller i sjældne tilfælde amputerer for eksempel et øje eller en muskel. Spiseforstyrrelser som ano-reksi og bulimi hører til de indirekte selvskadeformer, hvor virkningen af skaden er mindre forudsigelig og først viser sig over tid.
Miss A berettede om seksuelle overgreb og intens hovedpine (et symptom på misbruget?), der gik forud for hendes selvskadende adfærd. I dag anses selvskade netop for at være en reaktion på en tilstand af stress, siger Bo Møhl.
”Når det gælder narkotiske stoffer, tager misbrugeren stoffet for at få en rus, og med tiden kan personen ikke holde op, for så får man ubehagelige abstinenser. Med selvskade er det omvendt: Man starter for at undgå svære følelser, og når man opdager, at det virker, bliver man ved.”
Det er videnskabeligt veletableret, at smerte udløser et morfinlignende stof i kroppen, endorfiner, der dæmper smerten og som bonus giver en oplevelse af at være i en rus. Bo Møhl og Lotte Rubæk fandt i et studie blandt 58 voksne, psykiatriske patienter, at 88 procent var afhængige af selvskade på linje med en narkoman af sit stof, og de forklarer afhængigheden med dette kick af endorfiner.
Det er ikke det samme, som at smerte er forbundet med lyst for alle, understreger Bo Møhl. Og det er langtfra alle, der har forsøgt sig med selvskade, som udvikler fysisk afhængighed. Men mekanismen bidrager til at forklare, både hvorfor nogle bliver afhængige, og hvordan et menneske kan have anlæg for at udvikle selvskade.
Én årsag til at skade sig selv kan være, at personen er blevet tidligt afhængig på grund af en smerte, han eller hun blev påført af andre.
”Hvis man har været udsat for meget smerte i sin tidlige barndom, kan man blive afhængig af at blive stimuleret med smerte senere hen. En tidlig opstået afhængighed kan for eksempel opstå i forbindelse med fysiske overgreb, seksuelt misbrug eller somatisk sygdom,” siger Lotte Rubæk.
Desuden er mennesker, som har været udsat for overgreb, ofte psykisk belastet af disse oplevelser. Psykologisk er formålet med selvskade at lindre svære følelser. Dem har de fået i vuggegave.
”Undersøgelser viser, at mennesker, der bruger selvskade, har lavere stresstolerance. Der skal meget lidt til, før de er i det røde felt, og endorfinerne nedregulerer stressfølelsen, når de skader sig selv. Nogle fødes med en sådan lav stresstolerance. Men min erfaring er, at langt de fleste har oplevet traumer,” siger Bo Møhl og forklarer, at 60 procent af patienterne har været udsat for traumer af fysisk eller seksuel karakter i psykologernes eget studie af selvskade.
En del af disse patienter kan ikke redegøre for, hvad de tænkte i det øjeblik, de skadede sig selv, og hvordan det kom så vidt.
”De siger: ’Jeg aner ikke, hvad der skete, det skete bare’,” siger Lotte Rubæk.
Belastningsreaktioner efter langvarig stress kan udløse en tilstand af evig alarm, forklarer de. Bedst kendt er måske historier om veteraner med PTSD, hvor ubetydelige småting kan vække minder om krig og udløse en akut reaktion, for eksempel et angreb på det, der føles som en trussel.
På samme måde kan også andre typer af traumer udløse kroppens ur-reaktioner i tide og utide.
”De har en tendens til at handle på følelser lige nu og her. For eksempel ved at have en overspisning og kaste op, skade sig selv eller slå på personalet. Det er deres kæmp eller flygt-beredskab, der aktiveres uden grund eller på meget lille foranledning,” siger Lotte Rubæk.
I 1913 beskrev også unge Miss A sådan en sindstilstand. I samme åndedrag gør hun sig tanker om blodets betydning, der stadig optager fagfolk i dag:
”Før jeg skar mig havde jeg, hvad jeg vil kalde en sindssyg hovedpine, og efter jeg havde blødt, gik den væk, og jeg troede, at det havde helbredt den at skære i mit håndled og lade blodet flyde. Jeg husker ikke ret klart, hvad jeg følte på det tidspunkt,” forklarede hun sin læge.
I dag er cutting den mest udbredte form for selvskade, selvom det giver ar, som de fleste er kede af. ”Hvorfor?” spørger Lotte Rubæk og svarer selv med en hypotese, der drejer sig om synet af blod: Når blodet pibler frem, hvor barberbladet sank i, går kroppen i alarmberedskab: Hjerterytmen øges, huden får elektrisk spænding. Men kun kort. For hurtigt fanger hjernen, at skaden ikke er livsfarlig. Den udsender en såkaldt parasympatisk respons, der nedregulerer alarmen igen.
”Det er den her tilstand af fuldstændig ro og afslapning, der gør, at mange taler så lystfyldt om synet af blod. Det kan forklare, hvorfor selvskade, der involverer blod, tilsyneladende er mere afhængighedsskabende,” siger Lotte Rubæk.
Det tyder på en fysiologisk betinget årsag til at skade sig selv, fortsætter hun, men:
”Vi tænker også i en psykologisk effekt ved synet af blod. Vi ved, at der er en øget forekomst af selvskade blandt personer, som har et fattigt sprog for følelser og ringe evne til at opfatte, hvordan de selv og andre har det. Kroppen bliver det sted, hvor de udspiller og viser deres følelser, og blodet har en stor symbolværdi. Den blødende krop bliver et symbol for det blødende sind.”
Blodet er så afgørende, at mange smører det ud over kroppen. Bo Møhl har stigende erfaring med patienter, som årelader sig selv. Omhyggeligt tappede én patient sit blod i en kanyle og tværede det ud over sig.
”På den måde fik hun kontakt med blodet, men uden at ødelægge så meget kropsvæv,” siger han.
Denne kvinde var svær at have indlagt, som personer ofte er, der skader sig selv. Deres adfærd er grænseoverskridende og ubegribelig for personalet, og en del vil ikke have med dem at gøre. Netop af den årsag er mere viden om årsager og mekanismer bag selvskadende adfærd vigtig at formidle, siger psykologerne.
”Selvskadende patienter er en stor belastning for personalet, fordi de aktiverer så stærke følelser. Meget personale føler afsky ved deres adfærd, og de mister empatien og reagerer med vrede, fordi de ved for lidt. Jeg tror også, at selvskade strider så meget imod, hvad man opfatter som naturlig adfærd, at mange simpelthen nægter at tage stilling til fænomenet og forstå, hvad det er. Som en måde at beskytte sig selv,” siger Bo Møhl.