Med sin invasion og atomtrussel har Putin genskabt en verden, de unge ikke kendte

Generationen født omkring eller efter Murens fald har aldrig oplevet frygten for atomvåben. Der vil nu indfinde sig en realisme blandt de unge, mener flere iagttagere

Generationerne født efter Berlin-murens fald er ved at udvikle sig en mere omfattende bevidsthed om, at alt ikke er grænseløst, mener professor i ledelse og filosofi.
Generationerne født efter Berlin-murens fald er ved at udvikle sig en mere omfattende bevidsthed om, at alt ikke er grænseløst, mener professor i ledelse og filosofi. Illustration: Rasmus Juul

Det var en ny verden, man vågnede op til om morgenen den 24. februar, da Ruslands invasion af Ukraine fyldte samtlige nyhedsflader.

Hvor krig igen ikke kun foregår i varme lande, hvor russerne ikke kun kommer i en C.V. Jørgensen-sang om den spanske solkyst, og hvor man ikke længere kan nøjes med at forholde sig til atombomber, når man er til eksamen i historie.

Denne artikel er en del af en serie:
Konflikten i Ukraine
Gå til seriesiden

Er man født og opvokset før Berlinmurens fald i november 1989 og Sovjetunionens opløsning to år senere, er den nye verden ikke så ny endda, men nok på mange måder genkendelig. Den minder lidt om noget, man har prøvet før.

Men for årgangene født senere eller i årene omkring Østblokkens sammenbrud, er den ikke. Disse generationer har aldrig fået at vide, hvordan man skal forholde sig under et atomangreb, værnepligten kunne man nemt slippe for, og russiske præsidenter var nogle, man grinte af, når Boris Jeltsin i fuldskab dirigerede et symfoniorkester, eller Vladimir Putin red på hest i bar overkrop.

Anderledes alvorligt blev det pludseligt, da selvsamme Putin et par dage inde i invasionen af Ukraine mindede verden og i særdeleshed Vesten og Nato om, at han har atomvåben.

Hvor de yngre årganges politiske og sociale engagement i de senere år i vid udstrækning har handlet om klimakamp og kampen for etniske og seksuelle minoriteters rettigheder, vil – og bør – der nu indfinde sig en helt anden og mere akut alvor. Det mener i hvert fald 29-årige Kuzma Pavlov Jensen, der er debattør og tidligere kandidat til Europa-Parlamentet for De Konservative.

”Vi er vokset op utrolig bekymringsfrit og har haft en dejlig tryg tilværelse. På godt og ondt. For det har været rart, men det betyder også, at vi har glemt, at noget overhovedet kan gå galt. Vi har været urealistiske i vores optimisme. Jeg tror, at der vil indfinde sig en form for realisme nu,” siger han.

Den realisme vil ifølge Kuzma Pavlov Jensen også afspejle sig i de politiske dagsordener, som mange unge mennesker er optagede af og bekymrer sig om. De problemer, der ikke er rigtige problemer, vil forsvinde, og de reelle problemer som klimaforandringerne og den grønne omstilling vil blive diskuteret mere realistisk, mener han.

”Når en af de store debatter i vores samtid er en identitetspolitisk diskussion om, hvorvidt mennesker skal omtales som ’han’ eller ’hun’, så er det udtryk for, at der ikke er nogen problemer. Det er problemer, man selv har opfundet, fordi der ikke er andre, og det er udtryk for en dekadence, som man kun kan tillade sig, når det går godt,” siger han.

Realismen vil ikke blot indfinde sig i forhold til, hvad der er ægte problemer, mener Kuzma Pavlov Jensen, men også når det kommer til, hvordan man løser de problemer, som rent faktisk er reelle.

”Et godt eksempel er atomkraft. Aldrig har det været så legitimt at være tilhænger af atomkraft som efter Putins krig mod Ukraine. Virkeligheden har banket på, og jeg tror, det er gået op for mange, at alternativet til atomkraft er olie og naturgas,” siger han.

Lucas Skræddergaard, der er 31 år og medlem af forretningsudvalget i Dansk Ungdoms Fællesråd, mener, at unge i dag har været forskånet for mange af de frihedskampe, som især deres bedsteforældres generation har skullet kæmpe under for eksempel Anden Verdenskrig.

”De kampe, som ungdommen har påtaget sig, er nok også nogle kampe, som man har skullet kæmpe på den lange bane. Klimaforandringer og minoriteters rettigheder er problemstillinger med længere perspektiver, hvorimod krig er et spørgsmål om vores frihed og overlevelse her og nu,” siger han.

Kampen for klimaet eller minoriteters rettigheder er i høj grad også kampe, man som individ selv kan udøve indflydelse på, påpeger Lucas Skræddergaard. Man kan sørge for at leve grønt og klimabevidst, og man kan sørge for at omtale og tiltale minoriteter, som de ønsker det, samt skabe de strukturelle ændringer, der skal til for ligebehandling. Med krig forholder det sig anderledes. Man kan ikke som individ få Putin og den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj til at blive enige.

”Jeg tror, at unge på en meget hårdhændet måde nu lærer, at livet er uretfærdigt. Man kan kæmpe for retfærdighed, ja, men nogle gange er der også bare vilkårlig uretfærdighed til i verden. Man kan lære meget af at opleve, at der sommetider sker ting, som man ikke er herre over. Faren er dog, at det fører til håbløshed,” siger han.

Lucas Skræddergaard håber, at krigen trods dens rædsler og truslen og frygten for atomvåben kan være med til at skabe en større forståelse på tværs af generationerne. For eksempel kan de unge lære noget af de ældre generationer, som under Den Kolde Krig oplevede noget lignende de begivenheder, der udfolder sig nu. Men samtalen generationerne imellem har de senere år været brudt sammen, mener han.

”Det er eksempelvis vanvittigt historieløst, når unge påstår, at store dele af de udfordringer, som vi står med, er de gamles skyld. Rent faktuelt er det selvfølgelig korrekt. Men det er også de ældre generationers fortjeneste, at vi kan vokse op i et af de sikreste samfund i verden og har et af verdens bedste velfærdssamfund. Vi unge har oplevet en frihed og selvbestemmelse, som historisk set er helt uden sidestykke. Det er der mange af os, som glemmer, når vi kun peger på den gæld, vi er blevet overdraget, og ikke også husker på arven, vi har fået,” siger han.

Maria Bruselius-Jensen forsker i unge ved Center for Ungdomsforskning, der hører under Aalborg Universitet. Hun giver en karakteristik af en generation, der er bevidste om egne privilegier og som er vokset op i stor tryghed i en harmonisk og meget lidt konfliktfyldt tid. Men det er også en bekymret generation:

”Det er eksempelvis kommet til udtryk i deres bekymring for klimaet. Samtidig er det nok også en generation, som måske længe var lidt i tvivl om, hvad deres store politiske projekt egentlig skulle være. Derfor er de måske også begyndt at praktisere politik på en lidt mere indadvendt måde og har taget fat på nogle mere mikropolitiske dagsordener fra hverdagen. Eksempelvis hvordan man tiltaler hinanden og omtaler forskellige grupper af mennesker,” siger hun.

Hun tror ikke, at klimadagsordenen og kampen for social retfærdighed vil forsvinde fra de unges bevidsthed, selv om der nu er krig i Europa, og Rusland truer med atomvåben.

”Nej, jeg tror egentlig, at de vil flette tingene sammen, og at der vil komme en masse frem i lyset af konflikten, som handler om køn, ulighed og polarisering. Ligesom krigen også har medført, at vi diskuterer gas og olie.”

Bent Meier Sørensen, der er professor i ledelse og filosofi ved Handelshøjskolen i København, mener, at der i generationerne født efter Berlinmurens fald er ved at udvikle sig en mere omfattende bevidsthed om, at alt ikke er grænseløst.

”Det har der allerede været i forhold til klimaet. Der er grænser for, hvor mange af Jordens ressourcer vi kan bruge. Men nu kommer vi også tilbage til en virkelighed og nogle dyder, hvor man passer på sit land, man passer på sin kultur, man passer på sin familie. Krigen er forfærdelig, men hvis der alligevel skal komme noget godt ud af den, er det måske en bevidsthed om, at den liberale drøm efter Murens fald, hvorefter alt kunne lade sig gøre, og alle grænser kunne overskrides, var og forbliver blot en drøm,” siger han.

Vil du modtage de seneste artikler per mail, når Kristeligt Dagblad har skrevet nyt om krigen i Ukraine? Så skriv dig op her.