Medarbejdere må selv forhandle sig til familievenligt arbejdsliv

At få balance mellem arbejds- og familielivet er et problem, som virksomhederne overlader til den enkelte medarbejder, viser ny stor undersøgelse

Af Else Marie Nygaard

En familievenlig personalepolitik er et særsyn på det danske arbejdsmarked, viser en ny undersøgelse foretaget blandt 5000 af medlemmerne af FTF, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, som repræsenterer 450.000 danskere fordelt på knap 100 organisationer blandt andet pædagoger, skolelærere og sygeplejersker, men også bankfuldmægtige og politiassistenter.

Har man brug for at kunne afslutte arbejdsdagen tidligt for at hente børn, inden institutionen lukker, er det på langt de fleste arbejdspladser et forhold, den enkelte medarbejder må forhandle igennem. Kun seks procent af de adspurgte er på en arbejdsplads med familievenlig personalepolitik.

Formand for FTF Bente Sorgenfrey kalder resultatet overraskende.

– Undersøgelsen dokumenterer, at det er den enkelte medarbejder, som står med ansvaret for at få forhandlet sig frem til en situation, som er tålelig. Det er med til at stresse folk, at problemet bliver gjort individuelt, siger Bente Sorgenfrey, som vil fremlægge konklusionerne for regeringens Familie- og arbejdslivskommission.

Af undersøgelsen blandt FTF's medlemmer fremgår det, at de medarbejdere, som er på en arbejdsplads med en formuleret familievenlig personalepolitik, i højere grad oplever balance mellem arbejde og familieliv.

Folkeskolelærerne er ifølge undersøgelsen den faggruppe, som i størst udstrækning er overladt til egne forhandlingsevner, når et familievenligt arbejdsliv skal sættes sammen. Ifølge undersøgelsen fra FTF oplever to ud af tre lærere, at de ikke har balance mellem arbejds- og familielivet. Det fremgår ligeledes af undersøgelsen, at lærerne må kigge langt efter familievenlig personalepolitik

– Som lærer har du ikke fri, når du går fra arbejde, og mange oplever at skulle stå til rådighed for forældrene konstant, siger Tina Taarsted, som er formand for pædagogisk udvalg i Danmarks Lærerforening.

– Dels er de bundet op af faste skemaer og en række møder i aftens- og eftermiddagstimerne. Mange lærere vil på grund af den faglige stolthed gå langt for at leve op til den voksende mængde af krav, som stilles til dem. For nogle kommer det til at gå ud over familien, siger Tina Taarstrup.

Ifølge FTF's formand Bente Sorgenfrey ville virksomheder og medarbejdere vinde ved, at der blev lavet formulerede retningslinjer på området.

Hun bakkes op af antropolog Bettina Hauge, Sociologisk Institut på Københavns Universitet. Hun har forsket i ansattes mulighed for at skabe balance mellem hjemme- og arbejdslivet, og ligesom FTF konkluderer hun, at det typisk er op til den enkelte at forhandle sig frem til et arbejdsliv med plads til familien.

– Løsningen kommer til at bero på den enkeltes forhandlingsevner. Ofte er det først, når man er i en underskudssituation med sygdom, stress eller andre problemer på hjemmefronten, at man får brug for at forhandle sig frem til mere fleksible arbejdsvilkår og i den situation kan det være svært at mobilisere det fornødne overskud, siger Bettina Hauge.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk

På lørdag har Kristeligt Dagblad tema på familielivssiden om balance mellem arbejde- og familieliv.