Medicinalindustri vil udvikle sovepillen uden bivirkninger

Mere end hver 20. dansker tager sovemidler, selvom myndighederne i årevis har advaret om bivirkningerne. Men nu er nye generationer af piller med færre bivirkninger måske på vej. En af Danmarks førende søvnforskere er dog skeptisk

Den nye generation af sovemidler vil have langt færre bivirkninger end de traditionelle midler.
Den nye generation af sovemidler vil have langt færre bivirkninger end de traditionelle midler. . Foto: Modelfoto / Iris / Ritzau Scanpix.

En stor del af de godt 350.000 danskere, der bruger sovemidler, kender følelsen af at vågne op tung i hovedet og uden at føle sig udhvilede. Og selvom antallet af danskere, der bruger sovemidler, er næsten halveret siden 2003, er det stadig godt seks procent af befolkningen, som hjælper søvnen på vej med piller i kortere eller længere perioder.

I disse år arbejder flere medicinalfirmaer på at fremstille en sovepille med færre bivirkninger. Men mens industrien er optimistisk, er en af landets førende søvneksperter forbeholden over for idéen om den stort set bivirkningsfri sovepille.

Den schweiziske medicinalvirksomhed Idorsia er en af de virksomheder, der i øjeblikket afprøver et præparat, som blokerer det særlige stof orexin, der regulerer menneskets vågenhed. Firmaets forsøg foregår blandt andet i Danmark, og firmaets schweiziske talsmand Andrew Weiss ser store perspektiver i det nye middel, som virksomheden håber kan afsættes til det europæiske marked og til de 20-30 millioner amerikanere, der lider af søvnløshed.

”De traditionelle sovemidler medfører ofte afhængighed, og de giver ikke søvn, men en slags bevidstløshed, fordi de påvirker centralnervesystemet. Derfor forsøger vi med en ny generation af sovemidler, som blokerer det stof (orexin red.), der fortæller os, at vi er vågne. Stoffet blokeres, og på den måde falder patienten i søvn, uden at det påvirker centralnervesystemet, og med langt færre bivirkninger end de traditionelle midler. Med de traditionelle sovemidler hører vi historier om mennesker, der bliver så påvirkede, at de er meget svære at vække,” siger Andrew Weiss. Idorsia håber, at det nye middel kan være på markedet i Europa inden for de næste fem år.

Torben Jager Petersen leder den private søvnklinik Scansleep, der har afprøvet det nye middel blandt en gruppe patienter. Han mener generelt, at sovemidler bør undgås. Men omvendt tror han ikke, at sovepiller kan blive fuldstændig overflødige.

”40 procent af befolkningen lider af sporadisk søvnløshed, og omkring 10 procent af befolkningen har en behandlingskrævende søvnforstyrrelse. Der er en gruppe blandt dem, som har brug for sovemidler, og derfor er det afgørende, at der udvikles midler med færre bivirkninger. For selvom forbruget i Danmark stadig er for højt, må vi være realistiske og erkende, at vi ikke kan undvære sovemidler,” siger Torben Jager Petersen.

Overlæge og professor Poul Jennum fra Dansk Center for Søvnmedicin på Rigshospitalet forudser, at det bliver svært at udvikle bivirkningsfri sovemidler.

”Det ville selvfølgelig være skønt, hvis vi kunne tilbyde patienterne et sovemiddel uden bivirkninger. Men vi ved ikke, om hæmningen af vågensystemet har nogle utilsigtede bivirkninger. Sygdommen narkolepsi (lidelse med pludselig trang til at falde i søvn red.) skyldes netop påvirkning af dette system. Derfor tvivler jeg og mange andre inden for søvnforskningen på, om de orexin-hæmmende midler kan bruges. Historisk har man hele tiden fundet nye sovemidler, men vi skal passe på at love patienterne, at der er et bivirkningsfrit middel lige om hjørnet. For sandheden er som regel, at ny medicin ofte kun virker på en mindre del af patienterne,” siger Poul Jennum.

Poul Jennum fortæller, at nye forsøg, som professoren selv har stået i spidsen for, har vist, at hjernen under søvn har langt flere stadier end, vi hidtil har vidst.

”Søvnstadier er ikke bare kontakter, der tændes og slukkes. Hjernen er en knap, vi skruer op og ned for, når vi sover. Når vi tager sovemiddel slukkes hjernen, og det kan være en af forklaringerne på, at sovemedicin ikke hjælper os til at være udhvilede, og hvorfor forskellige adfærdsterapier hjælper bedre. Hvis vi skal sove bedre, skal vi skrue ned for stimuleringen og for eksempel ikke arbejde med ting, der irriterer os, inden vi går i seng,” siger Poul Jennum.