Prøv avisen
Reportage

Medicinsk afdeling er grænselandet mellem liv og død

Illustration: Rasmus Juul

Landets medicinske hospitalsafdelinger er kronisk overbelagte, men lige så befolket af et stort eksistentielt dilemma: Hvornår er livet for svagt til, at det er værd at redde? Kristeligt Dagblad gik med på stuegang på Herlev Hospital

Hun er over 90 år og ved ikke, hvorfor hun ligger her på en seng i den medicinske akutmodtagelse på Herlev Hospital ved København. Hun har lidt feber og mangler væske, og så kan man blive konfus. Hun har også lungesygdom, og hun har været her før. Hun er sart og fin, uden et ekstra gram på kroppen til at stå imod med, hvis hendes tilstand udvikler sig kritisk.

Overlæge Peter Ellekvist lytter til hendes hjerte, mærker på mave og bryst og ser på hendes ben. Han sætter sig på hug ved siden af sengen:

”Vi beholder Dem lidt endnu, frue, vi indlægger Dem,” siger han højt som konklusion på sin undersøgelse.

Hun svarer, at blomsterne er fine, men der er ingen blomster i rummet.

Lige nu venter 22 såkaldt internt medicinske patienter i akutmodtagelsen. Omkring halvdelen vil blive sendt hjem, når de er tilset af en læge. Resten skal fordeles på hospitalets knap 100 sengepladser til denne type patienter, og den gode nyhed er, at der for en gangs skyld er plads til dem på de i alt fem sengeafsnit. De fleste er som fruen i sengen: De er seniorer, kronisk syge, multisyge, genindlagte, svækkede. De balancerer på grænsen mellem et liv, der stadig er værd at leve, og en tilstand, der er så skrøbelig, at den næste svækkelse måske er den, lægerne ikke bør bekæmpe med alt, hvad de har.

I hele landet er hospitalernes medicinske afdelinger næsten kronisk overbelagte, til trods for at der i 2016 blev lavet en national handlingsplan og sat 2,4 milliarder kroner af til at løfte området. På Herlev Hospital er der ofte en belægning på 110-120 procent, og sidste år var der 3000 flere indlæggelser end året før, en stigning på 15 procent. Det skyldes blandt andet, at andelen af ældre mennesker i samfundet stiger, at levealderen stiger, og at flere kan behandles for sygdomme, der engang ville have kostet dem livet.

På den måde er de medicinske patienter blandt sundhedsvæsenets største udfordringer, ressourcemæssigt og eksistentielt.

”Du og jeg kommer også til at ligge der i sengene en dag. Faldtruede. Demente. Inkontinente,” som Peter Ellekvist skar det ud med lægens ubarmhjertige realisme i et debatindlæg i Morgenavisen Jyllands-Posten dette forår.

En aften i foråret fik Kristeligt Dagblad lov at følge hans arbejde på en vagt i den medicinske akutmodtagelse, i grænselandet mellem liv og død.

Der er travlt i den brede gang, mindst tre-fire sygeplejersker, læger, ambulancereddere og portører er hele tiden i bevægelse. Selve symbolet på hospitalernes travlhed er her også: Et par patienter ligger på gangen, én ældre mand i en dødlignende søvn, en anden knuget sammen under et vattæppe, men kroppen har ingen ro, han rører på sig uden stop.

”Det her er en umælende patientgruppe uden stærke patientforeninger, og jeg vil gerne forsøge at skabe opmærksomhed om de forhold, vi byder dem med hyppig overbelægning og travlhed,” siger Peter Ellekvist om sin motivation for at stille op.

Men dilemmaet er større end spørgsmålet om ressourcer. Det handler også om de holdninger til livet og, især, de tanker om døden, der stadig ligger mange fjernt, men som indhenter en del af patienterne, når de ligger her:

”Jeg kan godt blive ked af det, når de meget gamle og helt forvirrede patienter bliver indlagt fra et plejehjem. Derude har ingen taget stilling til, om personen ikke burde indlægges, det sker bare per automatik, fordi ’vi ikke tør tage ansvaret’, som de typisk siger. Jeg tænker tit, at de var bedre tjent med at få lov at være i fred frem for at komme herind, for når du først er her, så kører hele den tyrkiske musik: Du får væske, taget blodprøver, lagt kateder, der er lys, larm og skrig fra nabopatienter. Hvis man skal ind til os, skal det være fordi, vi kan tilbyde noget, der er mere end bare en udskydelse af dødsprocessen,” siger han.

Som overlæge og såkaldt bagvagt har Peter Ellekvist tilset de patienter i akutmodtagelsen, som en yngre læge allerede har set, men som ikke er sendt hjem.

Nu skal han gå stuegang på to medicinske sengeafsnit. I modsætning til akutmodtagelsen er her hospitalstyst og stemningen næsten andægtig.

”Engang sagde man, at lungebetændelse var old men’s friend. Den afsluttede et godt, langt liv på en værdig måde,” siger Peter Ellekvist.

Men i disse senge behandler han blandt andet patienter med den slags infektioner, der ikke længere behøver at tage livet af et menneske.

Pludselig går en pårørende efter ham fra den stue, han netop har forladt.

”Du må komme tilbage, det lyder som om, hun er ved at kløjes i det,” siger hun om patienten i nabosengen.

Hastigt skridter lægen med, og på stuen fjerner han sekret fra patientens luftveje med et ”sug”.

”Jeg ved godt, det ikke er så rart,” siger han, mens hun raller og vrider sig i vånde.

Bagefter ringer han til de pårørende. Han informerer dem om, at patientens tilstand er alvorlig, men at hun får den rette behandling, og at det er hans håb, at hun vil klare den. Men, påpeger han: ”Hvis det tager en dårlig drejning, så får vi hende ikke igennem. Hvis hun får hjertestop, kan vi ikke forsøge at genoplive.”

Han står ved sin arbejdsstation, en computer på et højt rullebord, som han triller med sig fra stue til stue.

”Livet er jo et ultimativt gode. Det er det dogme, der er så svært at angribe. Men grænsen er altså skredet for, hvad der er naturligt i dag. Det er ikke længere naturligt at dø af en svær infektion, når man er 85 år. I det tilfælde vil de fleste have, at vi skal behandle,” siger han.

Måske er lægevidenskaben simpelthen løbet hurtigere, end tankerne har nået at omstille sig til de nye grænser mellem liv og død, de medicinske fremskridt har ført med sig:

”Jeg tror, at vores forståelse for sygdom i Vesten i dag bunder i en apparatfejls-tænkning: Hvis noget er defekt, skifter vi det ud, lige som hos mekanikeren. Men den intern medicinske patient fejler alt muligt. Det er benzinpumpen, vinduesviskeren, bremseskiven, det hele. Fordi man fikser én ting, bliver det andet ikke nødvendigvis bedre. Når man kommer ud af hospitalet, er man forhåbentlig helbredt for det, man fejlede, men ofte ringere i det hele taget,” siger lægen.

Men hvem ved, hvornår nok er nok, spørger han i samme åndedrag.

På den medicinske afdeling får de fleste patienter ilt gennem næsen. Nogle kan knap trække vejret. Én har blodudtrækninger, der dækker kroppen som store, violette klistermærker. Flere ved knap, hvor de er, men før de kom – og det er kun få timer eller dage siden – boede de i deres eget hjem og havde kun hjælp fra en rollator og et greb ved toilettet.

Det er blevet aften. Snart vil Peter Ellekvist afslutte sin vagt og overlade natten og de beslutninger, den fører med sig, til sine kolleger. Er han selv bange for at blive gammel?

”Jeg frygter ikke alderdommen i sig selv, men jeg håber, at der ikke bliver for meget sejpineri, når jeg selv skal herfra.”

Han gentager:

”De fleste af os dør på ryggen i en seng på et hospital. Men man kan jo håbe det bedste. Min morfar faldt bare om nede ved dueslaget, han var 90 år. Man kan jo håbe.”