Prøv avisen

Medie kritiseres for at agere dommer i PET-sag

Vi reagerer på, at Politiets Efterretningstjeneste på et yderst tyndt grundlag får et fogedforbud. Det er ikke proportionalt med det voldsomme indgreb, det er ikke at lade en bog blive udgivet, siger Politikens chefredaktør Christian Jensen (på billedet). Foto: Peter Hove Olesen/Polfoto

Man kan ikke bare trække censurkortet, når det handler om rigets sikkerhed. Sådan lyder det fra flere sider, efter at dagbladet Politiken i går brød et fogedforbud og udgav omstridt bog om PET. Handlingen kan være i strid med retsplejeloven, mener næstformand for Folketingets udvalg for efterretningstjenester

Skal pressens frihedsrettigheder ligge over rigets retssikkerhed? Det spørgsmål diskuteres nu flittigt i forbindelse med udgivelsen af bogen ”Syv år for PET”.

Bogen, som er skrevet af Politiken-journalist Morten Skjoldager og delvist baseret på interviews med den forhenværende chef for Politiets Efterretningstjeneste, PET, Jakob Scharf, blev i fredags stoppet med et fogedforbud fra Københavns Byret.

PET havde kun haft mulighed for at læse bogens bagsidetekst, men frygtede ud fra den, at der kunne stå noget kompromitterende for tjenestens arbejde, operationer eller medarbejdere, lød forklaringen.

Søndag morgen kunne danskerne alligevel læse hele bogen i et særtillæg i Politiken. I avisen forklarede chefredaktør Christian Jensen, at forbuddet gik imod de basale frihedsrettigheder og fratog offentligheden muligheden for at føre en relevant samfundsdebat om ”det stykke nyere danmarkshistorie, hvor terrorisme blev en del af vores fælles virkelighed.”

”Hvis PET uden konkret mistanke kan forlange bøger – eller avisartikler – til gennemlæsning, så har vi reelt accepteret en efterretningstjeneste som publicistisk kontrolinstans, hvilket vil undergrave pressefriheden. Den slags har vi et andet ord for: Censur,” lød det.

Men sagen her handler ikke om censur, mener it- og mediejurist Peter Lind Nielsen, som arbejder i advokatfirmaet Bird & Bird og i en årrække har undervist i presse- og medieret på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Nej, sagen handler om, hvorvidt pressen skal gøre sig til dommer i sikkerhedspolitiske sager.

”Først skal det siges, at byrettens forbud ikke er endeligt, men et foreløbigt retsmiddel, der kan forhindre noget problematisk eller direkte farligt i at ske. Når Politiken vælger at bringe bogen i stedet for at vente på domstolenes vurdering, så tilsidesætter de hele vores retssystem.”

Ifølge Peter Lind Nielsen kan et brud som dette retfærdiggøres, hvis Politiken med 100 procents sikkerhed ved, at bogen ikke indeholder oplysninger, der kan bringe nogen i fare, eller hvis der er tale om væsentlige oplysninger, som det haster med at få ud til offentligheden.

”Men det er jo ikke tilfældet i denne sag. Jeg har endnu ikke set argumenter for, at man ikke kunne vente på en egentlig retssag, hvor man måske var kommet frem til, at nogle oplysninger af sikkerhedsmæssige årsager skulle sorteres fra. Så man må da håbe, at Politiken har læst bogen meget nøje igennem og kan være sikre på, at ingen agenter eller efterretningstjenester lider skade,” siger Peter Lind Nielsen.

Han tilføjer, at dette er endnu et eksempel på, hvordan mediernes forhold til forbud er blevet mere problematisk.

”Forbud mod bestemte informationer eller mod offentliggørelse af navne eller referater har ikke stor vægt i dag, for der er så mange muligheder for at bryde det. Der er bare ét medie, der skal sætte sig ud over retssystemet, og så falder vores retsinstrument til jorden.”

Peter Lind Nielsen er ikke den eneste, der ser kritisk på Politikens beslutning. Søndag udtalte Politiforbundets formand Claus Oxfeldt blandt andet, at han finder det overraskende og rystende, at pressen tilsidesætter byrettens afgørelse, og direktør for Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen mente, at man må respektere domstolenes vurdering af, om bogen indeholder noget, der er skadeligt for rigets sikkerhed.

Efter Politikens udgivelse af bogen har PET opgivet at opretholde sit forbud mod den, da det ifølge PET ikke længere er praktisk muligt.

Dermed har Christian Jensen i realiteten ageret højesteretsdommer og standset en sags behandling ved domstolene, siger næstformand i Folketingets udvalg vedrørende efterretningstjenesterne, Preben Bang Henriksen (V).

Også han finder udgivelsen af bogen problematisk og peger på, at den er i direkte strid med Retsplejelovens punkt om medvirken til overtrædelse af fogedforbud. Hvis Politiken ikke rammes af den lov, så må forbudsreglerne ændres, siger han.

”Det er klart, at vi skal have regler, der betyder, at et medie ikke kan blive ’overdommer’ og således i realiteten underminere en domstolsafgørelse. Hvis de nugældende regler ikke måtte være anvendelige, er det nødvendigt med en revision af bestemmelserne. Nedlægges der et forbud mod offentliggørelse, skal ingen føle sig fristet til at medvirke til at bryde forbuddet. Det er det, Politiken efter min opfattelse har gjort.”

Teaterdirektør og debattør Jon Stephensen diskuterede i går sagen i radioprogrammet Søndagsfrokosten på P1. Han finder det helt rimeligt, at PET gerne ville se bogen igennem inden udgivelsen.

”Jeg synes, det at trække pressefriheds- og censurkortet på refleks er lidt til grin i den her sag. For det er ikke den tidligere direktør for Toms Chokolade, der fortæller om sine år hos dem. Det er en tidligere chef i Politiets Efterretningstjeneste – det vigtigste sted, når det gælder rigets sikkerhed – der fortæller, uden at hans tidligere arbejdsgivere har fået en chance for at kigge med.”

”Vi lever i et retssamfund, men også i et samfund hvor vi gerne vil beskyttes, særligt i en tid hvor terrortruslen vokser. At en bog derfor ikke kan bringes uden en sikkerhedspolitisk vurdering, betyder ikke, at vi bliver til en diktaturstat. Det er noget, vi må tage med. Rigets sikkerhed ligger bedre i hænderne på domstolene end Christian Jensen,” siger han.

Derudover forstår Jon Stephensen ikke, at den forhenværende chef Jakob Scharf overhovedet må løfte sløret for sit arbejde i PET, kun få år efter at han blev fyret. Stod det til ham, burde efterretningstjenestechefer have mundkurv på i 10 år.

”Jeg synes, det er helt ude i hampen for at sige det mildt. For ingen tidligere direktører skal sidde og udlevere hemmeligheder om PET. Det er ikke, fordi jeg er imod ytringsfrihed, åben debat eller offentlighedens interesser, men hvis en efterretningstjeneste skal holde på hemmeligheder, så skal tidligere direktører ikke åbenbare dem, så snart de er ude af vagten. Der er tale om et moralsk problem.”

Formand for Dansk Journalistforbund Lars Werge har forståelse for Politikens beslutning.

”Det betyder ikke, at jeg er enig i eller opfordrer til, at man skal overtræde loven. Men jeg har forståelse for beslutningen, da der i denne sag i den grad har været tale om en problematisk proces.”

”Beslutningen om et forbud blev truffet på et lukket retsmøde og først meddelt til forlaget bagefter. Derudover er det uholdbart, at PET ville stoppe udgivelsen af en bog og dermed bremse pressefriheden på grund af en reklameomtale. Vi har meget vidtstrakte rammer for ytringsfriheden, og dem skal vi holde fast i,” siger Lars Werge.

Samme pointe fremhæver Politikens chefredaktør Christian Jensen.

”Vi reagerer på, at Politiets Efterretningstjeneste på et yderst tyndt grundlag får et fogedforbud. Det er ikke proportionalt med det voldsomme indgreb, det er ikke at lade en bog blive udgivet,” siger han og tilføjer, at det samtidig er vigtigt at påpege, at bogen kun omtaler historiske sager, som alle er afsluttet ved domstolene.

”Derfor kan man sige, at bogens indhold har historisk interesse og betydning og ikke tager fat på verserende sager. Det er vigtigt, at vi kan have en åben og fri samfundsdebat om, hvordan Danmark håndterede den nye virkelighed, som kom med terrortruslen. Derfor er det sørgeligt, at det første, der sker med en bog med interessante perspektiver, er, at PET forsøger at forbyde den.”

Hvad har I selv gjort for at sikre jer, at bogen ikke indeholder oplysninger, som kan få sikkerhedspolitiske konsekvenser?

”Jeg har læst den, og derudover er den skrevet af en erfaren Politiken-journalist, der har dækket stoffet i mange år og ved, hvor grænsen går. Og så har en af hovedkilderne, den tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste, læst hele bogen igennem. Jeg føler mig tryg ved, at han ved, hvor grænsen går.”