Om en måneds tid, i weekenden lørdag den 23. og søndag den 24. september 2017, spiller Danmarks Radio programmæssigt stærkt ud, fyrer en stor sum licenskroner af på to satsninger og kan forvente at få en ganske stor del af familien Danmark som publikum.
Lørdag aften genoptager den traditionsrige danske public service-stations hovedkanal DR 1 nemlig den historieformidlende dokumentarudsendelse ”Historien om Danmark”, hvor seriens gennemgående fortæller, skuespilleren Lars Mikkelsen, denne gang er nået til afsnittet om dengang i 1500-tallet, da Reformationen kom til Danmark.
Da seriens første afsnit blev vist i april 2017, så over 1,2 millioner danskere med, hvilket er uhørt højt for denne genre, og serien er også blevet rost for sit indhold.
Allerede aftenen efter er der premiere på DR’s nye store drama-satsning, Adam Prices ”Herrens veje”, som ifølge DR selv er en ambitiøs blanding af ”et konkret familiedrama, kirkepolitiske forviklinger, troen og tvivlen plus et stænk af det overnaturlige”.
Pudsigt nok spilles den vigtige rolle som præsten og patriarken Johannes, der både kæmper med sine to sønner og sine indre dæmoner, af selvsamme Lars Mikkelsen. Hvordan seerne vil modtage denne serie, vides selvfølgelig ikke, men en anden serie af Adam Price, ”Borgen”, har været helt oppe over 1,7 millioner seere og er ligesom flere andre DR-dramaserier blevet en dansk eksportsucces, højt elsket af blandt andre et stort antal britiske tv-seere.
Ingen af disse eksempler overgår den største danske seer-succes nogensinde, ”Matador”, der ved visningen af et afsnit i 1986 kunne fastholde hele 3,6 millioner danskere foran skærmen. Det var i Danmarks Radios velmagtsdage, da stationen kun rådede over én tv-kanal, som så til gengæld var den eneste landsdækkende danske tv-kanal, der fandtes. Det var to år før TV 2, og 10 år før internettet for alvor blev en faktor, man skulle regne med.
I dag har DR vokset sig til en mediemastodont med seks tv-kanaler, otte radiokanaler og en omfangsrig hjemmeside. Men selvom satsningen den 23. og 24. september kan give DR opmærksomhed fra en ganske betragtelig del af danskerne, er den tid uundgåeligt ved at rinde ud, hvor tv-stationen ses som ”hele Danmarks Radio” på den måde, som vi har været vant til, mener kulturminister Mette Bock (LA).
”Hvis vi ser på medieudviklingen generelt, så er udbuddet blevet meget større, og samtidig har DR spredt sig mere og mere. Medieforbrugerne bevæger sig så markant væk fra medier som DR, at selv hvis vi politikere stod bomstille og intet foretog os, ville DR’s position være truet,” siger ministeren.
Men de folkevalgte har ikke tænkt sig at stå bomstille. Samtidig med at DR har høstet roser for sin nyskabende historieserie, for særligt vellykkede nyere dramaserier og for sin næsten 40 år gamle, men netop genudsendte og aldeles uopslidelige tv-juvel fra Korsbæk og omegn, har DR også høstet megen kritik for overfladiskhed og uklogt pengeforbrug i 2017. Og i regeringsgrundlaget står der direkte, at ”der er behov for i højere grad at målrette DR’s produktion til mere grundlæggende public service for at fokusere stærkere på produkter, der ikke udbydes af kommercielle udbydere, samt for at reducere antallet af kanaler. Den nugældende mediepolitiske aftale udløber ved udgangen af 2018. Regeringen vil fremlægge et konkret forslag til fokusering af DR og en nedsættelse af licensen.”
Dagsordenen for det medieforlig, der skal indgås i dette efterår, er altså sat af regeringspartierne Liberal Alliance, Venstre og Konservative. Mindre DR. Færre kanaler. Lavere licens.
”Jeg vil ikke diskutere enkelte programmer, men overordnet set er vores hensigt, at DR skal vende tilbage til mere klassisk public service. Vi skal prioritere, at der er en kerne af dansk kvalitetsindhold, som danskerne får fra DR og andre aktører,” siger Mette Bock.
Støttepartiet Dansk Folkeparti har hen over sommeren sat trumf på ved at foreslå DR’s ensembler og DR Koncerthuset udskilt og ved at genfremsætte et gammelt forslag om at beskære DR med 25 procent.
”Vi vil ikke beskære public service med 25 procent, men vi mener, der er mange ting, man kunne overveje at flytte fra DR,” forklarer Dansk Folkepartis medieordfører, Morten Marinus.
Han mener blandt andet, at det er vigtigt, at der fortsat findes et tilbud af danskproduceret børne- og ungdoms-tv, men at denne opgave kunne sendes i åbent udbud, så det ikke på forhånd var givet, at dette skulle ud som traditionelt flow-tv via en af DR’s seks kanaler, så det vises på et bestemt tidspunkt. Børn og unge foretrækker i vid udstrækning at streame tv, altså hente det fra nettet, når de vil, så hvorfor skal DR så have en kanal til de små, DR Ramasjang, en til de lidt større, DR Ultra, og en til de unge, DR 3, spørger DF-ordføreren.
Såvel Mette Bock som Venstres medieordfører, Britt Bager, er åben over for at diskutere 25 procents beskæring, færre kanaler og at sende betjeningen af hele seergrupper som børn og unge i udbud. Ifølge Britt Bager må DR nemlig hellere have færre seere end lave tv, der er ”bredt, fladt og ligegyldigt”. Hun mener derfor, at politikerne konkret bør overveje at sænke det krav til DR, som ligger i den nugældende medieaftale, om, at DR skal bruges af 95 procent af befolkningen. Også kulturministeren er villig til stryge dette krav.
Hos det store oppositionsparti Socialdemokratiet er medieordfører Mogens Jensen villig til at se på såvel DR’s størrelse som antal kanaler, men han betegner det som ”en fattig dagsorden”, hvis de blå partier vil spare på dansk public service, og hvis ambitionen om, at 95 procent af danskerne skal bruge DR, opgives.
”Vi vil ikke have mindre public service, men mere og gerne bedre public service for pengene. For os er det især vigtigt, at DR fortsat står for de gode, gedigne og troværdige nyheder, for tv-dramatik af høj kvalitet og for at formidle dansk kultur, kunst og historie. Andre end DR kan bidrage til det, men vi skal have en stærk national spiller, et dansk brand, til at tage kampen op på et globalt marked præget af meget stor konkurrence,” siger han.
Den konservative medieordfører Naser Khader er heller ikke så begejstret for at skære ind til benet og acceptere, at flere danskere opgiver DR.
Han mener, at politikerne bør begynde med at diskutere, hvordan de forstår et opdateret og fokuseret public service-begreb, og derefter skal de formulere et krav herom til DR, og først når man nogenlunde ved, hvad det koster at få kravene opfyldt, kan man se, om der kan skæres.
”Lad os nu diskutere indholdet først. Jeg mener, det er vigtigt, at vi har DR til at fortælle os om vores historie, kultur, natur, helte og vigtige begivenheder. Vi skal have godt dansk drama, vi skal have godt børne-tv, og i en tid med fake news er det også vigtigt, at vi har en public service-kanal med nyheder, vi kan stole på,” siger Naser Khader og tilføjer:
”Vi skal også have underholdning. Men DR må gerne underholde på en klog måde, og vil skal ikke gå så højt op i seertal,” siger Naser Khader, der gerne ser ”X Factor” og ”Den store bagedyst” eksporteret til andre, mere kommercielle kanaler.
Netop talentshowet og amatørbagekonkurrencen hører til de nyere DR-udsendelser, som begge har høje seertal, men som folkevalgte og mediekommentatorer alligevel har svært ved at se berettigelsen i. For hvordan kan man se det som kulturbærende, demokratifremmende og indsigtsgivende, at hele nationen ”skal samles om at se på amatørsangere, amatør- bagere, gættelege, nostalgiske syngefilm, håndboldkampe og svenske krimier om bestialske mord i granskoven”, som journalist, debattør og tidligere Deadline-vært på DR 2 Adam Holm formulerede det i en DR-kritisk kronik i dagbladet Politiken i februar.
DR har – meget belejligt – netop proklameret, at ”X Factor” er slut, når showets 11. og sidste sæson er afviklet i 2018. Mens dagbladet Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, i en lederartikel giver programmet det overraskende skudsmål, at ”X Factor er et stykke dansk kulturhistorie, og om 25 år vil alle kritikerne af X Factor fortælle deres børnebørn om dengang i begyndelsen af det 21. århundrede, da hele nationen blev samlet om noget seriøs musikformidling i DR’s guldalder”, så er showet ifølge de tre borgerlige medieordførere et perfekt eksempel på, hvad DR ikke skal bruge penge på. Og selvom de alle respekterer armslængdeprincippet om, at politikere kun sætter rammer og ikke bestemmer over konkrete programmer, giver de gerne bud på, hvad de i stedet kunne ønske sig. Her hører enigheden dog op.
Morten Marinus ønsker sig et genreblandet musikprogram med alt fra dansktop til heavyrock i stil med ”Musikbutikken”, som DR sendte i 1990’erne med Keld Heick som vært.
Britt Bager drømmer om klassiske koncerter i den bedste sendetid på DR 1.
Og Naser Khader så gerne, at en historisk quiz tog over, når Thomas Blachman og de andre ”X Factor”-stjerner er blevet sendt hjem.
Ifølge Henrik Søndergaard, lektor ved Københavns Universitet og mangeårig forsker i public service og mediepolitik, er det ”svært ikke at se en sammenhæng” i, at DR lukker for sin seer-populære, men også ret poppede amatørsangkonkurrence efter 11 sæsoner, selvom DR-ledelsen selv benægter, at der skulle være en sådan.
”Der bør ikke være en sammenhæng, og det er også løbende blevet diskuteret i flere år, om ’X Factor’ skulle fortsætte. Men det virker symbolsk, at DR lukker for netop det program, som er blevet så kritiseret, men som samtidig har formået at samle en stor del af befolkningen og nå ud til grupper, som ellers ikke bruger DR, såsom etniske minoriteter,” siger han.
Ifølge medieforskeren er det, Dansk Folkeparti lægger op til med delvis støtte fra regeringens største parti, en så markant reduktion af DR, at DR slet ikke vil være det, vi har kendt det som, når de 25 procent er skåret væk.
”Hvis man beskærer DR med 25 procent, får man ikke bare 25 procent færre programmer, man får meget mindre. Man kan naturligvis diskutere, om DR skal fylde mindre. Det er min vurdering, at man godt kan beskære DR med 10 procent og stadig sige, at DR er for alle. Men hvis vi er oppe på 25 procent, og hvis DR skal have samfunds-, kultur- og debatprogrammer, men mindre underholdning, er en mulig konsekvens, at det ikke længere er alle danskere, der bliver betjent af DR,” siger Henrik Søndergaard, som tilføjer, at han ikke er sikker på, at ordførerne fra DF og V ”har tænkt den tanke til ende, om det yngre publikum virkelig slet ikke skal betjenes af DR”.
Medieforskerens pointe er, at hvis man vil sende flow-tv, er der brug for nogle kioskbaskere som ”X Factor”, der kan trække seerne til. Også børn, unge og etniske minoriteter. Det er rigtigt, at mange er holdt op med at tænde et tv på et bestemt sendetidspunkt og i stedet streamer de programmer, de ønsker sig. Men på internettet er DR udsat for skarp konkurrence fra alverdens udbydere, herunder streaming-tjenester som Netflix, der løber med film- og seriepublikummet, og Google og Facebook, som danskerne bruger så meget i deres jagt på net-indhold, at det er der, alle annoncekronerne er forsvundet hen. Set i forhold til nationale og gammeldags medier som TV 2 og dagbladene er DR en mastodont, men i en moderne globaliseret medievirkelighed er DR en dværg mod de store internet-giganter.
Han bakkes op af Frands Mortensen, medieforsker og professor ved Aarhus Universitet:
”Der er to grupperinger, som i årevis har ønsket et mindre DR. Der er dagbladene i organisationen Danske Medier, som håber at kunne få større muligheder for at leve af sin journalistik ved at sætte begrænsninger på DR’s. Men al international erfaring viser modsat, at tilstedeværelsen af en stærk offentlig public service-nyhedsformidling faktisk befordrer, at der også er publikum til en seriøs uafhængig presse,” siger Frands Mortensen og tilføjer:
”Den anden gruppe er blå blok, dog med De Konservative som en traditionelt mere DR-venlig spiller. Jeg tvivler på, at De Konservative vil lægge stemmer til en 25 procents beskæring, for det vil være en massakre på DR.”
Frands Mortensen vurderer, at en så hård beskæring uundgåeligt vil ramme netop de danskproducerede, ambitiøse satsninger som ”Historien om Danmark” og de bedste tv-serier fra DR Drama, fordi det er dem, der for alvor koster penge. Man kan fylde betydeligt mere sendeflade for pengene ved at vise ”Hammerslag”, ”Den store bagedyst” og den britiske krimiserie ”Barnaby” om og om igen.
”Ved sidste medieforlig klarede DR nogenlunde frisag, men denne gang kan det være alvor. Men det er slet ikke sikkert. For eksempel kan der ske det, at man endeligt beslutter at sælge TV 2, eller at licensfinansieringen af DR ændres til en skattefinansiering. Begge dele vil fritage DR for en alvorlig beskæring,” vurderer Frands Mortensen.
Borgerlige politikere har siden 2002 ønsket at sælge TV 2, men lige siden har det været usikkert, om det kan lade sig gøre i forhold til EU-lovgivningen. Det er det fortsat.
De borgerlige medieordførere mener ikke selv, at de ved at bede DR fokusere, indskrænke sig og måske nå ud til færre end 95 procent af danskerne, tager livet af idéen om ”Hele Danmarks Radio”. Morten Marinus erkender, at det er dyrt at producere de store dramaserier og den gode historieformidling, men det behøver ikke høre op, fordi det tynder ud, mener han.
”Da Per Stig Møller var konservativ kulturminister, sagde han, at vi både skal have klassisk public service og det, som samler. Det skal vi fortsat. Men det behøver ikke at være det samme hurtige flow på seks kanaler, og man behøver ikke producere to nye tv-serier om året,” siger han, og den nuværende minister Mette Bock, som netop har været på ”generations-rejse” og besøgt en række skole- og gymnasieklasser, supplerer:
”Når man spørger børn og unge, om de kender DR og ser deres programmer, svarer mange nej. Men så viser det sig, at de har set programmet ’Klassen’. De har bare fundet det via Google og ved ikke, det kommer fra DR. Det er den nye medieadfærd, som gør, at DR i sig selv står svagere. Men det ændrer ikke ved, at vi politisk skal skabe nogle rammer, som kan sikre, at vi fortsat lever i et oplyst land, hvor der er et udbud af dansk kvalitetsmedieindhold, og hvor det også bliver brugt.”