Medier: Kommission anbefaler at skære 10. klasse væk

En ny toårig ungdomsuddannelse - hpx - skal ifølge medier erstatte 10. klasse, anbefaler reformkommission.

Det skal i fremtidens uddannelsessystem ikke være muligt at tage 10. klasse.

Sådan lyder dele af anbefalingerne fra Reformkommissionen. Det erfarer medierne Politiken, Jyllands-Posten, Berlingske og Altinget mandag. Også Weekendavisen beskrev det samme før weekenden.

Forslagene kommer, forud for at Reformkommissionen onsdag i denne uge præsenterer sit forslag til børn og unges vej gennem uddannelsessystemet.

Forslagene betyder, at 10. klasse ikke længere skal være en mulighed. Hverken i kommunerne eller på en efterskole.

Som supplement skal der i stedet etableres en ny ungdomsuddannelse kaldet hpx. Det står ifølge Politiken for "højere praktisk eksamen". Den skal ifølge avisen kombinere klassisk boglig undervisning med praktiske fag.

På efterskolerne skal 10. klasse omdannes til et slags højskoleår for unge uden pensum og eksamen.

Imens skal det stadig være muligt at komme på efterskole i 9. klasse. Og ifølge medierne vil efterskolerne få samme tilskud fra staten som i dag.

Anbefalingerne kommer på baggrund af, at der bredt politisk er et ønske om at sikre, at en større andel af unge tager en erhvervsuddannelse.

I dag er det 20 procent af de unge ifølge Jyllands-Posten, der gør det. Derimod vælger størstedelen fortsat gymnasiet.

Og det er et problem, mener politikerne, fordi der er stor mangel på faglærte, imens efterspørgslen vokser.

Til gengæld er 10. klasse i dag et populært valg hos landets unge. Ifølge Berlingske er det lidt over halvdelen - 52,2 procent - af eleverne i 9. klasse, som søger om at tage et ekstra skoleår.

Hvis forslaget bliver til virkelighed, vil de unge, der i fremtiden vælger en hpx, først efter to års undervisning i boglige og praktiske fag skulle vælge faglig specialisering. Det skriver Jyllands-Posten.

Samtidig får de unge med en hpx-uddannelse mulighed for senere at læse videre - for eksempel på en professionsbachelor eller en erhvervsakademiuddannelse.

Forskningschef Andreas Rasch-Christensen hos uddannelsesinstitutionen VIA University College kalder forslaget "voldsomt".

- Det er meget indgribende i en stor gruppe unges valg. Forslaget giver mening ud fra nogle tanker om, hvad vi har behov for på vores arbejdsmarked.

- Men set fra et pædagogisk perspektiv er der store spørgsmålstegn, siger han til Berlingske.

Ifølge Weekendavisen skal den nye hpx-uddannelse ifølge kommissionen henvende sig til dem, der i dag går i 10. klasse. Dem, som har været i gang med grundforløbets første del på en erhvervsskole. Og til dem, der går i gymnasiet, men overvejer en erhvervsuddannelse i stedet.

Uddannelseschef Claus Rosenkrands Olsen fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv er imod afskaffelsen af 10. klasse, fordi det for ham spiller en vigtig rolle i samfundet.

Men han siger samtidig til Jyllands-Posten, at der er brug for at kigge på det tiende skoleår og efterskolernes evne til at løfte udfordrede unge.

/ritzau/