Medlemmer flygter fra KD

Hvor partiet tidligere har haft omkring 5000-6000 medlemmer, er der i dag kun 3000 tilbage

På få år har Kristendemokraterne mistet næsten halvdelen af sine medlemmer. Alene fra nytår til i dag er medlemstallet faldet fra 4052 til nu 3000. Det oplyser partiets organisatoriske næstformand, Tove Buch.

Kristendemokraterne har ellers i mange år haft en meget høj organisationsprocent, hvor medlemmerne har holdt fast i partiet, selvom det er gået tilbage ved folketingsvalgene. Derfor lå medlemstallet i en årrække nogenlunde konstant på 5000-6000.

Det faldende medlemstal er katastrofalt for partiet på flere måder. Dels rammer det økonomien hårdt, når færre betaler kontingent. Dels er der færre medlemmer til at indsamle de vælger­erklæringer, der skal til for at gøre Kristendemokraterne opstillingsberettiget til næste valg.

Det er da trist, men det handler meget om, at mange af vores vælgere gerne vil se, hvordan det går med fornyelsesprocessen i partiet, siger Tove Buch.

Dermed hentyder hun til det nye principprogram, som landsmødet skal tage stilling til på lørdag, og formandsvalget.

Hun peger på, at mange medlemmer er ældre, og en del føler, at de har aftjent deres værnepligt.

Forleden ringede en dame på 88 år og spurgte, om hun ikke kunne få lov til at melde sig ud, når hun var så gammel. Det kunne hun så godt, fortæller næstformanden.

Rigtig mange udmeldelser kom i øvrigt umiddelbart efter valgnederlaget i november.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk