Prøv avisen

Lærer: Meget kan læres på en computer, men det er ikke der, vi bliver til mennesker

Hvis man kaster et smugkig ind i en hvilkensomhelst dansk skole, vil man finde en lærer, der forsøger at opretholde og vedligeholde en undervisningstradition, samtidig med at tidens mange nye krav indarbejdes, hvor det giver mening. Her er lærer Charlotte Ipsen fra Elsted Skole anbragt i Nationalmuseets skolestue sammen med sin bærbare computer. Foto: Jens Welding Øllgaard

Som folkeskolelærer er det Charlotte Ipsens opgave at lære sine elever at være innovative. Men hendes erfaring er, at undervisning fungerer bedst, når der opstår en passende balance mellem fornyelse og opretholdelse og mellem specifikke mål og blik for helheden

Folkeskolelærer Charlotte Ipsen husker stadig en dansktime, hun havde for nogle år siden i sin 5. klasse på Elsted Skole i den nordlige udkant af Aarhus. Ud fra børnebogen ”Hundrede firkantede historier” af Louis Jensen havde hun lavet et forløb for børnene, hvor de blandt andet skulle lave deres egne historier ved at holde fast i noget af sproget og benytte den samme karakteristiske, ordknappe sætningskonstruktion som bogen, men skifte enkelte elementer og ord ud.

”Det kom der nogle vildt gode tekster ud af. Mange af børnene voksede ved oplevelsen af, at de selv kunne skrive sådan nogle tekster. Det er noget af det bedste, jeg har lavet,” fortæller Charlotte Ipsen, som ud over dansk også underviser i engelsk og flere andre fag.

Historien om de hundrede firkantede historier og en hel 5. klasse, der opdagede sin egen kreativitet, skiller sig ikke ud fra så meget andet godt, der foregår i den danske folkeskole. Men den rummer nogle indsigter, som dygtige lærere har haft i årevis. Indsigter, som er værd at huske i en tid præget af målopfyldelse og test – og af at innovation og entreprenørskab er blevet egenskaber, skolen specifikt har fået til opgave at fremme hos eleverne.

”Nogle gange virker det, som om man glemmer, at ikke alle børn har de samme kognitive evner, og at børn heller ikke har lige meget fantasi. Nogle gange kan man godt som lærer blive ked af det, fordi det at læse en svær tekst eller løse en svær opgave er den rene tortur for nogle elever,” siger hun og tilføjer:

”Hvis vi alene sætter høje faglige mål eller efterspørger kreativitet fra deres side, vil mange elever blive tabt, fordi de ikke kan finde på noget. Derfor er vi nødt til at arbejde med at give hver enkelt nogle skabeloner at arbejde efter, så de kommer i gang alligevel.”

Øvelsen i dansktimen udmærkede sig ved, at ingen behøvede at frygte det tomme papir. Ordene fandtes i forvejen og skulle bare skiftes ud så kreativt og nyskabende som muligt. Der fandtes ikke et firkantet rigtigt og forkert, men opgaven kunne afgjort løses mere eller mindre innovativt.

”Vi prøver som lærere at lægge tingene til rette, så ingen bliver tabt, men så det er udfordrende for alle. Der er noget af undervisningen, der skal være basal genskabelse af det allerede kendte, men der er også noget, som skal være legende og eksperimenterende, så det kan bane vej for noget nyt,” forklarer Charlotte Ipsen.

Det er kun tøvende, hun indvilger i at blive interviewet i egenskab af en nutidig vedligeholder af en dansk skoletradition, som er langt bedre end sit rygte. For hun ønsker ikke at være en vedligeholder i den betydning, at skolelærdommen af i går bare skal reproduceres af de kommende generationer.

Og idéen om at blive fotograferet i en fortidig skolestue er hun også modvillig over for, indtil vi enes om, at hendes meget nutidige computer skal med i billedet.

For det er på computeren, en meget stor del af hendes arbejde foregår. Elevernes afleveringer og lærerens respons. Afkodning af grafer om elevernes resultater i de nationale test. Skrivning af indstillinger til tværfaglige møder om udfordrede elever. Elektronisk kommunikation med forældre, kolleger og ledelse. Forberedelse af undervisningsforløb og jagt på nye, spændende materialer og forløb.

Men ved siden af alle de arbejdsgange, som udmærket kan løses elektronisk. Ved siden af de skematisk opstillede faglige og sociale kompetencer, hvor hjemmet og læreren med computermusen eller fingeren på trykskærmen skal sætte hak ved, om eleven ”kan”, ”kan næsten” eller ”kan ikke”, findes der en meget stor del af skolen, som fortsat handler om samskabelse.

”Tingene kan få tilføjet en betydning i et klasserum, som de ikke har, hvis eleven er alene og uden retning. Selvfølgelig skal der være fornyelse i skolen, men relationen er vigtig. Der er meget, der kan læres på en computer, men det er ikke der, vi bliver til mennesker,” erklærer læreren.

Men hvad er det konkret, der får Charlotte Ipsen til som så mange andre lærere at stejle, når skolepolitikere ønsker sig en ny og bedre skole? Når man på én og samme gang vil løfte fagligheden via høje målkrav, øge rummeligheden via inklusion i skolen og slippe kreativiteten og modet til at turde begå fejl fri ved at gøre innovation til et mål i sig selv?

”Der er mange, der ikke forstår, hvor arbejdskrævende det faktisk er at skulle overkomme det hele. At holde kontakten til hvert af de 28 mennesker, der sidder i klassen, samtidig med at man skal opfylde faglige mål og agere som konfliktløser. Og så kommer noget af det, der udgår fra politisk hold, til at virke absurd. For eksempel at der prædikes, at vi skal fremme børnenes innovative og kreative evner, samtidig med at undervisningen låses med massiv kontrolstyring, blandt andet gennem flere og flere test og en meget stærk fokusering på et hav af mål. Det er faktisk et paradoks,” svarer Charlotte Ipsen.

Hun tilføjer, at hun ligesom de fleste lærere er absolut tilhænger af, at der sættes mål og holdes øje med, hvordan det enkelte barn klarer sig, men det må ikke tage overhånd, så de snævre præstationsmål overskygger helheden og dermed frarøver barnet dets mulighed for egentlig dannelse i fagene.

”For halvandet år siden havde jeg tre søde praktikanter, som i en dansktime arbejdede med nogle digte. De arbejdede meget specifikt ud fra et læringsmål, der er på dette klassetrin om, at børnene skal kunne finde og opløse metaforer. Til gengæld hæftede jeg mig ved, at de slet ikke fik talt med eleverne om, hvad digtene handlede om,” fortæller Charlotte Ipsen.

Hendes budskab er, at den gode undervisning hverken består i, at man alene lærer de gode, gamle, basale skolefærdigheder og menneskelige egenskaber, eller at man forfølger nutidens evidensbaserede og isolerede læringsmål uden skelen til relationer og situationer. Den gode undervisning består i, at den kendte skabelon opretholdes, men at enkelte elementer skiftes ud, når der er gode grunde til det. Som når en 5. klasse på Elsted Skole på innovativ vis omskriver ”Hundrede firkantede historier”. Men uden at det bliver alt for firkantet.