Meget tyder på, at forsvarsforbeholdet bliver afskaffet. Men man skal aldrig tage resultatet af en EU-folkeafstemning for givet

Danskerne skal til folkeafstemning om EU-forsvarsforbeholdet. Det sker med massiv politisk opbakning om et ja til en fjernelse. Men meget kan ske inden valget

Det er ofte svært at forudsige udfaldet, når danskerne stemmer til EU-folkeafstemninger. Fotografiet her er fra 1998, da der skulle stemmet om Amsterdamtraktaten.
Det er ofte svært at forudsige udfaldet, når danskerne stemmer til EU-folkeafstemninger. Fotografiet her er fra 1998, da der skulle stemmet om Amsterdamtraktaten. Foto: Henning Bagger/NF/Ritzau Scanpix.

Der er hidtil afholdt otte folkeafstemninger om EU-spørgsmål i Danmark, hvoraf fem har ført til et ”ja” og tre til et ”nej”. Den 1. juni skal danske vælgere for niende gang til folkeafstemning om ændring af indholdet af Danmark medlemskab af EU. Denne gang drejer det sig om en fjernelse af EU-forsvarsforbeholdet.

I 1972 sagde danskerne ja til medlemskabet af EF/EU. Det var også resultatet af folkeafstemningen om Den Europæiske Fælles Akt (EF-pakken) i 1986. Ved folkeafstemningen om Maastrichttraktaten i 1992 var der imidlertid et lille flertal til nej-siden, hvilket ved folkeafstemningen året efter blev omdannet til et lille flertal til ja-siden. Amsterdamtraktaten og EU’s patentdomstol har også fået et ja fra danskerne. 

Afstemningen om Maastrichttraktaten i 1993 var inklusive fire forbehold angående forsvarssamarbejdet i EU, retssamarbejdet samt den økonomiske og monetære union (ØMU). Disse tre forbehold har fået stigende betydning, hvorfor der også har været et ønske om deres afskaffelse.

Indtil nu har ja-siden ikke haft megen succes med afskaffelse af forbeholdene. I 2000 afholdtes der en folkeafstemning om dansk tilslutning til ØMU’en. Det endte med et flertal til nej-siden, selvom tilhængerne af en dansk tilslutning i lang tid lå til at vinde. Det er et mønster, som viser sig igen og igen. I begyndelsen af en folkeafstemningskampagne fører ja-siden, som har opbakning fra de fleste politiske partier og de store erhvervsorganisationer. 

I løbet af afstemningskampagnen sker der imidlertid det, at nej-siden i højere grad bliver ligestillet med ja-siden i medierne, som gerne vil dække begge sider i debatten. I den situation vinder nej-siden frem, fordi den nu bliver mere hørt end tidligere. Ja-sidens tilslutning nedslides altid. Herudover er naturligvis en række andre forhold, som har betydning for resultatet.

Ja-siden kan langt fra være sikker på en sejr. Historien viser, at nej-siden altid vinder frem i forhold til udgangspunktet. Samtidig kan ydre faktorer som eksempelvis Ruslands angreb på Ukraine gavne ja-siden.

Peter Nedergaard

Lektor i statskundskab

Ved folkeafstemningen i Danmark om ØMU-forbeholdet i 2000 spillede det en rolle, at en række EU-lande samtidig indførte sanktioner mod Østrig, fordi det højreorienterede Frihedsparti var blevet optaget i regeringskoalitionen. Det syntes en del var udtryk for manglende respekt for demokratiet. I 2000 var Venstre og De Konservative også ret passive i ja-kampagnen. Det skyldes muligvis en kalkule om, at et nej ville svække Poul Nyrup Rasmussens autoritet som statsminister, hvilket skete. 

Sidst, men ikke mindst lagde den danske regering i 2000 ud med noget, som blev tolket som en uvederhæftig skræmmekampagne. Man hævdede for eksempel, at der ville komme flere job og et højere bruttonationalprodukt, hvis vi stemte ja, fordi renten ville blive højere uden for euroen. Mange økonomer var imidlertid uenige. Det viste sig da også, at dansk økonomi både før og efter euro-afstemningen klarede sig bedre end det europæiske gennemsnit.

I 2015 blev der afholdt folkeafstemning om det såkaldte retsforbehold, som blandt andet drejer sig om kriminalitetsbekæmpelse af enhver art. Det var imidlertid ikke hele retsforbeholdet, som var til afstemning. De udlændingepolitiske dele var undtaget, således at Danmark fortsat kunne operere med den såkaldte 24-årsregel. Venstre, De Konservative, Socialdemokratiet, De Radikale og SF anbefalede et ja. I begyndelsen af kampagnen så det også ud til, at de ville komme i mål. Men flertallet forsvandt i løbet af kampagnen, og det endte med et nej.

Også ved kampagnen i 2015 kom der overdrivelser á la, at Danmark ville udvikle sig til en frihavn for forbrydere, hvis ikke det blev et ja. Efterfølgende har det vist sig, at Danmark har kunnet få en model for et samarbejde på retsområdet med de andre EU-lande, som godt nok er lidt mere besværligt end ved et ja, men som dog kan fungere.

Den 1. juni i år skal Danmark til afstemning om forsvarsforbeholdet. En måling viste for nylig, at 49 procent af danskerne vil af med forsvarsforbeholdet, mens 27 procent vil beholde det. Forsvarsforbeholdet indebærer, at Danmark ikke deltager i EU’s militære operationer, og at vi ikke stiller med soldater og militært isenkram. Det har blandt andet drejet sig om patruljering og kamp mod pirater ud for Somalias kyst og fredsbevarende operationer i Bosnien-Herzegovina. Fremover forventes EU’s koordination på det forsvarspolitiske område at øges, fordi USA gradvis vil fokusere mere på Østasien.

Det er endnu ikke til at sige, hvordan det ender 1. juni. Men ja-siden kan langt fra være sikker på en sejr. Historien viser, at nej-siden altid vinder frem i forhold til udgangspunktet. Samtidig kan ydre faktorer som eksempelvis Ruslands angreb på Ukraine gavne ja-siden. Omvendt kan dette forhold få ja-tilhængere til at gå for langt og udskamme potentielle nej-sigere som Putin-tilhængere, hvilket sandsynligvis vil være kontraproduktivt. 

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.