I 1983 kom det første danske reagensglas-barn til verden på Rigshospitalet. Siden har fertilitetsteknologierne udviklet sig, og hver ny landvinding har indeholdt sit eget etiske dilemma: Må enlige og lesbiske få behandling (lovligt i 2007). Må man bruge en død mands sæd til at skabe et barn (lovligt i 2012)?
Og kan Line Lauritzen, som er uhelbredeligt syg med hjernekræft, tillade sig at få endnu et barn, som hun og kæresten Thomas Ullum overvejer i dagens avis:
”Min værste frygt er jo, at en ny graviditet vil få tumoren til at vokse på steder, hvor den ikke kan fjernes kirurgisk. Jeg er dybt i tvivl,” siger hun.
Hun har benyttet sig af en af de mindre kendte fertilitetsteknologier, som Danmark er blandt verdens førende lande inden for: Hun har fået nedfrosset væv fra sin ene æggestok, så hendes fertilitet kan bevares, selv hvis den kemokur, hun får nu, ødelægger den anden æggestok.
Og mens behandlingen er et fremskridt for syge kvinder, så åbner også denne teknologi for store etiske spørgsmål, siger Stine Willum Adrian, lektor i teknoantropologi ved Aalborg Universitet.
“Det er en teknologi, der er konstrueret til at skabe håb og en kæmpe landvinding for patienterne. Men det kan også ende i situationer, hvor teknologien sætter dem i svære dilemmaer, for eksempel om de kan overskue at sætte et barn i verden eller om de kan tillade sig det, hvis de har en begrænset restlevetid tilbage,” siger hun.
Siden 1999 har i alt har 1394 danske piger og kvinder lige som Line fået nedfrosset væv fra en æggestok for at bevare deres fertilitet, selv om behandlingen af deres sygdom ødelægger den. Cirka 150 har fået vævet sat ind i kroppen igen med henblik på at opnå graviditet.
Det er blandt de højeste tal i verden. Behandlingen tilbydes både til piger og voksne kvinder forud for behandling af anden sygdom, især kræft. En anden form for fertilitetsbevarende behandling til voksne kvinder er udtagning og nedfrysning af enten befrugtede eller ubefrugtede æg.
Neuropsykolog på Rigshospitalets klinik for hjerne- og nervekirurgi Christina Malling Engelmann anslår, at hun har omkring to til seks patienter om året med hjernetumorer, som henvises til fertilitetsbevarende behandling.
For dem gælder det, at kræften er uhelbredelig, dog ofte med en lang gennemsnitlig restlevetid på omkring 15 år.
“Jeg mener, at fertilitetsbehandling til mennesker med alvorlig eller dødelig sygdom er et emne, der bør drøftes så meget som muligt. Der er mange tabuer og meninger om ret og vrang, og en drøftelse vil give os alle flere vinkler og nuancer på en meget svær problemstilling,” siger hun.
Anna Sofie Bach er post.doc. ved sociologisk institut på Københavns Universitet og står bag verdens formentlig største studie med interview med en tredjedel af samtlige danske kvinder, der på det tidspunkt havde fået lagt vævet tilbage i kroppen efter endt sygdomsbehandling, i alt 32, samt 10 kvinder, der ikke havde fået lagt vævet tilbage.
Også hun peger på, at fertilitetsbevarende behandling som følge af alvorlig sygdom er debatteret forbavsende lidt:
“Selvom fryseteknologier anvendes mere og mere i den sammenhæng, og det bliver set som en del af standardbehandlingen til mange kræftpatienter,” siger hun.
Blandt de dilemmaer, hun fandt i sin forskning, var, at kvinderne ofte følte, at en graviditet kunne sætte deres egen overlevelse på spil.
Det gjaldt især kvinder med leukæmi og brystkræftpatienter, der har brca-gen, der giver en øget risiko for æggestokkræft.
“Vævet er taget ud af en krop, der er fuld af kræft. Mange talte en del om den række af risici, de følte, de skulle håndtere i forhold til at få vævet lagt tilbage. Nogle føler, at de tager nogle chancer, hvad angår tilbagefald, både når det er reelt, og når det ikke er. På den anden side kan udsigten til at miste sin fertilitet være næsten lige så livstruende som selve sygdommen, fordi det for mange opleves som at få frataget sine fremtidsmuligheder,” siger hun.
Dertil kommer, at teknologien “på helt nye måder” udfordrer den almindelige forståelse af den naturlige fertilitet.
Anna Sofie Bach peger på, at såkaldt “social nedfrysning” er debatteret intenst herhjemme: Det er det fænomen, at en rask, ung kvinde på for eksempel 25 år får frosset sine æg for måske først at få børn som 40-årig.
Men hvor nedfrysning af udtagne æg kun kan ske "i dusinvis" – og ikke er nogen garanti for fremtidig fertilitet – kan man med en hel æggestok fryse æg "i tusindvis”:
“Æggestokken er et helt organ, ikke ‘bare’ celler. Og også æggestokken har potentiale til at blive brugt ‘socialt’, som en forsikring af fremtidig fertilitet og mod overgangsalder. Eller som forebyggende behandling af kvinder, der er genetisk disponeret for at gå tidligt i overgangsalderen. Det ændrer på vores forståelse af fertilitet, når fertilitet bliver noget, man kan bevare og rekonstruere,” siger hun.