Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) mistede sin søster Hanne i 1971, sin kone Sally i 2001 og sin ældste søn Asger i 2010.
Både Per Stig Møllers far, hans farfar, hans oldefar og hans bror oplevede på samme måde at miste et barn og en ægtefælle.
Det får ham i en ny erindringsbog, ”Per Stig Møller – dage og kampe” , til at spørge, ”hvad det er for en forbandelse, der hviler over denne gren af Møller-slægten?”
Og endnu skarpere: ”Hvad har vi dog gjort den efter sigende så gode Gud?”, skriver han.
På en solbeskinnet sommerdag på terrassen i hans baghave i Kirkelte i Nordsjælland synes der umiddelbart langt til de tunge tanker om tab og livets forbandelser. Men den tidligere udenrigs-, miljø-, kultur- og kirkeminister forklarer, at de døde, nære familiemedlemmer, også hans far og mor, er ”med hver dag”. Ingen er borte, så længe nogen holder fast i mindet.
Han citerer den franske digter og udenrigsminister efter februar-revolutionen i 1848, Alphonse de Lamartine, for, at det ideelle liv efter tur skal leves poetisk, politisk og religiøst. Og med egne ord befinder han sig nu i den religiøse fase.
Hvad betyder det?
”Det betyder den kontemplative fase. Den kan være religiøs og ikke-religiøs. Man tænker tilbage. Det gør alle gamle mennesker. På forløb. På liv. På gjort og ugjort,” siger Per Stig Møller.
Han henviser til sin nye bog, som måske overraskende for nogen stopper med erindringerne i 2001, det vil sige netop som han blev udenrigsminister i Anders Fogh Rasmussens (V) første VK-regering.
Om der kommer et opfølgende bind om den del af hans liv, vil han ikke love nu.
Han forklarer, at bogen ville være ”væltet”, hvis den også skulle have handlet om østudvidelsen af EU, Irak- og Afghanistan-krigene, Muhammed-krisen og alle de andre store udenrigspolitiske begivenheder i nyere tid.
Så det er blevet til erindringer om hans opvækst med det konservative forældre- og kendispar, Lis og Poul Møller, om hans kampe mod marxismen på Københavns Universitet, om tiden som kulturredaktør ved DR og endelig om livet som folketingspolitiker og minister.
Selv beskriver han livet som en rutsjetur ned ad en pyramide, hvor man tidligt let kan skifte side, men efterhånden som pyramidesiderne bliver bredere, bliver det sværere.
Men han har fået muligheden for at skifte spor tre gange og forklarer, at selv om livet har budt på mange tilfældigheder, har det været muligt at finde en mening med dem.
”Var der så en rød tråd, og hvor blev den af? Den kan jeg se, og den vil du kunne se, hvis jeg nogensinde skriver bogen om udenrigsministertiden. Der var det, at jeg som dreng havde en frimærkesamling med frimærker fra Estland, Letland og Litauen og undrede mig over, hvor de lande var blevet af, fordi de var forsvundet ind i Sovjetunionen. Så var jeg nødt til som voksen at blive udenrigsminister for at få dem ind i EU.”
Video: Per Stig Møller om sit syn på det ideelle liv
”Der var min første artikel i Konservative Gymnasiasters blad om Irak og kurderne. Så måtte jeg mange år senere som udenrigsminister få stoppet den irakiske aggression over for kurderne. Så jeg kan se, der er en tråd. Der er en linje.”
Du nævner, at din søn Asger nåede at skrive 18 bøger, og at du især holdt af de religiøse digte og hans Jesus-digte. Hvorfor netop dem?
”Der synes jeg, han var bedst. Jeg synes, at de fanger evangeliet utrolig smukt. Jesus-skikkelsen, som han også har i digtet ’Lad de små komme til mig’ i dialogbogen er meget, meget smuk.”
”Den religiøse dimension er der. Han havde den dybt i sit digtersind, og der synes jeg, han skrev sine bedste digte, selvom han ikke selv syntes det.”
”Jeg er jo ikke noget dybt religiøst menneske. Det har vores familie aldrig været, men jeg vil kalde det kontemplativt.”
Du mistede Asger, din kone Sally og din søster Hanne alt for tidligt og spørger ’Hvad har vi gjort den gode Gud?’. Hvem er det spørgsmål rettet til?
”Gud kan jo læse med. Han kan give mig et svar en dag,” siger Per Stig Møller med et skævt smil.
Det lyder næsten som Job i Det gamle Testamente?
”Ja, men at leve er at miste. Jo længere tid, du lever, jo mere har du mistet. Det gør ondt hver eneste gang. Det gør ikke mindst ondt, når det er hustru og barn. Forældrene ved man, at man skal miste. Men yngre hustru og søn, det stod jo ikke i bøgerne. Jeg skulle være død først af dem, hvis man skal følge statistikken.”
Du rejser vel i virkeligheden det gamle spørgsmål om, hvordan Gud kan være kærlig, hvis han tillader den slags ondskab?
”Ja, du ser det også med tsunamier, krige og holocaust. Det behandlede jeg i Munk-bogen, hvor digterpræsten Kaj Munk efter Første Verdenskrig mister sin tro. Han siger: ’Enten er der en Gud, og så må han være ond, siden han tillader alt dette her, og så er der ingen som helst grund til at tilbede ham. Eller også er der ikke nogen Gud, og så er der jo heller ikke nogen grund til at tilbede ham.’”
”Så det problem har vi mennesker altid tumlet med, og nu har jeg også i denne bog tumlet med det.”
Har du noget svar på det?
”Næ, ikke andet end det, jeg også har i bogen om tilfældigheden og nødvendigheden. Det er ikke noget religiøst svar. Det er et kontemplativt svar. Alt er tilfældighed, og det udvikler så sin egen nødvendighed. Det er også en tilfældighed, at du blev dig, og jeg blev mig.”
”Men tabene er irrationelle. Dem kan du ikke regne ind. Der må du sidde tilbage med spørgsmålet, og jeg har ikke noget svar.”
”Jeg har lige genlæst Henrik Pontoppidans værk, ’De Dødes Rige’, fordi jeg skulle holde foredrag om det i Pontoppidan-selskabet i lørdags, og der er det også problemet. Hvorfor taber man? Hvad er det Gud vil, hvis han overhovedet er der?”
”Hans konklusion er svarende til Voltaires, at den eneste, der kommer ordentligt igennem i De Dødes Rige, er den fallerede student, der dumper tre gange til juraens første del, og så slår sig ned i den døende godsejers skovhytte og spiller fløjte og passer jordene.”
”Som Voltaire sagde, ’man skal passe sin have’, ikke? Man får aldrig svaret. Så kan man stå ved kisten og der vil præsten sige, at Gud har en mening med alt. Jo tak, men vi andre kan altså ikke se den, når vi kommer ud for de irrationelle ting.”
”Det er derfor, Albert Camus har spillet sådan en stor rolle for mig, helt fra drengeårene. Han står jo for absurdismen. Det er absurd, men du må give det en mening. Credo quia absurdum, altså, jeg tror, fordi det er meningsløst. Man må vælge troen, og man kan som Camus vælge humanismen og sige, at det er meningsløst, men jeg giver det selv en mening.”
Fra sit politiske liv peger Per Stig Møller på sin indsats som miljøminister i 1992 som den, der har givet størst mening.
”Jeg synes faktisk, de 13 ministerår var utroligt givende og spændende. Tænk at få lov til at lede forhandlingerne om ozonaftalen. Den betragter jeg stort set som den vigtigste politiske aftale, jeg har lavet, fordi det var med til at redde ozonlaget.”
”Da jeg møder nogle forskere på Svalbard i 2005, siger de, at ozonhullet er blevet mindre, og jeg spørger ’hvorfor det?’ De svarer: ’På grund af beslutningerne i København i 1992’, og de anede ikke, at jeg var tidligere miljøminister og havde ansvaret for det,” siger han.
Til det måske knapt så meningsfulde i politik hører de personlige konflikter.
Per Stig Møller var en kort tid konservativ partileder, og det førte til en voldsom konflikt med den tidligere leder, Hans Engell.
I den nye bog fortæller Per Stig Møller blandt andet, at han ikke var meget for at sige noget offentligt om Hans Engell, da han blev chefredaktør på Ekstra Bladet. Måske allerhøjest ønske både Engell og avisen tillykke, fordi de to passer godt til hinanden. Det afstod han dog fra efter råd fra sin sekretær.
Anderledes positive bemærkninger er der om socialkonservative venner som Connie Hedegaard, Henning Dyremose, Poul Schlüter, Kent Kirk og Pia Christmas-Møller.
Men kan det virkelig passe, at alle de flittige, dygtige og ærlige kun findes på den ene side i en politisk fløjkrig?
”De andres linje brød jeg mig jo ikke om,” siger han.
Ikke politisk, men er der nogen nationalkonservative eller liberalkonservative, hvor du tænker: ’De var dygtige og gode kammerater, selv om jeg var uenige med dem?’
”Hvem skulle det være?”
”Jeg ved ikke, hvor du vil placere Niels Ahlmann Olsen, men ham havde jeg det rigtig hyggeligt med. Han var en af Hans Engells støtter, men jeg havde ikke så meget at gøre med ham. Knud Østergaard skriver jeg også pænt om.”
Er der ellers et lighedstegn mellem dem, man politisk går i sving med, og dem man kan blive gode venner med inden for sit eget parti?
”Du inviterer heller ikke folk med til middag, som du ved, du er hamrende uenige med, for så ved du, at der bliver et skænderi ved middagen. Der skal være en fælles basis, for at man svinger. Hans Engell har da også været til middag her, skylder jeg at sige. Men jeg har ikke været til middag hos ham.”