Jia Jia ligner til forveksling en ung kinesisk kvinde. Da hun blev præsenteret for offentligheden i Shanghai i begyndelsen af 2017, var hun klædt i gevandter, som mere ledte tankerne hen på kejsertidens konkubiner end på det højteknologiske universitet i byen Hefei, hvor forskere havde brugt tre år på at skabe hende. Hun var nemlig ikke et rigtigt menneske, men en humanoid – menneskelignende – robot, hvis udseende angiveligt skulle være resultatet af, at forskerne havde gengivet udvalgte træk fra universitetets fem smukkeste kvinder.
Desværre kuldsejlede det kinesiske prestigeprojekt udi frembringelse af menneskelignende kunstig intelligens en smule, da Jia Jia nogle måneder senere blev interviewet af en journalist fra det amerikanske teknologitidsskrift Wired. Jia Jia ser ud og bevæger sig omtrent som et menneske, kan følge personer med øjnene og kan smile til dem. Men meningen med det hele var, at hun også skulle kunne tænke og tale som et menneske. Her viste interviewet imidlertid store begrænsninger. På et spørgsmål om, hvor i Kina den kinesiske mur ligger, svarede hun således:
”Kina”.
Jia Jia er nok køn, men også lidt smådum.
Anderledes var reaktionerne i december 2017, da skakcomputerprogrammet Alpha Zero spillede skakmatch mod et andet program, Stockfish, som indtil da blev regnet for verdens bedste. Ud af 100 skakpartier vandt Alpha Zero de 28 og spillede de resterende 72 remis. Efter at have studeret det nye skakprograms måde at spille på udtalte den danske stormester Peter Heine Nielsen, der er træner for den norske verdensmester Magnus Carlsen:
”Jeg har altid tænkt over, at hvis vi fik besøg fra rummet, hvordan ville de så spille skak? Nu ved jeg det.”
Præmisserne for den omtalte skakmatch er siden blevet draget i tvivl, ikke mindst af folkene bag Stockfish, som mener, at deres program med vilje ikke var indstillet optimalt til kampen mod Alpha Zero, som er udviklet af det Google-kontrollerede firma DeepMind. Men det ændrer ikke ved pointen. Siden den daværende skakverdensmester, russeren Garri Kasparov, i 1997 tabte til IBM-programmet Deep Blue, har kunstig intelligens været mennesket overlegent på dette specifikke område. Men i den seneste match så den danske stormester eksempler på skaktræk, der syntes at udgå fra en helt fremmed, langt højere form for intelligens.
Alpha Zero ser ikke ud som et menneske, men når det lige præcis handler om at udregne skaktræk, er den skræmmende klog.
Thomas Bolander er lektor, ph.d. ved DTU Compute og forsker i kunstig intelligens. Han bliver jævnligt forbløffet, når der kommer efterretninger fra begivenheder som Alpha Zero-præsentationen, hvor kunstig intelligens ser ud til at have foretaget et nyt kvantespring. Alligevel forholder han sig stærkt tvivlende til, om det nogensinde vil lykkes forskere at frembringe en robot, der på alle punkter matcher eller overgår mennesket selv.
”Det er en lang filosofisk diskussion, som går tilbage til 1960’erne, om det vil være muligt at skabe en robot eller computer, der kan alt som et menneske. Man kan ikke udelukke det, men på en række områder er den menneskelige kognition uhyre svær at efterligne kunstigt, for eksempel vores sproglige og sociale intelligens,” forklarer han.
Når vi bruger sprog, trækker vi på en mental forestillingsevne og en levet erfaring, og kunstig intelligens er ikke i besiddelse af nogen af delene. I stedet benytter kunstig intelligens sig af statistik. For eksempel er computerprogrammer ifølge Thomas Bolander blevet yderst effektive til ud fra millioner af billeder af mennesker at bedømme, hvem der er disponeret for hudkræft, og hvem der har en bestemt seksuel orientering. Men det bunder ikke i, at den kunstige intelligens ved det. Ud fra et kæmpe datasæt udregner den sandsynlige svar ud fra, hvordan det plejer at være, men ikke mere.
”Hvis man siger: ’Jeg gik med bare fødder i det varme sand og spiste vaffelis’, vil alle mennesker straks få en stemning af sol og sommer. Det får kunstig intelligens ikke. Man prøver at kode dem, så sandsynligheden for, at de kobler ord sammen på den rigtige måde er størst mulig, men der mangler en kobling fra sprog til virkelighed. Hvis man forestiller sig, at man lader et spædbarn vokse op i et lukket rum uden adgang til andet end at indlære en masse ord, er det jo utænkeligt, at der kan komme et velfungerende, socialt intelligent menneske ud af det,” siger Thomas Bolander.
Det, som computere især er velegnede til, er at processere data. Altså at behandle en ufattelig stor mængde information i et ufatteligt højt tempo ud fra en algoritme, en beregningsforskrift. Når algoritmerne er bygget sådan op, at computerprogrammet løbende reagerer og optimerer sig selv, kalder man det kunstig intelligens. Inden for snævre felter som spil med givne spilleregler er kunstig intelligens i hopla. Og Thomas Bolander påpeger, at hver gang nogen udtænker et eller andet afgrænset område, som man gerne vil optræne en computer til at mestre, lykkes det som regel rimeligt hurtigt.
”Der er i dag så meget computerkraft til rådighed i verden, at det ikke tager lang tid at omsætte en idé til virkelighed. Hele denne proces gik uendelig meget langsommere i 1960’erne, når man for eksempel ville lære computere håndskriftsgenkendelse, fordi maskinerne var så svage,” forklarer han.
Dette er med til at forklare, at et firma med alle Googles millioner af dollars og enorme computerkraft bag sig på kort tid kan skabe skaktræk af hidtil uset styrke. Men som det andet eksempel fra indledningen viser, bliver det straks vanskeligere at skabe vellykket kunstig intelligens, når vi bevæger os til den del af menneskelig tænkning, hvor der optræder fornemmelser, erfaringer og indsigter, der er sværere at omregne til uendelige rækker af ettaller og nuller, og når det ikke handler om at overgå mennesket på ét punkt, men at ligne det på alle punkter, som forhåbningen var med Jia Jia.
”Science fiction-genren er fuld af bøger og film, hvor der optræder robotter, som er fuldstændig som mennesker, men vi er endnu ekstremt langt derfra. Nu er vi der, hvor der er systemer, som kan spille skak, køre bil eller genkende objekter. Men hele den komplekse kombination af forskellige felter, den evne til at koble tanker til sprog og genkende handlinger, intentioner og planer, som menneskehjernen mestrer, er vi slet ikke i nærheden af,” siger Thomas Bolander, som erklærer, at menneskehjernen er det mest komplekse fænomen, der findes i naturen. Og de kunstige gengivelser, der indtil nu er foretaget af den, er meget grove efterligninger af udvalgte dele:
”Ikke mindst er vi langt fra de robotter, man ser i filmene, der er portrætteret som intentionelle væsener. Kunstig intelligens kan udføre det, vi sætter den til, men der er ikke noget, de selv vil opnå. Selvom det kan virke sådan, træffer de ingen valg. Uanset hvor menneskelignende robotter kan være, er det endnu forholdsvis simple væsener, som inden for begrænsede domæner kan være højst effektive, men som aldrig vil kunne tage beslutninger om for eksempel at overtage verdensherredømmet.”