Menneskeliggørelse af nazister skaber dilemma

Efter årtiers berøringsangst er nazismen i de senere år blevet menneskeliggjort i tyske film og tv-serier. Ifølge filmforsker sker det som tyskeres forsøg på at tilgive sig selv, mens psykolog ser det som et skridt mod at præcisere skyld

Joseph Goebbels, propagandaminister for Adolf Hitler, her fotograferet den 12. marts 1938, mens han læser op om de tyske tropper, der gik ind i Østrig.
Joseph Goebbels, propagandaminister for Adolf Hitler, her fotograferet den 12. marts 1938, mens han læser op om de tyske tropper, der gik ind i Østrig. . Foto: AP.

”Jeg mødte hende igennem to uger hver dag. Hun kunne være morsom, og jeg kom faktisk til at holde af hende. På samme tid foragtede jeg hende. Den dobbelthed er vanskelig at have med at gøre. Det onde bliver en mere flydende størrelse på den måde,” siger Florian Weigensamer.

Den østrigske filminstruktør og manuskriptforfatter er en af de fire instruktører bag filmen ”Et tysk liv” om topnazisten Joseph Goebbels’ sekretær Brunhilde Pomsel, der havde dansk premiere i går. Filmen ønsker blandt andet at menneskeliggøre nazismen ved at vise, at den ikke blev skabt af nogle få personer i toppen som Hitler, Goebbels og Göring, der var rene monstre, men at ansvaret også ligger hos ”de millioner af Brunhilde Pomsel’er, der var med til at bære forbrydelserne igennem,” som Weigensamer formulerer det.

Men spørgsmålet er, om menneskeliggørelsen kan gå for langt i retning af at forsøge at komme overens med eller ligefrem tilgive et så uhyrligt kapitel i Tysklands og Europas historie som nazismen og holocaust. Et kapitel, som Danmark og en række andre europæiske lande har besluttet at sikre erindringen af gennem en årlig undervisnings- og formidlingsindsats omkring årsdagen for befrielsen af kz-lejren Auschwitz den 27. januar.

”Inden årtusindskiftet var der kun få tyske film og tv-serier, som overhovedet forholdt sig til emnet, men i de senere år har vi set mange forsøg på at foretage en grundig, menneskeliggørende bearbejdning af nazitiden. Det kunne krigsgenerationens børn ikke selv holde ud at gøre, men nu gør børnebørnene det for fuld udblæsning,” siger Gunhild Agger, professor i medievidenskab ved Aalborg Universitet, der har studeret denne centrale strømning i de seneste 15 års tyske film.

Blandt de vigtigste eksempler nævner hun filmen ”Der Untergang”, som i 2004 gav et hidtil uset nuanceret Hitler-portræt, og tv-miniserien ”Vores mødre, vores fædre” fra 2013, som beskrev fem tyskere – en jødisk skrædder, en sangerinde, en sygeplejerske og to soldater – på en måde, så nutidstyskeren kunne leve sig ind i deres situation og deres dilemmaer.

Ifølge Gunhild Agger handler menneskeliggørelsen ikke om at se med mildere øjne på nazismen som ideologi eller på holocaust som det umenneskelige folkedrab, det var. Det handler om at bearbejde fortiden, så nutidens tyskere kan leve med den. Men ifølge filmforskeren er det kun sekretæren, man kan slippe af sted med at almindeliggøre til ”et tysk liv” som så mange andre. Ikke Hitler eller hans propagandaminister Goebbels selv.

”Brunhilde Pomsel har en række ’fortalelser’, der udstiller hendes fortsatte moralske slinger i valsen. Men det er interessant samtidig at se det nøgne, gamle ansigt udtrykke sorg over alt det forfærdelige, der er sket. Det tilfører noget formildelse til historien, og jeg ser det som et led i, at tyskerne prøver at tilgive sig selv,” siger Gunhild Agger.

Johannes Lang er ph.d. i psykologi og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, har forsket i holocaust og arbejder i øjeblikket på et projekt om krigspsykologi. Han påpeger, at menneskeliggørelsen af gerningsmændene i tyske film efter 2000 er fortsættelsen på en tendens i gerningsmands-forskningen, som går tilbage til 1990’erne og har været med til at udfordre opfattelsen af holocaust som et velorganiseret, nærmest industrielt massemord, hvor alle ordrer udgik fra toppen, hvor den almindelige tyske hær intet havde at gøre med folkemordet på jøder, og hvor det enkelte individ intet andet valg havde end at parere ordre.

”Holocaust var meget mere end nogle få menneskers værk, der var vildt mange involveret. Det var som regel velorganiseret, men også nogle gange kaotisk. Man improviserede, prøvede sig frem. Mange beslutninger var ovenfra overladt til den enkeltes initiativ længere nede i hierarkiet. Cirka en tredjedel af mordene på jøder foregik desuden ikke i gaskamre i Auschwitz og andre dødslejre, men ved nedskydning, hvor der var en konkret gerningsmand bag våbnet, ofte ansigt til ansigt med sit offer. Det flytter en del af ansvaret væk fra Berlin og ud til en bred vifte af lokale gerningsmænd i Norge, Polen og andre steder rundt om i Europa,” siger Johannes Lang, der selv er nordmand.

Forskeren mener ikke, at menneskeliggørelses-processen skal ses som et skridt i retning af hverken formildelse eller tilgivelse af den tyske befolkning, men derimod bestræbelser på at opnå en stadig dybere indsigt i de mekanismer, som muliggjorde nazismen og holocaust.

”Der er nogle tyskere, som er trætte af at skulle føle nationalkollektiv skyld, men jeg tror ikke, det er den vigtigste drivkraft i menneskeliggørelsen. Det stærkeste ønske er ikke et ønske om tilgivelse, men et ønske om at forholde sig til og forstå sin egen historie. Der er også en moralsk opfattelse af, at man ikke må glemme denne del af historien,” siger Johannes Lang, som tilføjer, at det under alle omstændigheder slet ikke tilkommer den tyske krigsgenerations børnebørn at tilgive:

”Det kan kun ofrene.”