Prøv avisen
Historiens nulpunkt

Menneskesyn efter Auschwitz: Vi skal opdrage til modstand

Dette billede blev taget den 27. januar 1945 af en sovjetisk soldat umiddelbart efter befrielsen af Auschwitz. Soldaterne filmede også de forhutlede, udmarvede fanger bag pigtrådshegnet, som havde været ofre for historiens største forbrydelse. Mellem 1940 og 1945 blev omkring 1,3 millioner fanger deporteret til Auschwitz. Ved befrielsen var 7000 tilbage. – Foto: Imago/Ritzau Scanpix.

Den 27. januar 1945 befriede sovjetiske soldater den kz-lejr, som var rygrad i hele den nazistiske udslettelses-industri. Lejren er gået over i historien som et billede på absolut ondskab og civilisationens totale selvdestruktion. Hvad kom Auschwitz til at betyde for eftertidens menneskesyn?

Tomme blikke i hærgede ansigter. Udmarvede mennesker i stribede dragter bag pigtrådshegn. Gamle, syge og lemlæstede. Mutte børn holder armene frem for at vise de tatoverede tal, de har fået som symbol på, at de var reduceret fra mennesker til numre. Krematorieovne. Bunker af sko. Bunker af hovedskaller fra tusinder og atter tusinder af døde.

Synet, der mødte de sovjetiske soldater, da de lørdag den 27. januar 1945 nåede frem til koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau i det sydlige Polen, findes foreviget på både film og fotografier. Befrierne var ikke i tvivl om, at dette ikke bare var en fangelejr. Det var et gerningssted for menneskehedens største forbrydelse. Derfor skulle beviserne gemmes for eftertiden.

75 år er nu gået, og gennem alle årene har Auschwitz og holocaust fungeret som det ultimative skræmmebillede. En rettesnor med modsat fortegn. En erfaring for menneskeheden som sætter spørgsmålstegn ved al menneskelighed. En lærestreg til dem, der troede, at menneskelig civilisation er et gode, som, når det først er opnået, ikke på rekordtid kan sættes over styr.

”De filosoffer, som har beskæftiget sig med Auschwitz, herunder Hannah Arendt, Theodor Adorno og Primo Levi, bruger forskellige beskrivelser, men er i bund og grund enige om, at dette er den absolutte bund for menneskeheden. Vi kan ikke komme længere ned,” siger Hans-Jørgen Schanz, professor emeritus i idéhistorie ved Aarhus Universitet.

Han tilføjer, at den mest reflekterede måske var den tysk-jødiske filosof Hannah Arendt, som blandt andet sagde, at kz-lejren kan ses som et nazistisk laboratorium for den idé, at alt er muligt.

”Og hvis alt er muligt, er der ingen moral. Auschwitz bliver et mikrokosmos for det makrokosmos, som er den totalitære stat. Derfor er det vigtigt at beskæftige os med kz-lejren, hvis vi skal forstå totalitarismen. Det er ikke foreneligt med et liberalt samfund at have kz-lejre,” forklarer Hans-Jørgen Schanz.

Han uddyber, at selvom der har været mange fangelejre og mange massakrer før og siden, og selvom der har været andre folkemord end holocaust, så har Nazitysklands industrielt frembragte ombringelse af mennesker en særlig afgrundsdyb ondskab over sig.

”Der var det særlige ved holocaust, at mens de fleste andre massakrer er foregået i en blodrus, som på et tidspunkt klingede ud igen, så var nazisternes folkemord koldt, kynisk og velplanlagt – og det klingede ikke ud. Tværtimod accelererede det, i takt med at Nazityskland tabte på slagmarken,” siger Hans-Jørgen Schanz.

Idéhistorikeren hæfter sig ved, at udryddelsen af jøder tilmed ser ud til at være blevet prioriteret højere af det nazistiske regime end selve krigsførelsen. På et tidspunkt, hvor der manglede brændstof ved fronten, fortsatte transporterne til Auschwitz med uformindsket styrke.

Destruktion af andres liv var vigtigere end at forsvare egne liv for Hitler og hans medsammensvorne, som åbenlyst fradømte jøder retten til at leve, men heller ikke regnede det enkelte individ i egne rækker – den konkrete tyske soldat eller borger – for noget.

”Set ud fra almindelige begreber om fornuft og nytte var det fuldstændig hul i hovedet. Som krigen skred frem og nederlaget nærmede sig, greb ondskaben og vanviddet om sig, men det er også svært at forestille sig andet end, at en så menneskefjendsk totalitaristisk idé i sidste ende må føre til sin egen selvdestruktion,” siger han.

”Hvis dette er et menneske” er titlen på den italienske Auschwitz-overlever Primo Levis hovedværk. Men nazisternes hovedpointe var, at der hverken var offer eller gerningsmand. Det enkelte menneske blev set som overflødigt. Hannah Arendt brugte i sit værk om processen i 1962 mod SS-officeren Adolf Eichmann udtrykket ”ondskabens banalitet”, men dette skal ikke forstås som et forsøg på at forklejne ondskaben i nazismen, understreger Hans-Jørgen Schanz:

”Udtrykket, som hun fik en del kritik for, havde hun fra en anden filosof, Karl Jaspers. Det, hun ville udtrykke, var, at Eichmann og de andre gerningsmænd ikke skal ses som monstre, men som et eksempel på, hvad der sker, når det enkelte menneske slår sin egen samvittighed fra.”

Den tyske filosof Theodor Adorno mente, at Auschwitz repræsenterede noget helt unikt i menneskets historie, nemlig civilisationens selvdestruktion, forklarer Per Jepsen, ekstern lektor i filosofi ved Roskilde Universitet.

”For Adorno var det et paradoks, at den menneskelige kultur og civilisation overhovedet kunne fortsætte efter Auschwitz. Når den nu gjorde det, må det være en rettesnor ud i al fremtid for alle mennesker, at noget lignende aldrig fandt sted igen. Derfor er det afgørende i den pædagogiske praksis at opdrage det enkelte menneske til modstand, til myndighed og til selvstændig tænkning. Det enkelte menneske må aldrig blindt overtage andre menneskers handlingsanvisninger, men er forpligtet til at aktivere sin egen samvittighed,” forklarer Per Jepsen.

I tiden efter Anden Verdenskrig var der megen selvransagelse og mange moralske tømmermænd, ikke kun i Tyskland, men i hele Europa. Stærke røster var fortalere for, at der måtte demokrati, stærke statslige og mellemstatslige retsdokumenter og institutioner til for at holde totalitarismen i ave. Så fik vi både De Forende Nationer, Europarådet og Den Europæiske Union. Vi fik verdenserklæringer, konventioner og internationale domstole.

Så langt så godt. Nogle kunne måske endda føle sig fristet til at betragte Auschwitz som en umenneskeligt hård skole, som menneskeheden gik i indtil i dag for 75 år siden, og som vi brugte de følgende år på at bearbejde, men nu har vi lært lektien. Men tror man det, tager man fejl, understreger Per Jepsen.

”Det var ikke Adorno, men en anden og ældre filosof, Kant, som sagde, at mennesket har en mulighed for det gode, men en hang til det onde,” siger han.

Det måske allervigtigste at lære om Auschwitz er ifølge Per Jepsen, at det ikke bare er overstået og nu er noget, vi har lært.

”Det kan ske igen. Det er sket igen i den forstand, at der har været andre folkedrab siden holocaust. Jeg mener ikke, vi skal betragte Auschwitz som så enestående, at det ikke kan sammenlignes med noget som helst andet,” siger han og tilføjer:

”I løbet af de seneste årtier har der været en tendens til, at det igen er blevet legitimt at sætte spørgsmålstegn ved nogle af de værdier, som refleksionen over holocaust førte med sig. Frem for alt idéen om universelle menneskerettigheder. Men det, at menneskerettighederne ikke længere er selvfølgelige, betyder måske, at vi er ved at glemme erfaringen fra Auschwitz.”