Ved foden af det 40 meter høje Nordbjerg ligger hvidt sand, som bliver trukket ud og ind langs den lange strand. Vi er på Anholt, hvor mere end 50.000 feriegæster årligt besøger ørken, klitter og by. Et sted, hvor solens stråler reflekterer i et nærmest krystalklart hav nær strandkanten, og synet snarere giver associationer til de dansk vestindiske øer end til et lille, isoleret ø-samfund i det kølige Kattegat.
For 82 år siden lå øens hovedvej, Nordstrandsvej, cirka 100 meter fra vandet, men i dag er distancen blot 10 meter. Det skyldes, at Anholt er et af de steder i Danmark, der er hårdest ramt af den erosion, der opstår, når bølger og havstrøm transporterer mere sand, grus og ler væk fra kysten, end der bliver tilført.
I praksis betyder det, at havet rykker ind over land og tættere på beboede områder. Langs stranden ligger Anholt Camping, hvor konsekvensen af erosionen sætter sine tydelige spor. I midten af campingpladsen står to huse side om side. Det ene er privat bolig, indrammet af et lavt træhegn. Det andet er campisternes hus til opvask, bad og toiletbesøg.
Foruden sand og sten er de to hovedbygninger omgivet af en legeplads, en håndfuld sorte træhytter og adskillige hvide campingvogne. Bag et af vinduerne i det indhegnede hus kan man skimte en mand iført en rød- og sortternet skovmandsskjorte. Det er ejeren Jens Rosendal. Sammen med sin kone Berit Rosendal har han i 18 år drevet Anholt Camping, hvor der hver sommer bliver booket mellem 12.000 og 15.000 overnatninger, men han frygter, at tiden som campingpladsejer lakker mod enden.
”På 10 år har jeg mistet 10.000 kvadratmeter af mit campingområde til havet, og fortsætter det i samme tempo, må jeg afvikle den og rive mit hus ned. Ellers opsluger havet det inden for 5-10 år. For mig handler det dybest set om, hvorvidt jeg skal afvikle eller udvikle campingpladsen.”
Teksten fortsætter under billederne
Han tager en mappe ned fra en hvid reol. Han åbner den forsigtigt og peger på et kort over campingpladsen. I en rolig bevægelse demonstrerer pegefingeren, hvordan en stor del af den oprindelige campingplads, der før var strand og græs, i dag er hav.
At Jens og Berit Rosendal endte som erhvervsdrivende på Anholt, skyldtes en salgsannonce i Morgenavisen Jyllands-Posten næsten to årtier tidligere.
Det virkede som en spændende mulighed for at prøve noget nyt for den ellers nyuddannede pædagog. Dengang var der ingen tegn på, at erosion stykke for stykke ville fjerne campingpladsen.
I Norddjurs Kommune optager kystsikringen af Anholt de lokale politikere. I 2013 fik kommunen udarbejdet en rapport fra rådgivningsvirksomheden COWI. Rapporten indeholder et konkret projekt, som har til hensigt at befri Nordstrandsvej og campingpladsen fra havets mangeårige belejring. Men det første spadestik mangler fortsat at blive taget på grund af lavvande i kassen. Samlet set koster det 15,6 millioner kroner. Kystdirektoratet giver et tilskud på 6 millioner, Norddjurs Kommune bidrager med 1,6 millioner, og de resterende 8 millioner skal Jens Rosendal og øens øvrige beboere skaffe – og de er adskillige millioner fra målsætningen.
Trods kommunens gode intentioner føler Jens og de andre øboere sig fanget i et årelangt vakuum. I Norddjurs Kommune er ingeniør Jens Gregersen sagsbehandler på projektet, og han forstår godt den udbredte frustration blandt øens indbyggere.
”Kommunen fik tilladelsen til projektet i 2014, og den er siden blevet forlænget år efter år, fordi vi fortsat mangler finansiering til at begynde. Der er også lavet et forslag til et reduceret projekt, som tilladelsen desuden gælder til, og som koster mellem 8 og 9 millioner kroner. Som det ser ud nu, gennemføres det billigere projekt, men vi har endnu ikke opgivet den bedste løsning. Men det er op ad bakke,” siger han.
Ø-samfundet forsøger dog at gøre sit for at indsamle penge til projektet. Ved LokalBrugsen Anholt er ved siden af pantautomaten opstillet en brun postkasse med en seddel, hvorpå der står Bidrag til kystsikring af Anholt. Et andet tiltag er crowdfunding-initiativet Red Anholts kyst, der er startet af Anholt Beboerforening og har som mål at indsamle en million kroner inden årets udgang. Ved indgangen til juli mangler indsamlingen omkring 400.000 kroner for at passere mållinjen.
For hver dag der går, bliver der taget en lille bid af øens eneste campingplads. Selvom han elsker arbejdet med at vedligeholde og transportere campingvogne rundt, er der en grænse for, hvad Jens Rosendal vil stå model til.
”Jeg vil ikke låne flere penge for at forbedre campingpladsen, hvis ikke jeg har vished om, at den fortsat vil være her i 10–20 år. Ligesom med andre af samfundets problematikker virker det, som om at vi skal helt ud på kanten, før der sker noget,” siger han.
Pia Adelsteen, miljøordfører fra Dansk Folkeparti og formand for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg bakker ham op.
”Beboerne på småøerne som eksempelvis Anholt har selvfølgelig ikke råd til kystsikring, hvis regningen ender med at blive fordelt mellem få hænder. I Dansk Folkeparti ønsker vi, at de danske småøer er beboede, og så nytter det ikke noget, at vi lader dem, der ønsker at bosætte sig på øerne, i stikken. Jeg synes ikke, at man udelukkende skal gøre behovet for kystsikring op i materielle værdier, fordi så begynder man at lave en vurdering af, hvad der er værd og ikke værd at sikre.”
Tilbage på den hvide sandstrand har Jens Rosendal atter engang fundet sig til rette ved det indhegnede hus. Fra baggården kan han se ud over klitterne på det rolige vand, der med taktfulde slag bølger ind mod kysten.
”Om man så vælger løsning a, b eller c, eller man helt undlader en løsning, så lad mig i det mindste få nogle svar fremfor at blive fastholdt i det her vakuum,” lyder det kontant fra ham.