Det går fantastisk godt med det danske sundhedsvæsen, men det er også presset. Det haster med forbedringer, men nu må en kommission lige bruge et års tid på at forberede dem, så de kan mærkes for borgerne om to-tre år.
Paradokserne stod i kø, da statsminister Mette Frederiksen (S), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (Mod) og indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) tirsdag præsenterede Sundhedsstrukturkommissionen, som skal komme med oplæg til fremtidens sundhedssystem.
Målet er at sætte patienten i centrum, sikre lige adgang til behandling af høj kvalitet i hele landet, et mere frit valg af sundhedsydelser, samt at flere borgere kan behandles i deres hjem eller tæt på hjemmet.
Paradokserne bliver ikke mindre af, at netop de tre toppolitikere om nogen har præget sundhedsvæsenet herhjemme de seneste 20 år. Som indenrigs- og sundhedsminister i Venstre-regeringen i 2007 var Lars Løkke Rasmussen chefarkitekt for den reform, der nedlagde amterne og skabte regionerne.
Som statsminister i den forrige periode tog Mette Frederiksen styringen over sundhedspolitikken under hele coronapandemien, og Sophie Løhde var først ældre- og sundhedsminister i Venstre-regeringen fra 2015 til 2016 og siden innovationsminister i VKLA-regeringen frem til 2019. Den regering aftalte en sundhedsreform med Dansk Folkeparti, som dog aldrig blev til virkelighed. Reformen ville have omdannet regionerne til fem sundhedsforvaltninger og 21 sundhedsfællesskaber, der skulle bygge bro mellem sygehuse, kommuner og praktiserende læger.
Det sidste er den treklang, som ofte og også på pressemødet tirsdag kaldes "sundhedsvæsenets Bermudatrekant". Det vil sige et område, hvor patienterne risikerer at blive tabt i overgangene fra den ene instans til den anden.
Lars Løkke Rasmussen erkendte tirsdag, at sundhedsreformen fra 2019 ikke "nødvendigvis var verdens bedste bud", fordi den var indgået som et kompromis mellem flere partier lige før et valg.
Som minister nedsatte Sophie Løhde i 2016 Udvalget om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen med repræsentanter for både Danske Regioner og Kommunernes Landsforening. Udvalget kom i 2017 med en lang række anbefalinger, men dem afskrev Sophie Løhde tirsdag som "laveste fællesnævner". Netop repræsentanter for regionerne og kommunerne sidder heller ikke med i den nye kommission. Regeringen vil ikke risikere, at man igen får en kommission, hvor parterne sidder og vogter over deres egne interesser.
Formand for Sundhedsstrukturkommissionen er blevet Jesper Fisker, som også er administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, og de øvrige medlemmer er eksperter inden for administration og sundhedsøkonomi.
Særlig interessant er det, at man har inviteret professor Gunnar Bovim fra Norges Teknik- og naturvidenskabelige Universitet med. Han er i forvejen formand for den norske Helsepersonellkommisjonen.
Netop Norge har i en snes år haft et statsligt sundhedsvæsen med Stortinget og regeringen som de hovedansvarlige, og hvor fire regionale såkaldte helseforetak med professionelle bestyrelser står for den daglige ledelse.
Fungerende økonomiminister Stephanie Lose fra Venstre skrev som regionsformand i 2019 et kritisk debatindlæg i Kristeligt Dagblad om det norske system. Jo, Norge fik efter nogle år styr på økonomien i det statslige sundhedsvæsen, men landet brugte i hvert fald dengang også 20-30 procent mere på det pr. indbygger end for eksempel Danmark. Uligheden på sundhedsområdet fik man derimod ikke bugt med, og hagen ved et statsligt sundhedsvæsen er, at hver eneste sag om sygehuslukninger og behandlingsskandaler har det med at lande på sundhedsministerens bord.
Den danske sundhedsreform fra 2019, som altså ikke nåede at træde i kraft, var på mange måder skåret over den norske læst. Det var Lars Løkke Rasmussens bud på at lukke regionerne, men som han også selv erkendte i folketingssalen tirsdag, blev kimen til hans brud med Venstre nok lagt med den reform.
Både i Venstre og Socialdemokratiet er der fortsat en dyb modvilje mod at nedlægge regionerne. Det handler dels om, at et statsligt sundhedsvæsen ikke nødvendigvis bliver bedre og billigere eller skaber en mere lige adgang til sundhedsydelserne. Dels om, at de to magtpartier som regel helst er fri for at sidde med det direkte ansvar, når hospitaler fejler, som det netop er sket med kræftbehandlingen i Aarhus og andre steder.
Med alt det udvalgs- og kommissionsarbejde, der allerede findes om det danske sundhedsvæsen, kunne regeringen selvfølgelig have skabt en ny struktur, hvis den havde villet. Kommissoriet for den nye kommission indledes med, at "det er en hovedprioritet for regeringen, at vi har et velfungerende sundhedsvæsen". Taget for pålydende giver det ikke rigtig mening at bruge endnu et år til et udvalgsarbejde for eksperter. Når der derefter skal være tid til at skrive og forhandle et politisk udspil, kan der nemt gå to-tre år, før ændringerne i praksis kan mærkes for de patienter, man gerne vil sætte i centrum i sundhedsvæsenet.
Den mest indlysende forklaring på, at regeringen alligevel giver sig så god tid, er, at den interne uenighed om først og fremmest regionernes skæbne er for stor. Den kunne der ikke bygges bro over ved regeringsforhandlingerne på Marienborg, så nu er det lagt over til en kommission. I gamle dage havde man kaldt det en syltekrukke.
Dette er en politisk analyse.