Morten Messerschmidt: Danmark skal ikke være et indvandringsland

Vi kan hjælpe langt flere i nærområderne end ved at åbne for asylsøgning i Danmark, siger Dansk Folkepartis folketingskandidat Morten Messerschmidt om partiets forslag om et fuldt asylstop. Han ved dog ikke, om det er konventionsstridigt

Morten Messerschmidt siger, at smertegrænsen for længst er overskredet for fremmede i Danmark. –
Morten Messerschmidt siger, at smertegrænsen for længst er overskredet for fremmede i Danmark. – . Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Morten Messerchmidt, hvorfor skal vi have et fuldt asylstop efter valget?

Af to årsager: Fordi smertegrænsen for længst er overskredet for fremmede i Danmark. Vi har uoverkommelige problemer på alle mulige fronter: Kriminalitet, manglende integration og folk, der vil vende Danmark ryggen. Dertil har jeg aldrig forstået logikken i at insistere på, at folk skal komme til Europa, når vi kan hjælpe flere i nærområderne.

Asyltallene er de laveste i 10 år. Giver det ikke bedre mening at fortsætte ad stramningssporet i Danmark end at lave et fuldt asylsstop, der kan være konventionsstridigt?

Selv hvis der kommer 1000 flygtninge til Danmark om året, skal vi stadig bruge en uforholdsmæssig stor del af ressourcerne i forhold til, hvor mange vi kan hjælpe i nærområderne. Det allervigtigste er at understrege, at Danmark ikke er et indvandringsland.

Hvordan skal et asylstop konkret gennemføres?

Der er flere måder, man kan gøre det på. Mette Frederiksen og Lars Løkke har tanker om store lejre i Nordafrika, hvor flygtninge kan søge asyl i stedet for at søge i Europa. Og så er der en mere enkelt vej, hvor Danmark vælger at sige, at vi slet ikke ønsker at tage imod spontane asylansøgere. Der kan også være andre muligheder. Målet er at hjælpe de mange i stedet for de få.

Hvordan skal et asylstop gennemføres, uden at det kommer i konflikt med eksempelvis flygtningekonventionen?

Jeg er ikke ekspert nok til at kunne sige, hvordan det ser ud i forhold til flygtningekonventionen. Men der ville være noget paradoksalt i, at internationale forpligtelser skulle forhindre et land i at hjælpe flere i nærområderne end i ens eget land. Det ville være fuldstændig barokt, at man absolut skal hjælpe så få som muligt.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har i valgkampen sagt, at Danmark hører til i det internationale samfund, og at han ikke kan honorere krav om, at vi skal træde ud af konventionerne. Dermed udelukker jeres forslag, hvis det er konventionsstridigt, vel en V-DF-regering?

Det er ikke mig, der skal forhandle et regeringsgrundlag. Det klarer Thulesen Dahl (partiformand, red.). Jeg kan se mange områder, hvor vi ser anderledes på tingene end Venstre. Også om EU. Jeg har også set eksempler på, at der kan være skærmydsler internt i den nuværende borgerlige regering.