Messerschmidt får opbakning fra juraprofessor, 2021 mest voldelige år for kristne i Indien, og Desmond Tutu bisættes

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Philip Davali/Ritzau Scanpix, Punit Paranjpe/Reuters/Ritzau Scanpix og Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Philip Davali/Ritzau Scanpix, Punit Paranjpe/Reuters/Ritzau Scanpix og Pool/Reuters/Ritzau Scanpix.

Velkommen tilbage - efter en juleferie er Morgensamling nu klar til at byde jer velkommen til 2022. Vi starter nyhedsoverblikket med en begivenhed, der fandt sted på årets første dag. 

I Sydafrika blev den højt respekterede tidligere ærkebiskop og modtager af Nobels fredspris Desmond Tutu bisat nytårsdag. Blot 100 mennesker deltog i bisættelsen på grund af de coronarestriktioner, der er i Sydafrika. De sidste to dage op til bisættelsen defilerede tusindvis af mennesker dog forbi katedralen St. Georges Katedral for at tage afsked med ærkebiskoppen, der lå på castrum doloris.

Desmond Tutu fik dermed den simple afsked, han ønskede sig uden for meget pomp og pragt,  kan man læse i Kristeligt Dagblad, der bringer en reportage fra bisættelsen.

Højeste antal corona-indlagte i et år 

Apropos Sydafrika - det var her, at man fandt de første tilfælde af den snart ikke længere så nye variant af coronavirus omikron. Mellem jul og nytår blev rekorden for flest smittede på ét døgn i Danmark sat mere end en gang, og det kan man nu se på landets hospitaler. I går blev der meldt om det højeste antal indlagte siden slutningen af januar 2021, i alt var der 709 indlagte med coronavirus på tværs af landets hospitaler søndag eftermiddag, skriver Ritzau. Tallene viser dog også, at der er forholdsvis stor udskiftning blandt patienterne, som altså for manges vedkommende hurtigt bliver udskrevet igen. 

Mere end hver tiende indlagte med omikronvarianten den seneste måned er blevet smittet på sygehuset, viser ny rapport fra Statens Serums Institut. Og det kan være problematisk, for de personer, som i forvejen er indlagt på landets hospitaler, er ofte patienter i risikogruppen, skriver DR. Igen er det især omikronvarianten, der volder problemer, da den er mere smitsom og ofte giver mildere symptomer, hvilket kan gøre det sværere at opspore de patienter og det personale, som er smittet og isolere dem.

Formandsplaner og drømme i DF

Vi forlader coronakrisen og bevæger os videre til formandsvalgkampen i Dansk Folkeparti. Morten Messerschmidt og Peter Kofods plan om at overtage henholdsvis formands- og næstformandsposten, selvom Morten Messerschmidt stadigvæk har en retssag for misbrug af EU-midler og dokumentfalsk hængende over hovedet, bliver ifølge Messerschmidt nu blåstemplet af en juraprofessor.

Det sker, efter at Morten Messerschmidt har fremlagt partiets vedtægter og den plan, som han og Kofod har fremlagt, for hvad der skal ske, hvis Morten Messerschmidt bliver kendt skyldig i hans retssag, for dr. jur. Erik Hørlyck. Juraprofessoren mener, at det vil være “vedtægtsmæssigt uangribeligt”, hvis årsmødet vælger den model, som Kofod og Messerschmidt har fremlagt, kan man læse i Politiken

Politisk årsanalyse: Der er flere grønne end røde lys for regeringen i 2022

Vi bliver ved den politiske situation i Danmark. På forsiden af Kristeligt Dagblad kan man i dag læse en analyse af den politiske situation, som Mette Frederiksens og hendes regering står over for i 2022. Der blev nemlig vendt rundt på et par synspunkter i Mette Frederiksens nytårstale, hvilket man kan læse mere om her

2021 blev det mest voldelige år for kristne i Indien

Vi forlader Danmark og rejser til Indien. En ny rapport betegner 2021 som det mest voldelige år for landets kristne i hele Indiens historie, skriver The Christian Post. Rapporten bygger på 486 voldelige hændelser om forfølgelse af kristne. Det er især selvtægtsgrupper bestående af ekstremistiske hindunationalister, som står bag overgrebene på den kristne befolkning i landet. Ifølge United Christian Forum, som har udgivet rapporten, er det især et problem, at landets myndigheder ikke tager forfølgelsen alvorligt. Det er især loven om tvungne religiøse omvendelser, der skaber problemer, for selvom ingen kristne er blevet dømt for loven, bliver den brugt af selvtægtsgrupperne som en undskyldning for at pågribe kristne, som de senere overleverer til politiet. 

Amerikansk kongresmedlem bandlyst fra Twitter

Så går turen til internettet. Det sociale medie Twitter bandlyste i går aftes det amerikanske kongresmedlem Marjorie Taylor Greenes private Twitter-konto for hendes gentagne spredning af misinformation om coronavirus. Bandlysningen kom i kølvandet på en misvisende graf, som Marjorie Taylor Greene havde delt på Twitter, der omhandlede en række dødsfald i relation til corona-vacciner, skriver CNN. Efter Twitters beslutning har Marjorie Taylor Greene skrevet en besked fra sin officielle kongres-twitterkonto, som ikke er blevet lukket, hvor hun skriver, at “sociale medie-platforme kan ikke stoppe sandheden fra at blive spredt bredt ud.” 

Dinosaur-fodspor fundet i Wales

Vi slutter årets første Morgensamling af med et interessant fund. På en strand i Wales har man fundet en række fodspor, der er 200 millioner år gamle, som formentlig stammer fra en tidlig dinosaur af typen sauropod, der i daglig tale kendes som en langhals. Fundet blev først gjort af en amatør-palæontolog i 2020, men er nu endelig blevet bekræftet til at være et fodspor. Forskerne, der har undersøgt fodsporene, håber, at de kan være med til at give en bedre forståelse af, hvordan dinosaurer har gået, og hvordan de har bevæget sig i flok, skriver CNN

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage.