Den ene formandskandidat har en fængselsdom hængende over hovedet for svig med EU-midler. Den anden er stadig ikke medlem af partiet og risikerer at komme i fængsel efter en rigsretsdom. Og den tredje sidder uden for Folketinget og er for nylig blevet fyret fra et job i partiets eget sekretariat for illoyalitet.
End ikke forfatterne bag tv-serien Borgen kunne formentlig have udtænkt et sådant plot til et formandsvalg i et af landets større partier. Alligevel tegner alt til, at Dansk Folkeparti kommer til at vælge en af de tre profiler som formand på et ekstraordinært årsmøde den 23. januar.
Den nuværende næstformand Morten Messerschmidt erklærede sit kandidatur i Berlingske Søndag, hvor han også lancerede et politisk fempunktsprogram sammen med medlem af Europa-parlamentet, Peter Kofod. Sidstnævnte er udset til at blive ny næstformand, og skal erstatte Morten Messerschmidt på formandsposten, hvis udfaldet af Meld- og Feld-sagen skulle gøre det nødvendigt for ham at trække sig. I byretten fik Messerschmidt en betinget dom på seks måneders fængsel, og den afgørelse er anket til landsretten.
Et af problemerne for Messerschmidt er, at hans model med Peter Kofod som næstformandskandidat ikke uden videre kan realiseres. Af partivedtægterne fremgår klart, at folketingsgruppens næstformand også er politisk næstformand, men Peter Kofod er i dag end ikke medlem af Folketinget. Hvis han skal være næstformand vil det derfor som minimum kræve en vedtægtsændring, hvad der foreløbig ikke lagt op til på det ekstraordinære landsmøde til januar.
Begge understregede da også, at hvis en anden mulig formandskandidat - løsgænger, Inger Støjberg - melder sig som formandskandidat, vil de bakke hende op og trække sig.
Inger Støjberg ses i store dele af kriseramte parti som den eneste frelser, der kan forene de stridende fløje.
Lige nu voterer Rigsretten i hendes sag om eventuel overtrædelse af ministeransvarsloven ved den undtagelsesfri adskillelse af mindreårige asylpar på danske asylcentre i 2016. I Dansk Folkeparti håber man på en frifindelse eller en mild bødestraf, så hun uden problemer kan krones som ny partileder.
Inger Støjberg har, siden hun meldte sig ud af Venstre, stået tæt sammen med Dansk Folkeparti og har for eksempel optrådt på flere vælgermøder med Martin Henriksen.
Netop han er det tredje realistiske bud på en formandskandidat, men han ventes kun at stille op, hvis Støjberg ikke gør. På det seneste årsmøde angreb han sit eget parti hårdt for en alt for slap udlændingepolitik, den tidligere formand Pia Kjærsgaard vendte tommelfingeren nedad under hans tale, men han fik alligevel det højeste stemmetal til hovedbestyrelsesvalget, og ved kommunalvalget blev han valgt i Stevns. Martin Henriksen blev for en måned siden fyret fra Dansk Folkepartis sekretariat, hvor han ellers havde arbejdet siden folketingtingsvalget i 2019. Ledelsen fandt, at han var kommet med illoyale udtalelser på et vælgermøde i Rødvig.
Så i realiteten er Inger Støjberg den eneste af de tre, der kan forhindre et blodigt kampvalg og en yderligere splittelse af partiet. Morten Messerschmidt og Peter Kofod har med deres kandidatur åbenlyst forsøgt at få hende til at bekende kulør allerede nu inden den forventede rigsretsdom den 13. december.
Med deres programerklæring maler de samtidig Dansk Folkeparti politisk dybblå. Partiets borgerlighed bliver understreget voldsomt, og skulle der blive en ny chance for at gå med i en borgerlig regering, vil de gøre det uden at tøve. En tydelig kritik af forgængeren Kristian Thulesen Dahls linje og flirt med Socialdemokratiet efter valget i 2015.
På det punkt er Inger Støjbergs fordel, at hun ikke behøver anstrenge sig for at overbevise nogen om sin borgerlighed. Hun står stærkt mange steder i Jylland, og særligt vil hun have en mulighed for at vinde vælgere tilbage fra Nye Borgerlige. Måske endda også nogle fra Socialdemokratiet.
Grundlæggende næres der imidlertid langt ind i Dansk Folkeparti dyb tvivl over, om hun overhovedet er interesseret, især da hun endnu ikke har meldt sig ind. Med så høje forventninger vil det være nemt at skuffe, og erfaringerne fra De Konservative, Socialdemokratiet og Venstre viser, at det kan det tage mange år at overvinde så dybe, personlige konflikter og fløjkrige, som Dansk Folkeparti har været igennem det seneste par år.
Rettelse 30.11.2021, kl.9.45: Martin Henriksen blev valgt i Stevns -ikke i Greve, som der oprindeligt stod i artiklen. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.