Kønsforsker om DR's sexisme-sag: Når ledelsen ikke handler, må der navne på bordet

Det var juridisk i orden og kan være nødvendigt for det generelle opgør med seksuelle krænkelser, da Berlingske i weekenden satte navn på en angivelig seriekrænker fra DR. For når ledelsen på danske arbejdspladser er for sløve til at handle, må der navne på bordet, mener eksperter

”Alt for meget har været skjult på danske arbejdspladser. Hvis DR vil sexchikane til livs, så må de sørge for, at der samles op på, hvordan man håndterer klager over mulige krænkelser,” siger Anette Borchorst, kønsforsker og professor ved Aalborg Universitet
”Alt for meget har været skjult på danske arbejdspladser. Hvis DR vil sexchikane til livs, så må de sørge for, at der samles op på, hvordan man håndterer klager over mulige krænkelser,” siger Anette Borchorst, kønsforsker og professor ved Aalborg Universitet. Foto: Erik Refner/Ritzau Scanpix.

Gavner det MeToo-bevægelsen, når danske medier hænger en angivelig krænker ud ved navn? Og er det etisk i orden sådan at sætte en formodet misdæder i den offentlige gabestok?

Spørgsmålene er aktuelle, efter at berlingske.dk i weekenden bragte en historie om den chikane, en radiovært fra DR i årevis har udøvet over for især kvinder, men også mænd.

Og der kan være mening i at bringe navnet, når systemet – hvor sagen burde være håndteret – har svigtet, siger Camilla Møhring Reestorff, lektor ved Aarhus Universitet og forsker i danske mediers dækning af MeToo-bevægelsen.

”Det er markant i sagen om DR-værten, at ledelsen for mere end et år siden blev advaret, men ikke handlede. I den situation kan det at nævne navnet ses som en sidste udvej til at tvinge DR til at tage affære. Men det ville slet ikke være nødvendigt at hive nogen frem med navn, hvis vi levede i en ideel verden, hvor der blev taget hånd om de her sager,” siger hun.

Samme vurdering har Anette Borchorst, kønsforsker og professor ved Aalborg Universitet.

”Jeg synes ikke, det er godt, at man hiver folk ud med navn. Men når det sker lige nu, er det, fordi sagen ikke er blevet håndteret i rette tid på arbejdspladsen, det vil sige DR,” siger Anette Borchorst.

I berlingske.dk i søndags stod otte personer frem med navn med deres vidnesbyrd og fremlagde dokumentation i form af beskeder om den truende, chikanerende og krænkende adfærd, de hver især havde oplevet fra DR-værten. I august 2019 klagede direktør på det daværende Radio24syv, Jørgen Ramskov, over værten til DR, da også Ramskovs medarbejdere var udsat for chikane.

I programmet Presselogen på TV 2 News forklarede chefredaktør på Berlingske Mette Østergaard, hvorfor avisen valgte at bringe DR-værtens navn.

”Fordi historien er så alvorlig, og vi har at gøre med et menneske, som indtager en magtposition, og der er tale om gentagne episoder, så vælger vi at bruge navnet. Det kan vi også, fordi der er rigtig mange, der står frem, kvinder og mænd, og dokumenterer, at det her har fundet sted,” sagde hun blandt andet.

Det er argumenter, der holder i retten, vurderer Sten Schaumburg-Müller, professor ved juridisk institut på Syddansk Universitet.

Strafferetligt kan medier rette anklager mod navngivne personer, hvis anklagerne er rimelige at frembringe, siger han. Det synes de at være i sagen om DR-værten, hvor så mange kilder dokumenterer værtens adfærd.

Også rent presseetisk lader sagen til at være i orden, mener han: Emnet har offentlighedens interesse, fordi sagen handler om chikane på arbejdspladsen. Den anklagede har som radiovært en nogenlunde fremtrædende position i offentligheden, hvilket også begrunder, at han kan trækkes frem ved navn. Og desuden har det betydning, at det kan fritage andre på arbejdspladsen, som mistanken ellers kunne rettes mod, når den konkrete anklagede bliver nævnt ved navn.

”I det her tilfælde, som jeg kender og har set det, virker det rimeligt nok at nævne personen ved navn: Han ser ud til at have gjort noget forkert, man har forelagt ham det, og han indrømmer det også,” sammenfatter Sten Schaumburg-Müller.

Det er et generelt problem, at notoriske krænkere fortsætter deres krænkelser år efter år, fordi arbejdspladserne i for ringe grad lærer af de sager, de har, siger Anette Borchorst. En tur i mediemøllen kan være sidste mulighed for at råbe problemet op:

”Alt for meget har været skjult på danske arbejdspladser. Hvis DR vil sexchikane til livs, så må de sørge for, at der samles op på, hvordan man håndterer klager over mulige krænkelser,” siger hun.

DR meddelte søndag, at man fremover vil handle hurtigere i den slags sager.

Christian Groes, kønsforsker og lektor ved Roskilde Universitet, mener også, at et navn kan være nødvendigt for at skabe de samfundsmæssige ændringer, der er behov for.

”Hvis der skal ske en kulturændring, så skal vi desværre have konkrete mænds konkrete adfærd på bordet. Vi har talt om en kulturændring siden første bølge af MeToo i 2017, men der er ikke sket meget. Mænd skal se, at den slags adfærd får konsekvenser for andre mænd, og her taler jeg specielt om seriekrænkerne,” siger han.