Metrobyggeri rammer historisk kirkegård

Resterne af flere tusinde mennesker skal graves op på Assistens Kirkegård i København for at give plads til en ny metrostation

Jazz-saxofonisten Ben Websters grav på Assistens Kirkegård. -
Jazz-saxofonisten Ben Websters grav på Assistens Kirkegård. -. Foto: Keld Navntoft.

Den gravfred, der i mere end 200 år har hvilet over Assistens Kirkegård i København, bliver nu brudt af gravemaskiner.

Allerede mandag formiddag satte kommunens gravemaskiner tænderne i et ældre familiegravsted og fjernede i løbet af nogle timer tretten nedgravede lig, skriver berlingske.dk.

200 års begravelser fjernes
Der tages dermed hul på et projekt, der aldrig før er set i Danmark - nemlig at rydde en fungerende kirkegård og fjerne tusindvis af begravede mennesker.

Den nordlige del af Assistens Kirkegård skal fjernes, fordi der i 2018 skal åbne en metrostation på grunden. Til den tid vil alle spor af næsten 200 års begravelser være væk.

Nænsomt arbejde
- Når først Metroen har været her, vil man ikke kunne se, at der tidligere var kirkegård på arealet, siger sekretariatschef Tom Olsen fra Center for Kirkegårde ved Københavns Kommune.

Først skal de jordiske rester af tusinde afdøde personer graves op.

- Det er meget penibelt at tømme en kirkegård, så vi skal gøre det så nænsomt som muligt, siger inspektør Lene Høst-Madsen fra Københavns Bymuseum.

H.C. Andersen slipper

I de officielle planer ligger den kommende metrostation "ved Nørrebro Runddel". Det kan være årsagen til, at denne del af metroprojektet ikke har medført samme heftige debat, som metrobyggeriet ved Marmorkirken - også selvom byggeriet rammer en historisk kirkegård.

Assistens Kirkegård har blandt andet berømtheder som H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Niels Bohr og jazzmusikeren Ben Webster liggende. De slipper for at blive gravet op, eftersom de ligger i en del af kirkegården, der ikke bliver berørt.