Mette blev hjemløs efter skilsmisse: Jeg ville ikke være en byrde, så jeg bad ikke om hjælp

Mette Lamsin har været hjemløs i lange perioder, efter at hun blev skilt i 2014. To gange fik hun en lejlighed, som hun måtte opgive på grund af spillegæld. I dag er hun ude af ludomanien og venter på at få en bolig, og så har hun fået job på et plejehjem

”Min oplevelse er, at man skal være meget aktiv og selv foreslå løsninger for at få hjælp. Bare at acceptere, at et menneske overnatter på gaden uden at gribe ind, er udtryk for ligegyldighed. Jeg tror, at det kunne have hjulpet mig, hvis jeg havde fået h
Min oplevelse er, at man skal være meget aktiv og selv foreslå løsninger for at få hjælp. Bare at acceptere, at et menneske overnatter på gaden uden at gribe ind, er udtryk for ligegyldighed. Jeg tror, at det kunne have hjulpet mig, hvis jeg havde fået hjælp allerede dengang, jeg stod på banegården i Ringsted,” siger den 60-årige Mette Lamsin, der har boet på forsorgshjem det seneste år. Foto: Leif Tuxen

En forårsdag i 2014 stod Mette Lamsin i indkørslen foran familiens lejede rækkehus i en lille by uden for Ringsted. Hun følte en tomhed, da hun betragtede de to lastbiler, der kørte hendes egne og eksmandens ting til hver sit fjernlager. Hun var blevet skilt efter 25 års ægteskab. Skilsmissen var hendes egen beslutning. Parforholdet var slidt efter mange år med dårlig økonomi, og Mette Lamsin følte, at hun levede i et kærlighedsløst forhold, hvor hun blev reduceret til en servicemedarbejder af sin mand, der havde job som lastbilchauffør. Det dårlige mønster blev forværret, efter at børnene var flyttet hjemmefra.

”Da de to lastbiler var kørt, stod vi og kiggede på hinanden. Hvad skulle vi sige? Vi havde kendt hinanden i 32 år. Min mand sagde ’farvel’ og ’ha’ det godt’ og kørte ud til en kammerat, hvor han skulle bo. Jeg havde ikke lagt nogen plan for bolig efter skilsmissen, fordi der var så meget kaos i mit hoved. Jeg havde regnet med, at jeg kunne bo hos et af mine to voksne børn, men de havde ikke plads. Jeg var kørt træt i et parforhold, hvor jeg følte, at jeg ikke blev regnet for noget.”

Mette Lamsin bad sin datter om at blive kørt til Ringsted Station og forsikrede, at hun nok skulle finde husly hos en veninde. Men hun havde ikke nogen veninde, hun kunne ringe til, og i to en halv måned blev ventesalen på Ringsted Station og forskellige opgange i byen hendes faste base. Året forinden var hun i forbindelse med en stor fyringsrunde blevet afskediget efter 25 år som kontorassistent i et realkreditselskab. På et år var hendes tilværelse forvandlet. Fra at være middelklasseborger med kontorjob og rækkehus var hun nu en posedame uden fast adresse.

”Jeg var totalt i krise efter mange år i et parforhold, der ikke fungerede, og jeg kan kun forklare, at det gik, som det gik med min mentale tilstand og min ensomhed. Jeg havde en følelse af, at ingen kunne lide mig. Jeg var også flov over min situation og ønskede ikke at være en byrde for andre, og derfor rakte jeg ikke ud efter hjælp. Jeg var så langt ude, at jeg har tænkt tanken, at jeg skulle springe ud foran det næste tog. Men så dukkede mine børn og børnebørn op på nethinden,” fortæller Mette Lamsin.

Rent praktisk vænnede hun sig hurtigt til livet som hjemløs. Hun købte en billig kniv i Røde Kors’ genbrugsbutik, levede af toastbrød og leverpostej og sov med to Nettoposer som hovedpude i opgange eller på stationen.

”Det var mig, der havde taget initiativet til skilsmissen, så jeg tænkte, at jeg ville klare det, også selvom jeg i en periode skulle være uden tag over hovedet,” fortæller hun.

En sensommerdag i 2021 sidder den nu 60-årige Mette Lamsin i fællesstuen i et udslusningshjem med tilknytning til et forsorgshjem på Sydsjælland og fortæller sin historie. Hun har kortklippet hår og store, venlige blå øjne. Et par manglende fortænder efter et overfald på Ringsted Station er det mest synlige ydre tegn på de seneste års hårde liv.

En ny rapport fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, viser, at hjælpen til ældre hjemløse halter. Samtidig er antallet af hjemløse over 50 år steget markant i de seneste 10 år, og Mette Lamsin har mødt flere, der ligesom hende selv har mistet boligen i en relativ sen alder.

Efter at være blevet sat af på banegården i Ringsted i 2014 opsøgte Mette Lamsin kommunen for at høre, om man her kunne skaffe hende et sted at bo.

 Når en kommune bare accepterer, at et menneske sover på gaden, er det udtryk for ligegyldighed.

Mette Lamsin

Tidligere hjemløs

Men hun kunne ikke få hjælp til bolig, fordi hun ikke havde hjemmeboende børn under 18 år. Da hun ikke havde nogen fast adresse, kunne hun heller ikke få kontanthjælp. I stedet blev hun tilbudt såkaldt overlevelseshjælp, der udgjorde 47 kroner om dagen til mad.

”Det var meget utrygt at leve på gaden. Jeg er blevet forsøgt voldtaget flere gange. Jeg er blevet slået ned, så jeg måtte på skadestuen. Og jeg er også blevet bestjålet,” fortæller hun.

En dag gjorde en DSB-medarbejder det klart, at hun ikke kunne blive ved med at opholde sig på stationen uden rejsekort. Men da han kom næste dag, sad hun stadig i ventesalen uden gyldig billet. DSB-manden tilkaldte en frivillig fra Natteravnene. Det blev arrangeret, at hun kunne flytte på forsorgshjem, og efter nogle måneder blev Mette Lamsin tilbudt en lejlighed i Sorø. Hun flyttede ind, men følte sig alene i verden. I et forsøg på at udfylde tomrummet begyndte hun at spille på internettet.

Det endte galt. Hun kunne ikke betale huslejen, og efter et halvt år i Sorø stod politiet, en medarbejder fra boligselskabet og to flyttemænd foran hendes dør. Hun fik 40 minutter til at pakke sine personlige ejendele, og flyttemændene fjernede resten af indboet og kørte det på lossepladsen.

”Jeg kunne takke mig selv for det, der var sket. På samme måde som andre er afhængige af alkohol, var jeg blevet afhængig af at spille. Jeg kunne ikke sige stop.”

Mette Lamsin tog igen på forsorgshjem. Denne gang boede hun sammen med hårdt belastede stofmisbrugere. Kanylerne flød i køkkenet, og det var ikke et godt sted at være. Endnu en gang fik hun tilbudt en lejlighed, og endnu en gang endte det galt på grund af hendes spilletrang.

”Jeg følte mig alene i verden og syntes, at det var synd for mig, og så begyndte jeg at spille igen,” fortæller Mette Lamsin, der boede et års tid i en lejlighed i Nykøbing Falster, hvor hun oparbejdede en spillegæld på omkring 40.000 kroner. I 2018 kom hun i behandling for ludomani. Samtidig meldte hun sig ind i de hjemløses organisation, Sand.

”For første gang i mange år fik jeg venner og var med i et fællesskab. Det var fantastisk og ændrede mit liv,” fortæller Mette Lamsin.

60-årige Mette Lamsin i sin lejlighed en udslusningsbolig, der er tilknyttet et forsorgshjem på Sydsjælland. Hun har været hjemløs i lange perioder efter en skilsmisse i  2014, men nu har hun fået job på et plejehjem, og hun håber, at kommunen kan skaffe
60-årige Mette Lamsin i sin lejlighed en udslusningsbolig, der er tilknyttet et forsorgshjem på Sydsjælland. Hun har været hjemløs i lange perioder efter en skilsmisse i 2014, men nu har hun fået job på et plejehjem, og hun håber, at kommunen kan skaffe Foto: Leif Tuxen

Hun valgte selv at sige lejligheden op på grund af spillegæld, og i 2020 blev hun indskrevet på forsorgshjemmet på Sydsjælland.

I foråret 2021 tog hendes liv helt uventet en meget positiv drejning. På et møde med en sagsbehandler i jobcenteret foreslog Mette Lamsin, at hun kunne komme i arbejde ved at køre rundt med en kaffevogn på et ældrecenter og skænke kaffe op og snakke med beboerne. Sagsbehandleren var skeptisk, men Mette Lamsin gav ikke op, og hendes plan lykkedes.

Hver eftermiddag klokken to møder hun ind på et plejehjem, kører rundt med kaffevognen, taler med de ældre og læser bøger og aviser højt.

For to måneder siden fik hun desuden et job som medhjælper i plejen.

”Jeg aer de ældre på kinden, når jeg lægger dem i seng, for jeg tænker: ’Tænk, hvis der er nogen, der vil ae mig på kinden, når jeg bliver gammel. Det vil jeg gerne have’. Jeg giver alt, hvad jeg har i mig, og det er så livsbekræftende. Det har betydet alt, at jeg har fået et arbejde. Min selvtillid har i mange år været helt nede, men jobbet har været med til at bygge mig op,” siger Mette Lamsin.

Mette Lamsin har i dag et værelse med bad og køkken på udslusningshjemmet. Hun har indrettet sig hyggeligt med nips og billeder af de seks børnebørn. På gulvet er et lyserødt tæppe, hvorpå der ligger lampeskærme i mange farver, som hun hækler og sælger på kræmmermarkeder. Mette Lamsin er også blevet aktiv i koret De knækkede blomster, hvis medlemmer blandt andet er tidligere og nuværende hjemløse.

I dag har hun svært ved at forklare de seneste syv års sociale nedtur.

”Jeg føler ikke, at jeg har haft en dårlig barndom. Min far var præst på Bornholm, og det var en helt almindelig opvækst. Men jeg har i mange år haft en lav selvtillid og været meget ensom i et dårligt ægteskab. Min eksmand har fået et nyt liv med en anden kone, og det er godt. Min spilletrang blev en kompensation for den manglende kontakt med andre. Denne gang håber jeg, at jeg kan holde fast i en bolig. Jobbet og samværet med andre har givet mig et nyt livsindhold,” siger Mette Lamsin.

Hun er medlem af hjemløseorganisationen Sands bestyrelse, og hun mener, at hendes egen historie er et eksempel på, at systemet ofte ikke er parat til at hjælpe midaldrende og ældre hjemløse.

”Min oplevelse er, at man skal være meget aktiv og selv foreslå løsninger for at få hjælp. Jeg tror, det kunne have hjulpet mig, hvis jeg havde fået hjælp allerede dengang, jeg stod på banegården i Ringsted. Ikke bare en hjælp til at finde en bolig, men måske også støtte til at finde et netværk. Når en kommune bare accepterer, at et menneske sover på gaden, er det udtryk for ligegyldighed. Heldigvis oplever vi i Sand, at nogle kommuner begynder at hjælpe hjemløse tidligere i forløbet,” siger Mette Lamsin.

Mette Lamsin ønsker ikke, at hendes nuværende kommune og opholdssted skal være kendt. Kristeligt Dagblad kender hendes opholdssted og kommune.