Mette F. afviser at kommentere De Radikales krav om valg

Inden den 4. oktober skal Mette Frederiksen udskrive valg, ellers vil De Radikale vælte regeringen.

Statsminister Mette Frederiksen holdt pressemøde i Statsministeriet dagen efter minkkommissionens konklusioner. Hun slog flere gange fast, at hun ikke har tænkt sig at træde tilbage. Det synes hun ikke, der er belæg for.
Statsminister Mette Frederiksen holdt pressemøde i Statsministeriet dagen efter minkkommissionens konklusioner. Hun slog flere gange fast, at hun ikke har tænkt sig at træde tilbage. Det synes hun ikke, der er belæg for. Foto: Olafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix.

Statsminister Mette Frederiksen (S) lytter til Folketingets partier, men vil ikke kommentere De Radikales krav om en valgudskrivelse inden den 4. oktober.

Det siger hun til TV 2.

- Jeg lytter selvsagt til, hvad partierne siger i Folketinget, og selvfølgelig ikke mindst vores parlamentariske grundlag. Men når det kommer til, hvornår der udskrives valg, så har jeg ingen kommentarer til det, siger hun.

Efter Minksagen kræver støttepartiet De Radikale, at Mette Frederiksen udskriver valg, inden Folketinget træder sammen igen efter sommerferien.

Hvis det ikke sker, vil partiet stille et mistillidsvotum. Det betyder med andre ord, at De Radikale vil vælte regeringen.

TV 2, som har fanget statsministeren ved DGI's landsstævne i Svendborg, forsøger med flere spørgsmål at få hende til at forholde sig til kravet.

Hun bliver dog ved med at gentage, at hun ikke vil kommentere, hvornår der udskrives valg, men at hun lytter til, hvad partierne siger.

Torsdag afgav Minkkommissionen, der har undersøgt regeringens rolle i forhold til beslutningen om at aflive alle danske mink, sin beretning.

Den kommer med voldsom kritik af blandt andet statsministeren og en lang række centrale embedsmænd.

Kommissionen har ikke forholdt sig til ministres ansvar, fordi det skal den ikke ifølge loven.

Derfor har de blå partier ønsket, at uvildige advokater ville give en vurdering af, om Minksagen giver grundlag for at rejse en rigsretssag.

De Radikale sad med de afgørende mandater for at få igangsat sådan en undersøgelse.

Men efter et møde i De Radikales hovedbestyrelse lørdag meddelte partiet, at det ikke støtter en advokatvurdering. I stedet vil partiet have statsministeren til at udskrive valg.

Fredag holdt statsministeren sammen med fire af sine ministre et næsten to timer langt pressemøde for at svare på kritikken fra kommissionen.

Her slog hun fast, at hun ikke har tænkt sig at gå af som statsminister.

- Jeg har ikke nogen planer om at gå af som statsminister, og det mener jeg heller ikke, at der er belæg for, sagde hun blandt andet på pressemødet.

/ritzau/